Er kommunistiske diktaturer de nye allierede i det internationale kultur samarbejde? #UNESCO

Jeg sidder i UNESCO nationalkommission . Når jeg fortæller det til folk, bliver de ofte lidt fjerne i blikket, for de færreste ved hvad det er.

Så jeg plejer at sige jeg er folkets repræsentant i FN's kulturbevarende styrker. For mig handler UNESCO arbejdet nemlig om, at sikre folk i hele verden adgang til kultur i aller bredeste forstand. Det er selvfølgelig en forenkling og absolut ikke hele sandheden. 

Læs også FN's kulturbevarende styrker

I disse år handler det meget om FN udviklingsmål 2030 for en bæredygtig udvikling af hele verden (SDG). Det er også på dagsordenen når vi i de kommende dage mødes med de andre nordiske lande i Helsingør , for at forberede en fælles indsats i forhold til UNESCO Generalkonferencen i november, som afholdes hvert andet år i Paris. Det giver også mig stof til nogle personlige overvejelser om det internationale arbejde.

Det handler dybest set om at skabe forpligtende samarbejde om en bæredygtig udvikling, og her har den fælles nordiske demokratimodel og velfærdssamfund en del at byde på. I Norden er vi også traditionelt fortalere for et stærkt multilateralt samarbejde som man kender det fra FN, så derfor er det naturligt, at vi i norden forberede fælles dagsordener. Desværre er der de seneste år kommet en underliggende dagsorden, når vi mødes i det nordiske samarbejde som handler om hvorfor Danmark biddrager så lidt økonomiske til UNESCO samarbejdet, i forhold til resten af norden, hvor regeringerne prioriterer arbejdet og den økonomiske støtte noget højere.

De nordiske deltagere i UNESCO samarbejdet samlet i Helsingør.

Men verden er i forandring og traditionelle samarbejdrelationer brydes. Pludselig opleves det at dialogen med Kina, Pakistan og Sydafrika øges, fordi de også er foretalere for stærkere multilaterale samarbejder, mens andre traditionelle vestlige samarbejdsparter er mere skeptiske over for forpligtende internationale samarbejder. På samme vis, som man oplever at USA pludselig er isoleret når der tales miljøpolitik, mens Kina forsøger at være i føresædet. Eller et Davos topmøde hvor den kinesiske præsident taler om frihandel, imens den amerikanske præsident sidder hjemme i USA og planlægger toldmurer.

En udvikling jeg personligt har meget vanskeligt ved at forholde mig til, da jeg har et demokratisyn, der i en del af verden opleves som (demokrati)fundamentalistisk, fordi jeg synes at demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed, bør være grundlaget for samarbejdet. Men hvis man går til det internationale samarbejde med holdningen "Democracy first" så stopper dialogen inden den er begyndt, så jeg og mange andre, må æde nogle kameler og acceptere en dialog med kommunistiske og religiøse diktature for at styrke det forpligtende internationale samarbejde og håbe på det påvirker dem mere end os. En dialog som er nødvendig for en bæredygtig miljøpolitiske udvikling og en frihandelspolitik, der ikke kun sætter "America first". 

I det internationale samarbejde kan man ikke altid
gå rundt råbe demokrati, specielt ikke hvis man
repræsenterer det officielle Danmark,
 men så kan man go i korridorerne og hviske demokrati
eller føre demokratiske samtaler andre steder end på talerstolen,
lærte jeg da jeg deltog i UNESCO generalkonference i Paris
første gang. 

I det nordiske samarbejde forsøger vi også altid at koordinere vore kandidater til de styrende organer og tale med en fælles stemmen. Det lykkedes selvfølgelig ikke altid, og vi er ikke enige om alt, men vi har et dog her et fælles demokratisk udgangspunkt. Opfattelsen af de nordiske kandidater "ude verden" er også ofte, at de er objektive og bygger deres holdninger på viden og fakta, hvilket giver en del støtter. Samtidig er det også dette objektive grundlag, som får en del til at modarbejder vore kandidater, fordi det vanskeliggør den politisering som nogle lande dyrker, for at modarbejde forpligtende internationale samarbejder og den nordiske opfattelse af demokrati. Men dialogen er vigtig og nødvendigt for at skabe en bæredygtig udvikling i verden, så vi fortsætter ufortrødent.

Finland har lavet valgmaterialer
for deres kandidat til UNESCO
Executive Bord på de 6 FN sprog
for at sikre en nordisk stemme
 i bestyrelsen

Men hvem er UNESCO og hvilken rolle spiller nationalkommissionen, som jeg sidder i? UNESCO er forkortelsen for United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization. UNESCO er FNs særorganisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation.

De danske myndigheder, der i første række er involveret i UNESCO-arbejdet, er Undervisningsministeriet, Udenrigsministeriet, Kulturministeriet og videnskabsministeriet. Det parlamentariske ansvar påhviler undervisningsministeren.

Den danske UNESCO-nationalkommission er ikke det samme som UNESCO; hvert medlemslande bør (nogen steder er der ikke så meget "folk" over den proces) nedsætte en nationalkommission, som skal være bindeled mellem UNESCO og det enkelte lands civilsamfund og regering.

Nationalkommissionen

Kommissionen er sammensat af eksperter fra ”det civile samfund” inden for hvert af UNESCOs fagområder samt repræsentanter for de i UNESCO-sammenhæng relevante ministerier.

Nationalkommissionen har indtil 14 medlemmer, som beskikkes af undervisningsministeren for perioder på 4 år ad gangen. 7 af medlemmerne er områderepræsentanter og indtil 7 medlemmer personligt udpeget af undervisningsministeren. Og det er altså Undervisningsministeren der har udpeget mig, som repræsentant for Folkebibliotekerne, eller i virkeligheden er det en personlig udpegning, men mon de havde udpeget mig, hvis ikke jeg havde været direktør i Danmarks Biblioteksforening.