Biblioteket er en skattefinansieret
institution for alle, men Bent Vinn Nielsen synes åbenbart kun det skal være
der for ”rigtige læsere”, mon det er dem der læser Information?
Et forsvar for arroganceT
anken om folkebiblioteker er et af samfundets allerlyseste indfald, men hvis man ikke har modet til at sortere skidtet fra, så folk med smag for kanel kan få alt det, de vil have, er bibliotekerne ikke længere en oase af oplysning og en mulighed for at læse den bedste litteratur. Så er det en blank ørken af ligegyldigt konsum
For nogle år siden arbejdede jeg på et større provinsbibliotek, hvor vi havde skabt et hovedbibliotek, med meget andet end bøger bl.a. store bokse fyldt med Fatboy puder og store Nintendo Wii skærme.
Jeg skulle vise den lokale Rotary klub rundt. En flok mænd i Vinn Nielsen generationen, som var mere end skeptiske over, at vi havde inddraget sådanne spillemaskiner i bogens tempel. Da vi kom hen til boksene, lå der to drenge og flød i puderne, men det bemærkelsesværdige var at de lå og læste i hver sin bog. Jeg godtede mig indvendigt og kunne så rammesætte fortællingen om, at biblioteket er for alle og derfor også forpligtet til at række ud efter alle med forskelligartede tilbud. Herunder også tilbud som i kulturelitære sjæle, som min og Bents, ikke nødvendig vis er kvalitet, men som lokker de udannede i fælden, så de danner sig. Hvem ved, måske dannelsesfælden klapper så hårdt, at de kommer til at læse en bog, frem for kun at spille Nintendo. Hvis de var blevet hjemme på drengeværelse for at spille på deres egen PC, så havde de ikke smidt sig i puderne bag efter for at læse den bog, for kære Bent, dem er der ikke mange af på de moderne kommunikationscentraler, som drengenes værelser har udviklet sig til.
Bent Vinn Nilsen skriver under overskriften ”Et forsvar for arrogance” om bibliotekernes forpligtelse til at udvælge og formidle det gode frem for det ringe. Det er jeg sådan set enig med ham i, men ikke ud fra at Kafkas dagbøger kun står på 38 biblioteker.
Bent og jeg kunne nok godt blive enige om at udvælge kvalitetslitteratur, for vi læser sikkert nogenlunde de samme bøger og samme avis, eller han skriver i den og jeg læser den. Der er bare det aber dabei, at vore skattefinansierede biblioteker ikke kun er skabt for Bent og jeg, som ”rigtige læsere”, biblioteket skal også række ud og oplyse, også de der normalt ikke læser Information eller Kafkas dagbøger. I Danmark har vi historisk opbygget FOLKEbiblioteker, bl.a. ud fra tanken om at lyset ikke er for de lærte blot.
Derfor giver det god mening, at bibliotekerne har rige mængder af svenske femikrimier af mellemfornøjet litterær kvalitet. Ikke for at lefle for den dårlige smag, men for at have tilbud til alle borgere og få nogle ind, som så bliver fristet af alle de andre (dannede) tilbud som biblioteket kvalitetsudvælger. De borgere tager måske ikke ligefrem Kafkas dagbøger med hjem, men måske anden kvalitetslitteratur som "Et liv i almindelighed". (Bent, til din oplysning stå den i øvrigt på 101 biblioteker, men skulle du ramme et af de, der ikke har den stående, så kan du bestille og den vil blive leveret inden for et par dage til et bibliotek nær dig, så ikke alt behøver at stå alle steder)
Biblioteket har en public service forpligtelse, hvilket vil sige at det er forpligtet til både at tilbyde det smalle og det mere bredtfavnende. Det handler om at finde en fornuftig balance, for ellers ender man i Vinn Nielsens højlitterærer elfensbenstårn, hvor kun en lille den af Det Traditionelle-fællesskabsorienterede Segment kommer for at læse hvad andre i Det Traditionelle-fællesskabsorienterede Segment, har skrevet i Information, at de bør læse.
Jeg bliver helt bekymret over, om det er Bents våde drøm, har når han skriver ”Det er ikke et fremskridt, at lånerne nu kun behøver at henvende sig ét sted, når de skal have læsestof, nemlig bibliotekerne. Det er heller ikke et tilbageskridt, for det var netop bedre tider i gamle dage. Det er derimod en perversion.”
Hvis ikke det var fordi jeg gennem mange år havde fulgt og nydt Vinns skriverier her i avisen og i hans bøger, kunne jeg mistænke ham for at være reaktionær kulturelitær, som ikke mener kultur er for de udannede. Men på den anden side bliver vi jo alle ældre.
Jeg forbavses nu alligevel over det kultursyn han lægger for dagen, når han skriver ”hvis ligegyldighed og idioti er i færd med at ødelægge noget så værdifuldt som folkebibliotekerne, er det absolut på sin plads at landets læsere – af den slags, som jeg vil insistere på at kalde de rigtige – protesterer. Og så er det på tide at genopfinde den gammeldags bibliotekar, der hverken tolererer småsnak i krogene, larmende teenagere eller kulturens bonderøve, der konsekvent omtaler lånere som ’kunder i butikken’.”
Jovel, vi vil gerne have brugere på bibliotekerne og dagligt bruger personalet rundt omkring mange ressourcer på at skabe oplevelser og give vejledning til brugerne. Det går ikke altid helt stille af, men borgerne strømmer til, både de ”rigtige læsere” og de ”andre”, men på bibliotekerne favner vi bredt.
Samme dag som Vinn Nilsen skriver om sit kulturkonservertive manifest om fortiden bibliotek og kulturimperalistiske nekrolog over de ”Forkerte Læsere”, har Politikens Læsere valg at give ”På kanten Prisen” til Biblioteket i Nordvest. Godt nok er det ”I Byen” tillægget, som vel er rettet til det lidt ungdommelige segment der uddeler prisen, men det er dog i en kulturradikal avis som Politikken, så mon ikke Bent kunne overveje om der findes mere end én type ”rigtige” biblioteksbrugere.
På Biblioteket på Rentemestervej finder 30.000 gæster, hver måned vej til en lille oase med kulturarrangementer og hjemlig hygge i Københavns Nordvestkvarter. Og der er rigtig mange teenagere og tilrejsende bonderøve af forskellig etnisk herkomst. Nogle er også rigtige kunder, for der er nemlig en fed cafe, godt nok drevet af mennesker med handicap, som ikke nødvendigvis er klassisk dannede, men har et smittende humør. Men Biblioteket skaber synergi og sammenhold i kvarteret, fordi man har lyst at mødes og opholde sig der. Jeg er sikker på at det også bibringer en enkel hvileløs sjæl klassisk dannelse ind i mellem, fordi den litterære sjæl smitter.
Jeg ved ikke hvor Bent Vinn Nilsen går på biblioteket eller hvor længe siden det er han har besøgt et, men jeg synes han skulle ta en tur forbi Nordvest og se hvordan det klassiske smitter i små doser på de lamende teenagere og udannede mennesker som lokkes ind i ”butikken”. Måske låner de oven i købet en af de ”rigtige”bog med hjem, når de har været der.
Mennesker har behov for at være sammen og behovet for at have steder at mødes er voksende i en stadig mere digital verden. En verden hvor litteratur og information kan tilgås via Internettet og Biblioteket sørger for at sikre adgangen til både e-bøger og vidensdatabaser.
Derfor spiller biblioteket en væsentlig rolle, som fysisk mødested og i mange lokalsamfund som det sidste ikke-kommercielle sted, hvor man som borger bare kan møde op. Stadig flere kommer faktisk også på folkebiblioteket, landets absolut mest besøgte kulturinstitution, med over 36 mio besøgende. De kommer ikke kun for at bruge de traditionelle bibliotekstilbud, men for at bruge de mange andre services, kulturoplevelser eller bare for at mødes. Mange af de besøgende kommer ikke for at låne Kafkas Dagbøger, men for at få oplevelser til deres egne dagbøger og for fællesskabet, og det går ikke altid stille af. Det handler om at mødes og her er biblioteket en af de sidste FOLKEinstitutioner, hvor vi kan mødes på tværs af kulturelle og sociale skel.
Ideen om det fælles mødested har været centralt i demokratiet helt tilbage fra det antikke Athen, hvor borgerne mødtes i Agoraen. Og selvom det kun var forundt de modne mænd, spillede Agoraen en central rolle for den demokratiske samtale. Sådan er det med demokrati, det kræver samtale og plads for at kunne udfoldes og det går ikke stille af, men jeg synes ikke det skal indskrænkes til kun at kunne rumme ”de rigtige”. Lad os i stedet udvide demokratiet og favne dem, som måske ellers ikke ser sig selv som en del af de demokratiske processer.
I stedet for at tænke biblioteket, som fortidens stille læsesal, bør det udvikles som sted der skal nytænkes, for også at være dannesinstitutionen for fremtidens generationer. Det har man gjort i Nordvest og heldigvis mange andre steder i landet. Bent, jeg synes du skal tage ud og besøge dem, og snak med kunderne i butikken, det kunne være de havde noget at byde på, selvom de ikke har læst Kafkas Dagbøger.
Biblioteket er en dannelsesinstitution og skulle gerne være det for andre end de der læser Information og i forvejen kommer på biblioteket, fordi de elsker at klatre i elfenbenstårne. Biblioteket er for folket, så lad os bruge det som en demokratisk og dannende institution, med plads til at udvikle alle.
LÆS BENT VINN NILSENS
Et forsvar for arroganceT
anken om folkebiblioteker er et af samfundets allerlyseste indfald, men hvis man ikke har modet til at sortere skidtet fra, så folk med smag for kanel kan få alt det, de vil have, er bibliotekerne ikke længere en oase af oplysning og en mulighed for at læse den bedste litteratur. Så er det en blank ørken af ligegyldigt konsum
Jeg skulle vise den lokale Rotary klub rundt. En flok mænd i Vinn Nielsen generationen, som var mere end skeptiske over, at vi havde inddraget sådanne spillemaskiner i bogens tempel. Da vi kom hen til boksene, lå der to drenge og flød i puderne, men det bemærkelsesværdige var at de lå og læste i hver sin bog. Jeg godtede mig indvendigt og kunne så rammesætte fortællingen om, at biblioteket er for alle og derfor også forpligtet til at række ud efter alle med forskelligartede tilbud. Herunder også tilbud som i kulturelitære sjæle, som min og Bents, ikke nødvendig vis er kvalitet, men som lokker de udannede i fælden, så de danner sig. Hvem ved, måske dannelsesfælden klapper så hårdt, at de kommer til at læse en bog, frem for kun at spille Nintendo. Hvis de var blevet hjemme på drengeværelse for at spille på deres egen PC, så havde de ikke smidt sig i puderne bag efter for at læse den bog, for kære Bent, dem er der ikke mange af på de moderne kommunikationscentraler, som drengenes værelser har udviklet sig til.
Bent Vinn Nilsen skriver under overskriften ”Et forsvar for arrogance” om bibliotekernes forpligtelse til at udvælge og formidle det gode frem for det ringe. Det er jeg sådan set enig med ham i, men ikke ud fra at Kafkas dagbøger kun står på 38 biblioteker.
Bent og jeg kunne nok godt blive enige om at udvælge kvalitetslitteratur, for vi læser sikkert nogenlunde de samme bøger og samme avis, eller han skriver i den og jeg læser den. Der er bare det aber dabei, at vore skattefinansierede biblioteker ikke kun er skabt for Bent og jeg, som ”rigtige læsere”, biblioteket skal også række ud og oplyse, også de der normalt ikke læser Information eller Kafkas dagbøger. I Danmark har vi historisk opbygget FOLKEbiblioteker, bl.a. ud fra tanken om at lyset ikke er for de lærte blot.
Derfor giver det god mening, at bibliotekerne har rige mængder af svenske femikrimier af mellemfornøjet litterær kvalitet. Ikke for at lefle for den dårlige smag, men for at have tilbud til alle borgere og få nogle ind, som så bliver fristet af alle de andre (dannede) tilbud som biblioteket kvalitetsudvælger. De borgere tager måske ikke ligefrem Kafkas dagbøger med hjem, men måske anden kvalitetslitteratur som "Et liv i almindelighed". (Bent, til din oplysning stå den i øvrigt på 101 biblioteker, men skulle du ramme et af de, der ikke har den stående, så kan du bestille og den vil blive leveret inden for et par dage til et bibliotek nær dig, så ikke alt behøver at stå alle steder)
Biblioteket har en public service forpligtelse, hvilket vil sige at det er forpligtet til både at tilbyde det smalle og det mere bredtfavnende. Det handler om at finde en fornuftig balance, for ellers ender man i Vinn Nielsens højlitterærer elfensbenstårn, hvor kun en lille den af Det Traditionelle-fællesskabsorienterede Segment kommer for at læse hvad andre i Det Traditionelle-fællesskabsorienterede Segment, har skrevet i Information, at de bør læse.
Jeg bliver helt bekymret over, om det er Bents våde drøm, har når han skriver ”Det er ikke et fremskridt, at lånerne nu kun behøver at henvende sig ét sted, når de skal have læsestof, nemlig bibliotekerne. Det er heller ikke et tilbageskridt, for det var netop bedre tider i gamle dage. Det er derimod en perversion.”
Hvis ikke det var fordi jeg gennem mange år havde fulgt og nydt Vinns skriverier her i avisen og i hans bøger, kunne jeg mistænke ham for at være reaktionær kulturelitær, som ikke mener kultur er for de udannede. Men på den anden side bliver vi jo alle ældre.
Jeg forbavses nu alligevel over det kultursyn han lægger for dagen, når han skriver ”hvis ligegyldighed og idioti er i færd med at ødelægge noget så værdifuldt som folkebibliotekerne, er det absolut på sin plads at landets læsere – af den slags, som jeg vil insistere på at kalde de rigtige – protesterer. Og så er det på tide at genopfinde den gammeldags bibliotekar, der hverken tolererer småsnak i krogene, larmende teenagere eller kulturens bonderøve, der konsekvent omtaler lånere som ’kunder i butikken’.”
Jovel, vi vil gerne have brugere på bibliotekerne og dagligt bruger personalet rundt omkring mange ressourcer på at skabe oplevelser og give vejledning til brugerne. Det går ikke altid helt stille af, men borgerne strømmer til, både de ”rigtige læsere” og de ”andre”, men på bibliotekerne favner vi bredt.
Samme dag som Vinn Nilsen skriver om sit kulturkonservertive manifest om fortiden bibliotek og kulturimperalistiske nekrolog over de ”Forkerte Læsere”, har Politikens Læsere valg at give ”På kanten Prisen” til Biblioteket i Nordvest. Godt nok er det ”I Byen” tillægget, som vel er rettet til det lidt ungdommelige segment der uddeler prisen, men det er dog i en kulturradikal avis som Politikken, så mon ikke Bent kunne overveje om der findes mere end én type ”rigtige” biblioteksbrugere.
På Biblioteket på Rentemestervej finder 30.000 gæster, hver måned vej til en lille oase med kulturarrangementer og hjemlig hygge i Københavns Nordvestkvarter. Og der er rigtig mange teenagere og tilrejsende bonderøve af forskellig etnisk herkomst. Nogle er også rigtige kunder, for der er nemlig en fed cafe, godt nok drevet af mennesker med handicap, som ikke nødvendigvis er klassisk dannede, men har et smittende humør. Men Biblioteket skaber synergi og sammenhold i kvarteret, fordi man har lyst at mødes og opholde sig der. Jeg er sikker på at det også bibringer en enkel hvileløs sjæl klassisk dannelse ind i mellem, fordi den litterære sjæl smitter.
Jeg ved ikke hvor Bent Vinn Nilsen går på biblioteket eller hvor længe siden det er han har besøgt et, men jeg synes han skulle ta en tur forbi Nordvest og se hvordan det klassiske smitter i små doser på de lamende teenagere og udannede mennesker som lokkes ind i ”butikken”. Måske låner de oven i købet en af de ”rigtige”bog med hjem, når de har været der.
Mennesker har behov for at være sammen og behovet for at have steder at mødes er voksende i en stadig mere digital verden. En verden hvor litteratur og information kan tilgås via Internettet og Biblioteket sørger for at sikre adgangen til både e-bøger og vidensdatabaser.
Derfor spiller biblioteket en væsentlig rolle, som fysisk mødested og i mange lokalsamfund som det sidste ikke-kommercielle sted, hvor man som borger bare kan møde op. Stadig flere kommer faktisk også på folkebiblioteket, landets absolut mest besøgte kulturinstitution, med over 36 mio besøgende. De kommer ikke kun for at bruge de traditionelle bibliotekstilbud, men for at bruge de mange andre services, kulturoplevelser eller bare for at mødes. Mange af de besøgende kommer ikke for at låne Kafkas Dagbøger, men for at få oplevelser til deres egne dagbøger og for fællesskabet, og det går ikke altid stille af. Det handler om at mødes og her er biblioteket en af de sidste FOLKEinstitutioner, hvor vi kan mødes på tværs af kulturelle og sociale skel.
Ideen om det fælles mødested har været centralt i demokratiet helt tilbage fra det antikke Athen, hvor borgerne mødtes i Agoraen. Og selvom det kun var forundt de modne mænd, spillede Agoraen en central rolle for den demokratiske samtale. Sådan er det med demokrati, det kræver samtale og plads for at kunne udfoldes og det går ikke stille af, men jeg synes ikke det skal indskrænkes til kun at kunne rumme ”de rigtige”. Lad os i stedet udvide demokratiet og favne dem, som måske ellers ikke ser sig selv som en del af de demokratiske processer.
I stedet for at tænke biblioteket, som fortidens stille læsesal, bør det udvikles som sted der skal nytænkes, for også at være dannesinstitutionen for fremtidens generationer. Det har man gjort i Nordvest og heldigvis mange andre steder i landet. Bent, jeg synes du skal tage ud og besøge dem, og snak med kunderne i butikken, det kunne være de havde noget at byde på, selvom de ikke har læst Kafkas Dagbøger.
Biblioteket er en dannelsesinstitution og skulle gerne være det for andre end de der læser Information og i forvejen kommer på biblioteket, fordi de elsker at klatre i elfenbenstårne. Biblioteket er for folket, så lad os bruge det som en demokratisk og dannende institution, med plads til at udvikle alle.
Kommentarer
Send en kommentar