I Weekendavisen har der været lidt debat om bibliotekerne. Det hele startede da en elitær traditionalist (og måske endda bruger, men det siger han ikke noget om) Claes Kastholm Hansen i et interview kommer med sin meget smalle opfattelse af medieudbuddet på bibliotekerne:
- Skal Elsebeth Egholms slet ikke stå på biblioteket?
»Hmm… egentlig ikke. Ifølge loven er bibliotekernes hovedopgave at styrke og gøre det kulturelt værdifulde tilgængeligt. At de har udvidet repertoiret, er til en vis grad rimeligt, men de er gået langt over stregen, for det er ikke sket for at styrke kulturen, men for bibliotekarstillingernes skyld. Bibliotekerne har udviklet sig til noget nær den største kulturelle katastrofe, vi har, i deres forsøg på at få så mange kunder i butikken som muligt. De mere krævende bøger, som for bare ti år siden ville stå på hylderne - H.C. Branner f.eks. - bliver i højere og højere grad arkiveret i kælderen. Hvorimod alt bævlet står der.«
- Skal litteratur absolut være elitær?
»Elitær altså… Knut Hamsun, en af verdenslitteraturens allerstørste forfattere, har aldrig været elitær. Vi taler om et million-publikum, og vi taler STADIG om det. Norsk Gyldendal har lige udgivet hans samlede værker i en 27 binds pragtudgave, der går som varmt brød. Hamsun kan læses på mange niveauer, men er elementært underholdende. Tolstojs Krig og fred og Anna Karenina er pragtfuld og spændende litteratur. Dostojevskij er mere vidtløftig. Det Kongelige Teater spiller lige nu en version af hans Forbrydelse og straf. Det ER fantastiske ting OG underholdende samtidig. Så opfattelsen af den store episke litteratur som elitær synes jeg ikke er rigtig. Men i øvrigt har jeg intet imod det elitære. Hvis man vil slå en kultur ihjel, skal man bare kræve, at alle skal kunne forstå alt.«
Ugen efter følte Danmarks Biblioteksforenings formand sig kaldet til at svare igen på den svada. I kommentaren skriver han:
Folkebiblioteker til folket
Claes Kastholm Hansen er ked af det. Han mener, at bibliotekerne har udviklet sig til noget nær den største kulturelle katastrofe, vi har. Han kan ikke forstå hvorfor det ikke er bøger af H.C. Branner og Dostojevskij der som det første møder alle de åndløse, som går på biblioteket. Og Hamsun, se dét er kultur, ikke ligegyldigheder fra Elsebeth Egholm og Dan Brown.
Claes Kastholm Hansen vil gerne ændre bibliotekernes udvikling, og lade dem forblive som bogmuseer for folk, der virkelig ved, hvad kultur er.
Jeg vil til gengæld gerne være med til at udvikle folkebibliotekerne, og lade folk opdage alt det der sker i verden i dag – og ved samme lejlighed give folk mulighed for også at fordybe sig i de mange fine gamle bøger, som bestemt også findes.
Kære Claes Kastholm Hansen, jeg sætter utrolig stor pris på dine store insisteren på at holde fast i klassikerne, for de fortjener anerkendelsen. Men lad os sammen også se fremad, og udnytte den ressource som folkebiblioteket er til at tiltrække de unge, og lade det brede bibliotekstilbud være med til at danne de kommende generationer.
Og nej, nutidens forfattere skriver ikke som de gamle klassikere. De er præget af den tid de lever i, ligesom bibliotekerne i deres udbud af bøger forsøger at afspejle den tid vi alle vokser op i og formes af.
En af bibliotekets fineste opgaver er at formidle kultur gennem litteratur, lyd og digitale medier, præcis sådan som biblioteksloven foreskriver det. Og kultur er i den sammenhæng både nutidens kultur og tidligere tiders kultur - og bare rolig Claes, det er der alt sammen på biblioteket.
Men der er ikke plads til at det hele står fremme. Som du sikkert ved, er der i en del år blevet nedlagt temmelig mange biblioteker, så det er blevet en endnu større udfordring for bibliotekerne at få det bedste ud af det eksisterende. Hvilket de faktisk gør med stor succes – bare se på besøgstallene. Skulle vi ikke i stedet for hylde de mange dygtige bibliotekarer, som formår at skabe den store interesse for at gå på biblioteket?
Uden denne interesse ville der jo være langt færre, som også faldt over Tolstojs Krig og Fred, samtidig med at de var på biblioteket for at låne bøgerne til deres studie, musikken til iPod’en eller knaldromanen til sofaen en mørk vinteraften.
Folkebibliotekerne er for hele folket, og det kræver bredde i udbuddet. En bredde som hele tiden skal udvikles og evalueres, men aldrig afvikles, for dét ville først for alvor være en kulturel katastrofe!
- Skal Elsebeth Egholms slet ikke stå på biblioteket?
»Hmm… egentlig ikke. Ifølge loven er bibliotekernes hovedopgave at styrke og gøre det kulturelt værdifulde tilgængeligt. At de har udvidet repertoiret, er til en vis grad rimeligt, men de er gået langt over stregen, for det er ikke sket for at styrke kulturen, men for bibliotekarstillingernes skyld. Bibliotekerne har udviklet sig til noget nær den største kulturelle katastrofe, vi har, i deres forsøg på at få så mange kunder i butikken som muligt. De mere krævende bøger, som for bare ti år siden ville stå på hylderne - H.C. Branner f.eks. - bliver i højere og højere grad arkiveret i kælderen. Hvorimod alt bævlet står der.«
- Skal litteratur absolut være elitær?
»Elitær altså… Knut Hamsun, en af verdenslitteraturens allerstørste forfattere, har aldrig været elitær. Vi taler om et million-publikum, og vi taler STADIG om det. Norsk Gyldendal har lige udgivet hans samlede værker i en 27 binds pragtudgave, der går som varmt brød. Hamsun kan læses på mange niveauer, men er elementært underholdende. Tolstojs Krig og fred og Anna Karenina er pragtfuld og spændende litteratur. Dostojevskij er mere vidtløftig. Det Kongelige Teater spiller lige nu en version af hans Forbrydelse og straf. Det ER fantastiske ting OG underholdende samtidig. Så opfattelsen af den store episke litteratur som elitær synes jeg ikke er rigtig. Men i øvrigt har jeg intet imod det elitære. Hvis man vil slå en kultur ihjel, skal man bare kræve, at alle skal kunne forstå alt.«
Ugen efter følte Danmarks Biblioteksforenings formand sig kaldet til at svare igen på den svada. I kommentaren skriver han:
Folkebiblioteker til folket
Claes Kastholm Hansen er ked af det. Han mener, at bibliotekerne har udviklet sig til noget nær den største kulturelle katastrofe, vi har. Han kan ikke forstå hvorfor det ikke er bøger af H.C. Branner og Dostojevskij der som det første møder alle de åndløse, som går på biblioteket. Og Hamsun, se dét er kultur, ikke ligegyldigheder fra Elsebeth Egholm og Dan Brown.
Claes Kastholm Hansen vil gerne ændre bibliotekernes udvikling, og lade dem forblive som bogmuseer for folk, der virkelig ved, hvad kultur er.
Jeg vil til gengæld gerne være med til at udvikle folkebibliotekerne, og lade folk opdage alt det der sker i verden i dag – og ved samme lejlighed give folk mulighed for også at fordybe sig i de mange fine gamle bøger, som bestemt også findes.
Kære Claes Kastholm Hansen, jeg sætter utrolig stor pris på dine store insisteren på at holde fast i klassikerne, for de fortjener anerkendelsen. Men lad os sammen også se fremad, og udnytte den ressource som folkebiblioteket er til at tiltrække de unge, og lade det brede bibliotekstilbud være med til at danne de kommende generationer.
Og nej, nutidens forfattere skriver ikke som de gamle klassikere. De er præget af den tid de lever i, ligesom bibliotekerne i deres udbud af bøger forsøger at afspejle den tid vi alle vokser op i og formes af.
En af bibliotekets fineste opgaver er at formidle kultur gennem litteratur, lyd og digitale medier, præcis sådan som biblioteksloven foreskriver det. Og kultur er i den sammenhæng både nutidens kultur og tidligere tiders kultur - og bare rolig Claes, det er der alt sammen på biblioteket.
Men der er ikke plads til at det hele står fremme. Som du sikkert ved, er der i en del år blevet nedlagt temmelig mange biblioteker, så det er blevet en endnu større udfordring for bibliotekerne at få det bedste ud af det eksisterende. Hvilket de faktisk gør med stor succes – bare se på besøgstallene. Skulle vi ikke i stedet for hylde de mange dygtige bibliotekarer, som formår at skabe den store interesse for at gå på biblioteket?
Uden denne interesse ville der jo være langt færre, som også faldt over Tolstojs Krig og Fred, samtidig med at de var på biblioteket for at låne bøgerne til deres studie, musikken til iPod’en eller knaldromanen til sofaen en mørk vinteraften.
Folkebibliotekerne er for hele folket, og det kræver bredde i udbuddet. En bredde som hele tiden skal udvikles og evalueres, men aldrig afvikles, for dét ville først for alvor være en kulturel katastrofe!
Kommentarer
Send en kommentar