mandag den 2. september 2013

Stor succes med mikrobiblioteker, fuglehuse og Little Free Library

I sidste uge skrev Randers Bibliotek om deres mikrobiblioteksforsøg. Det lyder rigtig spændende, at man med så få midler kan rykke biblioteket ud og få kontakt med helt nye brugeregrupper.

De beskrev det selv at de har skabt opmærksomhed om læsning, bøger og ikke mindst sig selv, med fire fuglehuse, 100 kasserede bøger og en stak labels med Randers Mikrobibliotek og lidt alternativ markedsføring i RandersUgen.

De fire fuglehuse blev placeret på centrale steder i byen, hvor mange mennesker passerer forbi, og der blev sat et skilt op, som opfordrede folk til at læse en bog og beholde den bagefter.

I nyhedsbrev og på facebook blev publikum opfordret til at lægge deres egne bøger, hvis de havde lyst, og de fire mikrobiblioteker var en stor succes. Så stor, at fuglehusene flere gange måtte tages tomme ind om aftenen og fyldes op igen næste morgen.

Bøgerne var kasserede og blev taget fra bibliotekets bogsalg, og de fire fuglehuse var billige og kan bruges i efterfølgende udstillinger på biblioteket, så det mest krævende ved mikrobibliotekerne var i virkeligheden den tid, der skulle bruges på at fylde husene op efterhånden som folk tog bøger med derfra.
Randers Bibliotek beskrev eventen på deres facebook:
Lounge, nu med udgået bøger fra Randers bibliotek. Tag den bare med hjem og læs den færdig.
Har du en god bog som du synes andre bør læse, så aflevere den i vores fuglehus.
Vi kan desværre ikke garentere at du får den igen. Men du er med til at give andre en god oplevelse.


Forbilledet var bevægelsen Little Free Library med små huse og kasser, hvor folk kan tage og lægge bøger, der så frit cirkulerer mellem glade læsere.

Mikrobibliotekerne opstod ud fra ønsket om at lave noget nyt og anderledes. Biblioteker opfattes af nogle som støvede klodser, der er bundet af gammeldags traditioner og ikke er hverken friske eller moderne.


Pointen med mikrobibliotekerne var at overraske og vise, at biblioteket er meget mere, end folk tror, og det var hov-effekten, der skulle være midlet.

Det er svært på afstand at bedømme hvor stor succes de har haft og de anfører også selv at det er svært at måle effekten af en kampagne som mikrobibliotekerne, men at der er taget 100 bøger fra fuglehusene fortæller i hvert fald, at publikum er åbne over for nye metoder, og at de tager godt imod den mere direkte form for kontakt. Randers Bibliotek overvejer derfor nu ikke om, men hvornår de skal lave en ny kampagne med fuglehuse og mikrobibliotek.


3 kommentarer:

  1. Hej Michel

    Tak for indlægget!

    Billedet af loungen og fuglehuset er nu ikke vores, men fra facebooksiden for den kaffebutik (En og 1/1), som havde et mikrobibliotek stående ude foran.

    Hilsen Iben
    Randers Bibliotek

    SvarSlet
  2. Sikke skønt fantastisk kombination fugler, der kan flyve frit og ideer og tanker, der svæver mellem os mennesker:-) Viden er det slot, som vi alle ejer:-)

    SvarSlet
  3. og elsker sætningen "Husker regeringen, at kultur er det stof menneske dannes af?"

    SvarSlet