tirsdag den 19. maj 2009

FRIE BOGPRISER OG DERES BETYDNING FOR DEN SMALLE LITTERATUR

Den 15. maj kunne man i Information læse ” POLITIKERE: FRIE BOGPRISER ER KOMMET FOR AT BLIVE.

”Boghandlere og forlag skal ikke regne med en politisk redningskrans i spørgsmålet om de frie priser på bøger. De er kommet for at blive, lyder beskeden fra Christiansborg.”

Set som forbruger kan det umiddelbart være svært at bevare pessimismen over, at liberaliseringen, har ført til faldende bogpriser. Men, for der er et men. Fører det til at der fremover ikke kommer så mange smalle udgivelser, fordi forlagene og boghandlerne mister avance pga. supermarkederne dumper prisen på bestsellere, og det så fremover kun er bestsellere der bliver udgivet. Tjaaa, så er der jo et problem.

Information stiller dilemmaet op, at hvis Danmark fortsat skal have et bredt udvalg af litteratur og et vidtforgrenet boghandlernet, kræver det et opgør med de frie bogpriser. Markedet kan ikke klare det alene. Direktøren for Arnold Busck-kæden Jørn Bach, sagde i gårsdagens Information ”Det var en fejltagelse, at Boghandlerforeningen - med ham selv i spidsen - for fire år siden tilsluttede sig en total liberalisering af det danske bogmarked, mener han. Priskrigen på bestsellere er nemlig godt på vej til at rive tæppet væk under boghandlernes fortjeneste. Og det er ikke bare synd for boghandlerne. På sigt vil det også gå ud over udvalget af boglader og bøger, og så vil det blive synd for forbrugerne.”

Det vil være sørgeligt at miste den ekspertviden, der trods alt findes hos boghandlerne. Man kan selvfølgelig hente den på biblioteket og hos bibliotekaren. Men jo mere facetteret biblioteket bliver med alle de nye services, jo mindre ekspertviden om litteratur vil der blive plads til hos den almindelige biblioteksmedarbejder. Og jo mindre plads vil litteraturen få, specielt den smalle, da bibliotekerne jo også er afhængige af at indrette sig efter udbud og efterspørgsel. Konsekvenserne er ikke specielt attraktive hvis bogsalg og indkøb skal varetages af en ung mand i Bilka, der måske aldrig åbner en bog!

Information slår i deres Leder i dag fast, at” Set i bagklogskabens lys har det nok alligevel været for drastisk, at boghandlermonopolet blev ophævet, samtidig med at bogpriserne blev givet fri. Men det er ikke synd for boghandlere og forlæggere, at de nu må navigere i den nye liberale virkelighed, som de selv har været med til at arbejde for. Diskussionen om de frie bogpriser bør slet ikke handle om, hvem det er synd for. Den bør handle om, hvilke goder i samfundet vi gerne vil støtte og bevare. I dag accepterer vi allerede, at staten holder hånden under en lang række kulturbærende institutioner………….

I sidste ende er det en politisk beslutning, om vi også vil have staten til at holde hånden under bogmarkedet. Der er gode argumenter for og imod. Men en fuldstændig tilbagevenden til et gennemreguleret bogmarked med monopol og faste priser, forekommer under alle omstændigheder ikke længere som en farbar vej.”

Det tror jeg Information har ret i, og jeg synes også de har ret i at diskussionen om de frie bogpriser ikke bør handle om, hvem det er synd for. Den bør handle om, hvilke goder i samfundet vi gerne vil støtte og bevare.

Men et centralt spørgsmål er hvordan får vi den debat i gang på et forsvarligt niveau, hvor det ikke bare kommer til at handle om for eller imod liberalisering af priser, for eller imod den smalle litteratur eller bestsellere. Hvordan får vi debatten i gang om hvordan kulturstøtte skaber samfundsværdi?

1 kommentar:

  1. Spændende debat! Har ikke lige noget at tilføje.

    Vh Tøger Torkel

    SvarSlet