Gå videre til hovedindholdet

Det er nok ikke de sociale mediers ekkokamre, der skaber politisk polarisering

Ny forskning tyder på, at der ikke er nogen åbenlys årsagssammenhæng mellem brug af sociale medier og politisk polarisering. Det bør få os til at genoverveje, hvad internettets ekkokamre egentlig betyder for den offentlige samtale? I stedet for at give digitale platforme skylden for en verden i opbrud og et demokrati i forandring har vi et ansvar for at være med til at udvikle de redskaber, der skal sikre en ønskværdig demokratisk praksis i fremtiden skriver Anders Kristian Munk i en artikel på kommunikationsforum.

Jeg tror han har ganske ret i at man ikke kan give "digitaliseringen" skylden, omend den digitale udvikling forstærker og synliggør tendenserne. Jeg har selv et eksempel som jeg bruger i et af mine foredrag i forhold til om det er de sociale medier der skaber en forråelse af den demokratiske samtale. Da jeg var knægt var jeg nogle gange med min far på arbejde. Han var tømre og til fyraften, mødtes han og en flok andre håndværkere til fyraftensbajere i baglokalet hos den lokale købmand. Her var der godt nok en rå tone og det var ikke artige ting, der blev sagt om kvinder, negere (det hed det dengang) og hvem der nu ellers stod for skud. og hvem der nu ellers stod for skud. Det er den tonen man i dag genfinder på Ekstrabladets Nationen eller i debatter på de sociale medier, forandringen fra min barndom og mændene i baglokalet er, at det nu er synligt for alle de der ikke selv er med i baglokalet.  

En lignende pointe findes i Munks artikel, hvor han peger på at ny forskning fra Stanford University, viser at der mere end nogensinde er grund til at forholde sig kritisk nuanceret til teorier om de sociale mediers skadelige konsekvenser for demokratiet.

Han slår selv fast, at hans artikel hverken drejer sig om, hvorvidt mediernes algoritmer personaliserer den informationsstrøm, vi præsenteres for, eller om vi som brugere på internettet har en tendens til at søge mod fora af ligesindede. Det er nok så vigtigt at holde sig for øje, for her er en række stor udfordringer, men det er en anden siden af internettet og den digitale kommunikationsform. Han skriver i sin artikel:

"Vi ved, at filtereffekter forekommer, og vi ved, at mennesker har et kognitivt bias, der får os til at stole på informationer, der bekræfter vores synspunkter. Det betyder rimeligvis, at der har været ekkokamre lige så længe, som der har været menneskelige fællesskaber.

Det, der er sagens kerne, er, hvorvidt de sociale medier har forstærket ekkokamrenes effekter, og om de har gjort det i en sådan grad, at det kan siges at have forværret den offentlige samtale?

Derfor er det svært at sige noget præcist om ekkokamrenes effekter
Problemet er, at det er let at dokumentere eksistensen af ekkokamre på de sociale medier, men svært at sige noget om, hvilken forskel, de gør.

Han har selv en del flere pointer, men dem kan du selv læse her

Det jeg finder mest interessant, er hvor han skriver om de forskellige undersøgelser, som: 

"Hvad viser undersøgelsen?
Et af de stærkeste indicier på, at internettet generelt, og de sociale medier i særdeleshed, har haft en negativ indflydelse på kvaliteten af den offentlige samtale, kommer fra undersøgelser af politisk polarisering. Der findes forskellige måder at måle polarisering på, men det overordnede billede er, at den er stigende. I undersøgelsen fra Stanford sammenligner man ni af de mest almindelige måder at måle polarisering på og kommer frem til en gennemsnitlig stigning i den amerikanske befolkning på 18 procent mellem 1998 og 2012.
Det synes altså at underbygge hypotesen om, at vores adfærd online gør os mindre tilbøjelige til at have en dialog på tværs af politiske skillelinjer. I den periode, hvor nettet er blevet en faktor i folks hverdagsliv, er vi også blevet mere polariserede. Der er i hvert fald en korrelation, der er værd at undersøge nærmere. Eller er der?
Undersøgelsen viser også, at den øgede polarisering er tydeligst blandt de ældste befolkningsgrupper, og at den bliver støt mindre, jo yngre befolkningsgrupper der er tale om. Amerikanere under 40 er således kun blevet 5 procent mere polariserede i perioden, mens tallet er 38 procent for personer over 75.

Da vi samtidig ved, at der i 2012 var 80 procent af de 18 til 39-årige, der brugte sociale medier, mod 20 procent af dem, der var over 75, konkluderer forfatterne, at vores omgang med internettet ikke er nogen god forklaring på den øgede polarisering.

Hvad kan undersøgelsen have overset?
Forfatterne anerkender selv, at der kan være såkaldte spill over-effekter, hvor ældre mennesker måske ikke selv er på sociale medier, men får deres informationer fra nogen, der er. Det forklarer stadig ikke, hvorfor de bliver så relativt meget mere polariserede af at blive udsat for disse informationer, men det åbner muligheden for, at nettet trods alt spiller en større rolle, end vi umiddelbart ser.
Man bør også tage forbehold for, at undersøgelsen bygger på data til og med 2012 (formentlig fordi tallene for politisk polarisering ikke er opdaterede). Meget har ændret sig i verden i løbet af de sidste fem år, og det kan selvfølgelig også gælde forholdet mellem onlineadfærd og politisk polarisering."

Anders Kristian Munk henviser også til en række studier og skriver om at de efter varierende pres, fået både "Facebook og Google til at tage forskellige initiativer for eksempelvis at mindske nogle af de filtereffekter, der fører til meningsbobler, eller ved at indføre fact checking af indhold. Vi ved ikke præcis, hvad platformene har foretaget sig, men det er en faktor, der kan have haft betydning."

Så uanset hvad de sociale medier ændre i deres algoritmer og hvilke filtre de sætter op er det helt grundlæggende problem at vi som brugere ikke ved eller kan gennemskue, hvordan de virker.

Munk slutter sin artikel med at spørge:

Er der så ikke nogen problemer?
Jo, der er masser af problemer! Polariseringen er jo stadig stigende, og vi ved, at politiske aktører bruger nettet aktivt til at sprede misinformation og det, der er værre.

Vi ved at tonen er hård og uforsonlig, vi ved, at der er bots og betalte trolls, der forvrænger debatten, og vi ved, at vi som brugere også skal tage et ansvar selv for ikke at blive fanget i filterbobler (både ved aktivt at opsøge indhold af en anden politisk observans end vores egen og ved at fastholde et pres på medieplatformene for at justere deres algoritmer). Men det bliver stadig sværere at påstå, at der er en enkel sammenhæng mellem ekkokamre på nettet og polariseringen af den offentlige samtale.

Det er, som tidligere nævnt, usandsynligt at vi kan blive ekkokamrene kvit. Til gengæld bør vi overveje, at de redskaber, der i øjeblikket giver politiske dæmagoger og propagandister vind i sejlene, også står til rådighed for dem, der ønsker at blotlægge, hvordan misinformation spredes, hvordan debatten forvrænges, og hvem der står bag.

I min forskningsgruppe har vi netop indgået et samarbejde med europæiske partnere, som vi kalder Public Data Lab. Vores første fælles projekt har været at udvikle en guide til journalister og medieprofessionelle, der ønsker at udforske fænomenet fake news med assistance fra digitale metoder. Tilsvarende initiativer spirer frem mange andre steder i Danmark og udlandet."

Det har vi også i bibliotekerne også beskæftiget os en del med, hvor Danmarks Biblioteksforening bl.a. har skabt en nem 6 trins guide til at spotte Fake News for den almindelige bruger og jeg er selv aktiv i Samtidskommission for faktatjek og kildekritik . Udgangspunktet for mig og dannelsesinstitutionen BIBLIOTEKET er at vi, uanset hvor mange detektorprogrammer og ændrede algoritmer på de sociale medier ikke kommer uden om at det er det enkelte individ der skal kunne skelne falsk fra sandt og gennemskue om det bare er et ekkokammer eller en problemstilling, som rent faktisk har en samfundsmæssig konsekvens.
 
Derfor er jeg også helt enig i Anders Kristian Munk konklusion om at fællesnævneren synes at være, at vi kan tage tyren ved hornene og udnytte nettets potentialer til at skabe redskaber, der understøtter en offentlig samtale i rivende udvikling, snarere end at længes tilbage til en verden uden ekkokamre, der alligevel aldrig har været.

Læs: Folkeoplysning er svaret i det "postfaktuelle samfund"

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Oversigt viser årelang nedbarbering af bibliotekerne - lad det være et wake-up call

"Oversigt viser årelang nedbarbering af bibliotekerne – »grænsen er nok nået« ifølge interesseorganisation" er overskriften på en artikel i Kulturmonitor i dag. Og denne milde underdrivelse om at grænsen nok er nået stammer fra mig og Danmarks Biblioteksforening. Den kunne også have været børn der ikke har adgang til bøger bliver dårligere til at læse. Baggrunden for artiklen er en opgørelse som kulturministeriet har lavet til SF’s socialordfører, Theresa Berg-Andersen. Her har ministeren opgjort antallet af for biblioteker fra 2006 og frem til i dag og gjort det klart, at antallet af danske biblioteker er faldet drastisk gennem de sidste 17 år. Opgørelsen viser at at antallet af biblioteksfilialer, er faldet fra 420 (2006) til 310 (2022) altså en en lukning af 1/4 af bibliotekerne. Havde de dykket lidt længere tilbage end til kommunalreformen kunne de se at antallet er halveret siden 1996 hvor der var 900 betjeningssteder. Stof til politisk eftertanke I Kulturmonitor siger

Der er brug for bibliotekerne som aldrig før også for Vanopslagh

Hen over sommeren har der været en del debat om biblioteket, som opstod i kølvandet på at formanden for Liberal Alliances Alex Vanopslagh i sin bog ’Vejen til ansvar’ forslår at lukke bibliotekerne. Debatten koger stadig og i dag tager vi en tur i et par radiokanaler, hvor Radio4 sætter emnet til debat kl. 9.00-10.00 og Paw Østergaard Jensen, formand for Danmarks Biblioteksforening spiller ud i Radio4 kl. 09.35 i en snak om, hvorfor det er der er behov for bibliotekerne som ingensinde før og det er da også landets mest besøgte kulturinstitution. P1 Debat forsætter Kl 12.15 -13.30 (denne er udsat til senere på ugen) hvor spørgsmålene igennem debatten bliver: ’Luk folkebibliotekerne? Kan og bør private erstatte dem? Vil det sætte viden, dannelse og lokalsamfund og sammenhængskraft over styr, hvis man lukker? Er bogen død? Er det bibliotekernes rolle at holde diverse arrangementer? Og er systemet indrettet rigtigt i kommunalt regi?’ Panelet er: Jens Kristian Lütken (V) KBH, Simon Fe

Open libraries - without staff ............. all the time

Do you know this when you visit the library? The experience is no longer as common in Denmark North Beach: San Francisco Public Library   yesterday at 9:55 am When I as a Dane participant in such a big event like IFLA or the ALA Annual Meeting is one of the questions we often get; is it true that in Denmark the libraries are open without staff?  The answer I give is; no, we do not have libraries without staff, but we have libraries that are open even when the staff is not there. More than half of all public libraries in Denmark are now "open libraries" In Denmark, all the libraries is free to use, In the way, that all the basis services are free of charge for the public. In Denmark almost all the Libraries are funded by tax. The libraries are obligated to make all kinds of materials available, both physical and digital. Not just books.  See  New e-book deals between all danish publishers and the public libraries in Denmark We have 98 municipalities a