Hvordan skaber man digitalt nærvær? Kan man skabe nærvær på konferencer, hvor deltagerne kun deltager digitalt? Kan man deltage i et forpligtende fællesskab, som kun er digitalt? Det var nogle af de spørgsmål jeg stillede mig selv, da vi begyndte at planlægge Det Bibliotekspolitiske Topmøde 2021, og som jeg forsøger at finde svar på ved at kigge lidt tilbage, specielt her på kanten af en genåbning af samfundet, hvor vi skal huske hvad vi har lært af at være lukket ned. Jeg er nok ikke den eneste, der synes det er svært at være nærværende digitalt. En følelse som i perioder kan være ret massiv. Helt personligt kan jeg mærke, at det giver sig udslag i en mindre lyst til at deltage i digitale begivenheder og en endnu mindre lyst (og evne) til begejstret at skrive om udviklingen af nye digitale formidlingsformer. Det bærer denne blog Biblioteksdebat.dk også præg af. I starten af nedlukningen red jeg med på en begejstret bølge med alle de nye formidlingstiltag og nye brugeradfærd.
-en blog om kultur, politik og bibliotek