Det lokale bibliotek blev min vej ind i litteraturens rige – og en personlig redning. Det ændrede min livsbane.

Sådan skrev Politikens chefredaktør under overskriften "Litteratur gav mig en tryghed, jeg aldrig vil svigte" i avisens kronik. 

Jeg synes I skal læse hans kronik, og blive lidt klogere på hvad det er biblioteket kan med litteratur og det at friste til at læse. Jeg citerer lige lidt her....

Jeg gemte altid den bedste halve fra min madpakke til biblioteket. Leverpostejmaden med agurkestykkerne spiste jeg med hovedet bøjet over en bog på Grindsted Bibliotek.

Jeg gik vel i 5. klasse, og hver dag efter skole gik jeg over på biblioteket på den anden side af Tinghusgade, fordi det ikke altid var lige trygt at gå hjem.

Jeg husker forhallens lugt af bouillon fra kaffeautomaten, jeg husker den bløde og støvede duft af bogrygge på reoler, og jeg husker især den søde kvindelige bibliotekar, som altid hjalp mig, når jeg stod på tæer foran udlånsskranken for at få hjælp. Der stod jeg ofte.

Jeg er søn af kærlige forældre, men en kombination af fattigfirserne, lediggang og for meget Brøndums kan få selv en kærlig far til at gøre ukærlige ting.

Min mor arbejdede i hjemmeplejen, og jeg sørgede altid for at komme hjem efter hende, fordi jeg var bange for det glinsende og hårde blik i min fars øjne.

Nogle vil nok kalde min vej ind i litteraturen for en flugt.

Det er ikke forkert, selv om jeg aldrig selv har oplevet det som en væsentlig sandhed.

Jeg søgte bare en tryghed, og den fandt jeg, når jeg trådte ud af den virkelige verden og trådte igennem porten til ordenes og litteraturens rige. Den tryghed har aldrig svigtet mig, og jeg gør mig i dag umage for ikke at svigte den. Jeg brugte litteraturen til at rejse mig, og den blev en del af min måde at bevæge mig ud i verden og ind i andre menneskers tanker, sprog, psykologi og virkelighedsopfattelser på. For mig er litteratur blevet et afgørende taktslag i spændet mellem et travlt arbejdsliv som chefredaktør på Politiken og et familieliv med tre børn på fire, syv og ni år.

Men alt det er efterrationaliseringer. Som dreng forekom det mig bare helt naturligt, at jeg gik på biblioteket, hvor andre i dag går i fritidsordning eller hjem til deres forældre, selv om jeg medgiver, at mit litteraturvalg udviklede sig i en retning, der nok ikke var helt alderssvarende.

Jeg startede med at tage på eventyr med De Fem og Kim, men efterhånden bevægede jeg mig i retning af de voksnes bogreoler. Hvorfor?

Læs den her 

I dag ville den unge mand måske ikke have startet med at læse De Fem eller Kim bøgerne, men måske en helt anden aktivitet, der ville lokke ind på biblioteket og i litteraturens verden, men det ændre ikke ved at biblioteket kan ændre livsbanen.