tirsdag den 1. maj 2012

1. maj solidaritet uden kultur



Endnu engang kan man opleve arbejderpartiernes 1. maj taler, hvor de stort set ikke nævner kultur og slet ikke som sammenhængskraft. I stedet er en tendens til at nævne kultur som det der skiller og deler. Altså en DEM og OS definition, som man ellers tidligere skulle langt over på højrefløjens indvandredebat for at finde.



Selvom den tidligere regerings kulturkamp tilsyneladende er afblæst, bør vi sådan en 1. maj tænke over hvilket forandringspotentiale der er gemt i kulturen.

Men hvad er kultur? Definitionerne af kultur er mange. En af de klassiske er socialdemokraten Hartvig Frisch's ”kultur er vaner”. Den definition er gennem tiden sat spørgsmålstegn ved, f.eks. har Poul Henningsen repliceret med at sige ”hvis jeg har den vane at klø mig i røven, bliver det så til kultur?”

Andre har grebet det mere historisk an, f.eks. skriver Jens Engberg i sit store trebindsværk om dansk kulturpolitik 1750-1900

”I århundreder har danske politikere bevidst brugt kulturen til at banke folk på plads. Med enevældens snobberi for europæisk finkultur over borgerskabets nationalromantik og til vore dages borgerlige værdikamp. Kultur er bare et andet ord for det, vi er enige om”.

Dem og os
Hvis den definition holder, hvad er det så man er enige om. Aktuelt har SF nyslagne næstformand Tesfaye forsøgt sig med en kulturkamp. Han langede ud efter ”finkulturen” og foreslog støtten til Det Kongelige Teater beskåret endnu mere, end det blev besluttet af et samlet Folketing sidste år. I en klumme i Ekstrabladet skrev han, at Danmarks vigtigste scene ikke er "en gammel teaterkasse på Kongens Nytorv, men et stort fodboldstadion på Østerbro med plads til 40.000 roliganer".

Han synes, at det er uretfærdigt, at "skatteyderne betaler 900 kr. i støtte, hver eneste gang en hattedame smider pelsen i garderoben og slår Helleruprumpen i de kongelige plyssæder". "Der bør gives mere til breddeidræt i stedet for finkultur", slår han fast over for Politiken.

Se det er kulturkamp!
- om end man så kan tage sig til hovedet i hans himmelråbende populistiske tilgang til politik og kultur. MEN det fortæller vel også historien om at et traditionelt arbejderparti som SF, der spejler en udvikling på venstrefløjen, hvor man ikke aktivt tænker kulturpolitik og når man gør, er det i en DEM og OS retorik. At man ikke længere taler om en fælles kultur eller kulturen som sammenhængskraft, men i stedet italesætter kultur som det der skiller og deler. At SF har valgt den form for solidaritet, der hedder at vi er solidariske med de der ligner os selv. Altså en DEM og OS definition, som man tidligere skulle langt over på højrefløjen indvandredebat for at finde. 



 Kultur er det der sker mellem mennesker
Man kunne i stedet definere kultur som det, der sker mellem mennesker. Det vi skaber i fællesskab og som er med til at udvikle os som mennesker. Det vi måske ikke lige er klar over sker, men som sætter sig i os og ændre vores livsbane. Det som nogle kalder dannelse.

Spørgsmålet er så hvordan vi dyrker det i fællesskab?

Hvordan tænker man det ind i andre sammenhænge? I forhold til uddannelse, social politik, natur… ja i hele vores demokrati og måske er demokratiet kun noget i kraft af kulturen, fordi det er kulturelt bestemt hvordan vi udfolder demokratiet, folkestyret eller hvad vi nu kalder det på vore breddegrader.

De store folkeinstitutioner er under pres
Vi indretter os sådan at vores børn går i skoler, med børn der ligner dem, fra hjem der ligner vores og med forældre der ligner os selv. Og vi er villige til at betale prisen og nogle gange vælge privatskolen, for at undgå vore børn bliver kulturelt udfordret. Faktisk er der i dag kommuner hvor der er flere som går i privatskolen end i folkeskolen.

I vores livsformer, ser det faktisk ud som om vi i vidt omfang lever i ghettoer. På vestegnen syd for København, er en slags ghettoer hvor man gruppere sig efter etnicitet og socialgruppe, nord for København lever man i ghettoer, hvor man grupperer sig efter hvad der står på skattebilletten.

Det udfordrer vores fælles kultur og vore folkeinstitutioner. Folkeskolen, som vi vælger fra, hvis den ikke lige passer os fordi eleverne ikke ligner vores egne børn eller fordi forældrene kører i andre biler end i vores afgiftsklasse.

Folkekirken, som vi i vores dagligdag har valgt fra for mange år siden, fordi vi i gennemsnit er lejlighedskristne der kun bruger kirken når der er noget vi skal fejre.

Folkebiblioteker er snart det eneste af de gamle dannede institutioner hvor vi kommer på tværs af sociale skel.

Dog er der også en hel del andre kulturtilbud, der har en lidt bredere tiltrækningskraft. Men også i vore fritidsvaner er der en tendens til at vi vælger de samme oplevelser, som de andre i vores omgangskreds eller klasse som det hed i gamle dage på venstrefløjen. Det gælder f.eks. biografen, koncerten, sporten, teatret, museet, rockmusikken, fodboldkampen, dellitant og en masse andre frivillige kultur og fritidsaktiviteter, hvor vi kan mødes på tværs af alle de der skel som vi skaber i vores daglige omgang med hinanden.

I min kulturelitære omgangskreds er VI ikke til Hollywood mainstream film som f.eks. ”Battelship”, mens vi med stor sandsynlighed lige vender den engelske film ”Hvad med Kevin” over vores middag, som i øvrigt er kreeret ud fra det nye nordiske køkken.

Så også i Kulturen er der store klasseskel. Men kulturen er også en kraft som netop er i stand til at nedbryde traditionelle klasseskel.

Kultur er det der sker mellem mennesker, som kan knytte os samme på tværs, men også kan skabe modsætninger, hvis ikke vi passer på fællesskabet og dialogen. Hvis ikke vi er åbne og bruger kulturen til at udvikle os selv og hele vores samfund.

Kultur kan skabe sammenhængskraft og fællesskab. Hvis vi er åbne og aktivt udvikler kulturpolitiken, så er jeg sikker på at en tidligere konservativ kulturminister kan få ret i at ”kultur er det kit, der binder os sammen”.

Men det kræver, at man tør sætte kulturen på dagsordnen og diskuterer hvordan kulturen skal være med til at udvikle samfundet. At vi tør investere i kultur som sammenhængskraft og ikke fortsætte med at bruge kultur som barrierer mellem hinanden.
 
Historien er fuld af eksempler på at KULTUR kan give indsigt og forståelse. At kultur er forudsætningen for fællesskabet. Desværre er der også mange eksempler på det modsatte i gennem tiden, hvis ikke man passer på. Kultur er en urkraft som skabes mellem mennesker. Lad os bruge det aktivt.

Det vil jeg tænke over på denne 1. maj 2012, hvor solidaritet af de fleste defineres som retten til at få det samme som naboen…og den politiske aktivitet rækker til ”hvad rager det os, når bare vi har vores på det tørre”. Solidaritet kunne jo godt være med andre end de der står tidlig op og smører leverpostejsmadder, men det kræver et kulturelt udsyn. 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar