Ny
undersøgelse fra Mandag Morgen offentliggøres i dag og viser en kæmpe opbakning til hverdagskulturen som f.eks. i
form af biblioteker og den økonomiske støtte til dem - en fin reminder i den kommende
valgkamp.
Altingets kulturpolitiske netværk har netop offentliggjort en stor kulturanalyse ”Mellem ballet og biografer – kultur ifølge danskerne”, udført i samarbejde med Tænketanken Mandag Morgen. Danmarks Biblioteksforening har bakket op og været medsponsor på undersøgelsen.
Hent hele analysen her |
”I
Danmarks Biblioteksforening har vi set frem til
præsentationen af resultaterne fra den omfattende undersøgelse, af da den leverer et dybdegående indblik i den værdi og
betydning, som kulturen har for danskerne” siger formand for Danmarks
Biblioteksforening, Steen Bording Andersen (A) i forbindelse med lanceringen af
undersøgelsens resultater og forsætter,
”I bibliotekssektoren er det jo ikke nyt, at vi undersøger borgernes holdning
til bibliotekerne og deres ydelser, eller effekten af bibliotekerne via
Tænketanken Fremtidens Biblioteker, men det er rigtig interessant, at vi nu
begynder at gøre det på tværs af kulturtilbuddene. Som kulturudvalgsformand i
landets 2. største kommune mærker jeg selv den store politiske fokus på
kulturens betydning for samfundets udvikling, fra alle de andre
politikområder.”
At
bibliotekerne er vigtige for borgerne, bekræftes af undersøgelsen ”Mellem
ballet og biografer”, da bibliotekerne er den institution som flest
danskere, ifølge undersøgelsen, mener skal have offentlig støtte:
”I en tid hvor bibliotekernes fremtid også diskuteres i politiske kredse, er
det vældig bekræftende, sort på hvidt, at se borgernes opbakning til vores
biblioteker. At borgerne mener, at bibliotekerne er blandt de vigtigste
institutioner som det offentlige skal yde tilskud til, er en storslået cadeau
til bibliotekerne og det intense arbejde de udfører hver dag, for at give
borgerne relevante og udviklende tilbud. Det kan godt være borgerne låner lidt
færre fysiske bøger, men de efterspørger i stadig stigende grad bibliotekernes
ydelser, både de digitale som e-bøger, film og lydbøger, samtidig med at de
strømmer til og bruger biblioteket som mødested om litteratur og debat,
samtidig med de her bliver vejledt og guidet i informationsjunglen”
Undersøgelsen ”Mellem ballet og biografer – kultur ifølge danskerne” bekræfter, at det lokale kulturtilbud – hverdagskulturen - er vigtige elementer for borgerne, og dermed sætter det politisk fokus.
”Dette svarer fint til de observationer vi gør i bibliotekerne, hvor vi jo bl.a. kan konstatere, at flere end 38 mio. årlige besøgende gør bibliotekerne til langt den mest besøgte kulturinstitution i landet.
Et udtryk for hverdagskultur, som de fleste mennesker bruger som en naturlig del af deres liv. Ikke altid besøg, man planlægger i forvejen og måske tager det pæne tøj på og går ud og spiser med kniv og gaffel, men som en del af den kultur der danner os som mennesker til hverdag” fortsætter Steen Bording Andersen.
”Jeg håber, at der både på lokalt som nationalt plan bliver lagt mærke til disse markante budskaber fra borgerne, når vi sammen skal forme fremtidens biblioteker” slutter Steen Bording Andersen, formand for Danmarks Biblioteksforening, i anledning af den nye kulturanalyse.
Analysen "Mellem ballet og biografer" blev præsenteret i dag på debatmøde som en del af et initiativ for at genstarte en nødvendig debat om kulturens rolle i dagens Danmark.
Altingets kulturpolitiske netværk, som består af en række centrale kulturaktører, hvor jeg bl.a. er med fra Danmarks Biblioteksforening, står bag den omfattende nationale kulturanalyse "Mellem ballet og biografer – kultur ifølge danskerne" i samarbejde med Tænketanken Mandag Morgen.
Debatten i dag blev styret af moderator Lisbeth Knudsen, chefredaktør for Mandag Morgen, der præsenterede hovedbudskaberne i kulturanalysen. Herefter var der paneldebat med deltagelse af kulturminister Mette Bock (I), kulturordfører Mogens Jensen (S), Københavns kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å), Holstebros borgmester H.C. Østerby (S) og direktør Ulla Tofte, M/S, Museet for Søfart.
Men det er kun startskuddet. Næste skridt er ud over den debat som vi forhåbentlig får i medierne er der VALGMØDE MED VÆLGERANALYSE den 12. MARTS
Hvor Dansk Kunstnerråd og Arbejdermuseet inviterer til Valg- og debatmøde 12. marts 2019, kl. 15.30 – 18.00.
Til valgmødet får vi sammen præsenteret de dugfriske konklusioner fra analysen og skal bagefter overvære en skarp debat om kunst- og kulturpolitik nu og i fremtiden.
Kommentarer
Send en kommentar