Hvis du kun skal læse en ting i denne weekend, så læs Frederik Stjernfelts anmeldelse af Ahmed Akkari bog "Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre" eller endnu bedre læs bogen.
Som Stjernfelt skriver i sin anmeldelse i Weekendavisen "Der kan næppe skrives nogen mere rørende apologi for de danske folkebiblioteker end Ahmed Akkaris nye bog, Mod til at tvivle"
"Akkari blev kendt som talsmand for den radikale gruppe af imamer, som det i løbet af efteråret 2005 lykkedes at orkestrere Muhammedkrisen. Den historie fortalte han for nogle år siden i bogen Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen om Danmark , der i flere dimensioner var en fantastisk bog: Den gav for første gang indblik i de interne spændinger i imamgruppen, den afslørede gruppens skjulte kontakter til Hamas og Hizbollah, og den åbnede debatten om problemerne i de muslimske skoler i Danmark. Den nye bog lægger vægten på Akkaris personlige udvikling væk fra islamismen fra 2006 og til nu. Den bringer ikke den første bogs eksplosive afsløringer, men beskriver etaper, skred, kvaler og problemer i hans personlige omvendelseshistorie mere detaljeret.
Som Stjernfelt skriver i sin anmeldelse i Weekendavisen "Der kan næppe skrives nogen mere rørende apologi for de danske folkebiblioteker end Ahmed Akkaris nye bog, Mod til at tvivle"
"Akkari blev kendt som talsmand for den radikale gruppe af imamer, som det i løbet af efteråret 2005 lykkedes at orkestrere Muhammedkrisen. Den historie fortalte han for nogle år siden i bogen Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen om Danmark , der i flere dimensioner var en fantastisk bog: Den gav for første gang indblik i de interne spændinger i imamgruppen, den afslørede gruppens skjulte kontakter til Hamas og Hizbollah, og den åbnede debatten om problemerne i de muslimske skoler i Danmark. Den nye bog lægger vægten på Akkaris personlige udvikling væk fra islamismen fra 2006 og til nu. Den bringer ikke den første bogs eksplosive afsløringer, men beskriver etaper, skred, kvaler og problemer i hans personlige omvendelseshistorie mere detaljeret.
Efter at krisen ebbede ud i 2006, fandt den dengang 28-årige Akkari sig forladt af sine gamle kampfæller – og var samtidig pludselig en berygtet person i dansk offentlighed. Hans reaktion blev at bruge sin skolelæreruddannelse til at søge job i en lille grønlandsk bygd. Og hvad skulle han give sig til i de lange vintre – andet end at gå på jagt i det lille bibliotek i den gamle gymnastiksal? Her begynder han med de krimier og tegneserier, der optog ham, før han blev forført ind i islamismen i moskeen i Aalborg – Alistair MacLean, Robert Ludlum, Asterix, Tintin. Men snart fører nysgerrigheden ham i retning af klassikere i den vestlige filosofi og litteratur. Jostein Gaarders Sofies verden åbner filosofihistorien for ham, og han kan nu strø om sig med citater fra Spinoza, Hume, Kierkegaard, Wittgenstein, Camus, Popper og så videre. Det går efterhånden op for ham, at det åbne samfund, hvor en konstant kritisk diskussion foregår, er et bedre sted at leve end det koraniske idealsamfund, han havde forestillet sig som islamist. Shakespeare giver ham indsigt i, at livet kan rumme tragedier, som intet idealsamfund eller nogen hellig bog kan forhindre. Til sidst overtaler han sig selv til også at tage Salman Rushdies De sataniske vers ned fra hylden, blot for at opdage, at den er en sammensat bog fuld af skrøner – langt fra den antimuslimske hetz, han var blevet indoktrineret til at hade uden at kende den. Man kommer til at tænke på Ayaan Hirsi Alis fantastiske bog Nomaden om hendes ungdom i Østafrika – her var det et gammelt bibliotek fra den britiske kolonitid, der fik de islamistiske skæl til at falde fra øjnene."
Det får ham så Stjernfelt til at konkludere følgende:
"Man kan jo spørge sig selv, hvad det lille bibliotek i Narsaq mon har kostet i anskaffelse – målt imod hvad vi ellers må bruge på antiradikalisering, nødvendig PET-overvågning og uendelige integrationskampagner. Ikke at Akkaris omvendelse til oplysning, demokrati og ytringsfrihed uden videre kan generaliseres; vi kan næppe fragte samtlige unge jihadister fra ghettoerne til udsteder på Grønland og forvente lignende omvendelseshistorier. Men historien viser alligevel, hvor værdifuldt det er, at et moderne demokrati besidder ikke bare et begreb om dannelse, men også at denne dannelse inkarneres i institutioner som netop skole- og folkebiblioteker. Og at de »vestlige klassikere« ikke kun består af undertrykkende og imperialistiske døde hvide mænd, sådan som vi så ofte får tudet ørerne fulde med af folk, der ved lige så lidt om traditionen som Akkari før Grønland."
Og Stjernfelt slutter sin anmeldelse med et lille hip til både kulturminister, kommunalpolitikere og alle os som arbejder med biblioteker
Det får ham så Stjernfelt til at konkludere følgende:
"Man kan jo spørge sig selv, hvad det lille bibliotek i Narsaq mon har kostet i anskaffelse – målt imod hvad vi ellers må bruge på antiradikalisering, nødvendig PET-overvågning og uendelige integrationskampagner. Ikke at Akkaris omvendelse til oplysning, demokrati og ytringsfrihed uden videre kan generaliseres; vi kan næppe fragte samtlige unge jihadister fra ghettoerne til udsteder på Grønland og forvente lignende omvendelseshistorier. Men historien viser alligevel, hvor værdifuldt det er, at et moderne demokrati besidder ikke bare et begreb om dannelse, men også at denne dannelse inkarneres i institutioner som netop skole- og folkebiblioteker. Og at de »vestlige klassikere« ikke kun består af undertrykkende og imperialistiske døde hvide mænd, sådan som vi så ofte får tudet ørerne fulde med af folk, der ved lige så lidt om traditionen som Akkari før Grønland."
Og Stjernfelt slutter sin anmeldelse med et lille hip til både kulturminister, kommunalpolitikere og alle os som arbejder med biblioteker
"Det er ikke sikkert, at dannelsens institutioner er det første, der skal disruptes."
Men læs selv hele anmeldelsen i Weekendavisen og lån eller køb bogen og oplev hvad der skal til for at omvende en fundamentalist. Også et godt råd til alle de politikere som lige nu sidder og forhandler den såkaldte ghettoplan, som er helt kulturløs - se mere om det "Bibliotekerne er en vigtig men overset spiller i regeringens ghettoplan"
Kommentarer
Send en kommentar