Deres budskab er ganske klart i at "Internationale forlag tjener
styrtende med penge på at udgive videnskabelige tidsskrifter. Penge, som kunne
være brugt langt bedre på mere og bedre forskning."
Men læs selv deres brev til den nye forskningsminister.
"Kære Ane Halsboe-Jørgensen
Først hjertelig tillykke med
det nye job som ansvarlig for forskning og uddannelse. Dernæst en bøn om hjælp
fra de danske forskningsbiblioteker!
For vi føler, at vi ligesom ham
der Sven fra Skat sidder og hælder mange hundred millioner skattekroner ned i
lommerne på virksomheder, der i forvejen er svimlende rige: Vi betaler hvert år
i omegnen af 300 mio. kr. til noget, man kunne kalde en paraakademisk industri,
for adgang til den videnskabelige litteratur og for data om
forskningsproduktionen.
Vores moderinstitutioner,
universiteterne, betaler også rigtig mange penge til disse virksomheder: Først
betaler de løn- og driftsudgifter til forskerne for at forske og producere
videnskabelig litteratur, som herefter foræres til forlagene, og siden betaler universiteterne
forskerne for at redigere og bedømme hinandens artikler for forlagene gennem
den såkaldte peer review-proces.
Den paraakademiske industri
mangler ligesom Sanjay Shar, som scorede de mange danske udbytteskattekroner,
bestemt heller ikke penge: Det videnskabelige forlag Elsevier har en årlig
omsætning på omkring 160 mia. kr. og befinder sig dermed i samme ende af
skalaen som en række af giganterne i it- og musikbranchen. Men da deres
produktionsomkostninger er meget små, er deres marginalindtjening på ca. 36
pct., hvilket er mere end virksomheder som Google, Amazon og Apple.
I 2010 havde Elsevier et
overskud på 6 mia. kr. Elsevier er kun en enkelt virksomhed blandt de
efterhånden rigtig mange privatejede virksomheder, der snylter på forskningsverdenen.
Vi mener, at pengene var brugt
bedre, hvis de blev brugt på at uddanne og ansætte flere forskere og på at
tilføre flere midler til de frie forskningsråd. Hvorfor gør vi så ikke bare
det, spørger du måske. Det ville vi også meget gerne, men vi er låst fast og
kan ikke slippe ud af den fælde, vi er fanget i, uden din hjælp.
HVORDAN KAN du hjælpe os,
spørger du måske. Det kan du ved at understøtte et tiltrængt paradigmeskifte i
den akademiske verden. Det er ikke let, og du vil sikkert også møde modstand,
men når det er gjort, vil du kunne indskrive dig selv i historiebøgerne som en
ansvarlig forskningsminister, der på én gang styrkede sit ressortområde,
sparede skatteborgerne for mange millioner og hjalp med at bringe en dybt
moralsk forargelig forretningsmodel i knæ.
Hvad skal du gøre? Du skal
understøtte de kræfter, der arbejder for større åbenhed i forskningen også
kaldet Open Science-bevægelsen. Du skal hjælpe forskningsverdenen med at ændre
på det nuværende meritteringssystem, såt danske forskere fremover belønnes for
deres samfundsbidrag. Endelig skal du gøre op med det måle-veje-tyranni, som
har fulgt i kølvandet på New Public Management-reformerne i forskningsverdenen.
Som du sikkert ved, er Open Science en paraplybetegnelse for en række
forskellige tiltag, der har til formål at gøre det muligt for alle at kigge med
i alle afkroge af forskningens kogekøkken. Ideelt set skal alt, hvad der indgår
i forskningsprocesser, være tilgængeligt for alle. Det skal være slut med
anonyme evalueringer af ansøgninger om forskningsmidler: I stedet skal alle
kunne se, hvem der har vurderet, hvem der fik hvilke forskningsmidler, og
hvad/hvem der intet fik. Så undgår man risiko for nepotisme og politisk
rænkespil. Alle forskningsdata skal opbevares, så andre – også borgerne og
danske virksomheder — kan få adgang til dem og både genanvende dem og tjekke om
de konklusioner, der er blevet draget på baggrund af dem, er rimelige.
Alle forskningspublikationer
skal stadig gennem peer review-kvalitetstjek, men også dette skal foregå åbent,
så alle kan læse med, og så vi alle kan vide, om den, der fæller dommen over en
anden forskers værk, reelt er kvalificeret dertil.
Endelig skal alle
forskningspublikationer være frit og gratis tilgængelige for alle (Open
Access). Det sidste tjener til både at udfordre de videnskabelige forlags
forretningsmodel og sikrer, at forskere – og ikke mindst borgere – i den mindre
velbeslåede del af verden får adgang til den nyeste og stærkeste forskning til
gavn for deres samfundsudvikling. Det synes vi på en eller anden måde, vi
skylder verden.
VI VIL OPFORDRE dig til at belønne
forskere for at udvise samfundssind og stræbe efter at dele deres forskning med
så mange som muligt.
Der er nemlig et paradoks i den
førte forskningspolitik. På den ene side har den tidligere regering sat som
mål, at al dansk forskning skal publiceres som Open Access – dvs. frit
tilgængeligt – i 2025, men samtidig forventes det, at forskere publicerer i de
højest rangerede tidsskrifter, uanset om de er Open Access eller ej. Og ofte er
det netop de tidsskrifter, som de videnskabelige forlag vogter mest nidkært
over bag betalingsmurene. Det duer jo ikke. Hvis der skal være mening med
galskaben, skal forskere belønnes for bæredygtig publiceringsadfærd og ikke det
modsatte.
Og det er ikke særlig svært at
gøre noget ved: Det kræver blot, at forskerne i så mange sammenhænge som muligt
bliver bedt om at angive, hvor stor en procentdel af deres publikationer der er
Open Access. En venlig hilsen fra dig om, at du gerne ser, at
forskningsinstitutionerne begynder at belønne de forskere, der engagerer sig i
Open Science og har høje Open Access-publiceringsrater, vil helt sikkert også
have en gavnlig effekt.
DET SIDSTE, VI vil bede dig om,
er at se på den måde, som forskningskvalitet måles på med alt for simple,
uretfærdige, upræcise, usammenlignelige og uvidenskabelige systemer, som det er
’så let som at klø sig et vist sted’ at snyde med.
Vi har begge jævnligt skrevet
herom i medierne, men kort fortalt handler det om, at de kvantitative mål, man
bruger for forskeres effektivitet, baserer sig på, hvor mange publikationer de
er (med-)forfattere på, og/eller hvor ofte disse citeres af andre.
Det er indlysende, at noget så
komplekst som kvalitet i forskningen ikke lader sig måle med simple
kvantitative mål, og derfor håber vi, at du vil ’fare med lempe’ i forhold til
sådanne forskningsindikatorer, når du f.eks. skal forhandle
udviklingskontrakter med universiteterne. Det vil vi af flere grunde.
For det første viser
socialpsykologisk forskning, at når mennesker opfatter de performancemål, som
de måles mod, som uretfærdige, vil ca. 60 procent af os forsøge at snyde og
game målene. Og det er så nemt som ingenting: Man får mange forfatterskaber,
hvis man deler, så hver artikel har mange forfattere, og man får mange
citationer, hvis man laver du-citerer-mig-jeg-citerer-dig-aftaler med
kollegerne.
For det andet er de data, som
vi baserer opgørelserne af forfatterskaber og citationer på, nogle, som vi
køber af, ja, gæt selv: Elsevier og andre medlemmer af bemeldte paraakademiske
industri. For det er jo dem, der ejer vores publikationer og dermed også dem,
der kan generere data om dem. Et abonnement på et et af forlagenes
analyseværktøjer koster let op mod en 0,5 mio. kr. året.
DU VIL I GIVET fald ikke være
den eneste europæiske forskningsminister, der vælger den vej. Den franske forskningsminister,
Frédérique Vidal, der selv er tidligere forsker, proklamerede sidste år, at hun
ville afsætte en meget stor sum penge til at bekæmpe den paraakademiske
industri og til at skabe åbenhed i forskningen. En række af de allerstørste
europæiske forskningsfinansierende fonde står bag den såkaldte ’Plan S’, som
forenklet handler om, at man ikke vil sponsorere forskning, der ikke publiceres
som Open Access.
Så endnu en gang tillykke med
jobbet, vi er helt sikre på at det nok skal blive godt og sjovt. Og hvis du
skulle have en slat kaffe på kanden, vil vi gerne kigge forbi inden længe og
uddybe det, vi har skrevet her"
