- LÆS: Skader de offentlige biblioteker musikforretningen?
- tjek også den varme debat
Stop den digitale panik!
Der er i den seneste tid fra kommerciel side blevet stillet spørgsmålstegn ved, om hvorvidt bibliotekernes eksisterende digitale tjenester indenfor musik og litteratur, bl.a. Bibzoom og eReolen, er konkurrenter til lignende tjenester, udviklet til det kommercielle marked.
Danmarks Biblioteksforening tager derfor nu initiativ til at samle alle parterne i sagen, så der kan findes fornuftige løsninger, der sikrer kunstnerne en rimelig indtjening, samtidig med at borgerne har en rimelig adgang til biblioteksmaterialerne.
Danmarks Biblioteksforening vil i den forbindelse gerne slå fast, at bibliotekerne ikke er og heller ikke skal være konkurrenter til kommercielle aktører.
Folkebibliotekerne er i følge biblioteksloven forpligtede til at give borgerne adgang til alle typer materialer, fysiske som digitale. Med loven sikres alle en fri og lige adgang til materialer og informationer, som det er helt essentielt at alle i vidensamfundet kan få adgang til. Bibliotekets rolle er netop at sikre alle borgere adgang til viden og information, som en forudsætning for et demokratisk samfund
Bibliotekernes tilbud i en digital verden
”Der er vel næppe den store uenighed om, at udbuddet af digitale tilbud vil vokse fremover, og hvis bibliotekerne fortsat skal være et relevant tilbud for borgerne, er det bydende nødvendigt, at der også fremover forefindes et tidssvarende digitalt bibliotekstilbud til borgerne.
Et tilbud som naturligvis skal fungere på fornuftige vilkår som supplement til de kommercielle tilbud på markedet - nøjagtig som det allerede har været tilfældet i mange år i forhold til fysiske bøger, hvor bibliotekerne og boghandlerne har suppleret hinandens tilbud på udmærket vis” siger formand for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen.
Bibliotekerne skal naturligvis fortsat betale producenterne af e-bøger, lydbøger, musik og andre digitale tilbud. Debatten viser dog, at der er brug for at finde en balanceret forretningsmodel, som også sikrer bibliotekerne mulighed for fortsat at kunne tilbyde alle borgerne adgang til viden og information.
”Det handler om bibliotekernes fremtid og hvad borgerne skal sikres adgang til i demokratiet. I Danmarks Biblioteksforening vil vi derfor tage initiativ til at samle alle parterne, både politikere og offentlige og private aktører, så vi sammen kan finde fornuftige løsninger, der sikrer kunstnerne en rimelig indtjening, samtidig med at borgerne har en rimelig adgang til biblioteksmaterialerne. Alt sammen for at sikre den fortsatte udvikling i videnssamfundet” slutter Vagn Ytte Larsen.
Kommentarer
Send en kommentar