søndag den 19. september 2021

Hvis kulturministeriet blev oprettet i dag, så…..

I dag er det 60 år siden kulturministeriet blev oprettet. For den første kulturminister Julius Bomholt var visionen at fremhjælpe en lødig kultur og bringe kulturen inden for den enkeltes rækkevidde. Ser man på udfordringerne dengang og nu, kan der drages en række paralleller, hvor tiden igen kalder på kulturpolitikken som det aktive våben. Hvor fjenden dengang var den farlige underholdningsindustri ville den kulturpolitiske kanon nok blive rettet mod Tech giganternes dominans i dag. (uddrag af en ikke publiceret artikel af Michel Steen-Hansen)

Tilbage i 1962 definerede Bomholt den store udfordring ”den slette folkelighed – den i egentlig forstand ufolkelige folkelighed”, som blev næret af stærke kræfter nemlig den farlige underholdningsindustri, som ”vor vestlige kulturs med omhyggeligt planlagte forsøg på at skabe et ensrettet centralt dirigeret levemønster hos masser”. Den skabende kunst og kulturen skulle være modgiften mod denne slette folkelighed som Danmarks Første Kulturminister Julius Bomholt udtrykte det i en tale om at ”opbygge et effektivt kulturelt demokrati”(1)

I dag havde Bomholt nok kæmpet samme kamp for at sikre et kulturelt demokrati og en national identitet. Men kampen i dag havde nok mere være rettet mod tech giganternes og deres monopollignende dominans. Den politiske kamp havde nok bygget op om at skabe alternativer, der kunne sikre borgernes adgang til information som ikke var styret af uigennemskuelige algoritmer styret udelukkende af kommercielle interesser.

Mon ikke også Bomholt, såfremt han i dag havde lagt politikken, ville vælge folkebiblioteket som et endnu mere vigtigt våben, fordi hele grundlaget for biblioteket netop er at ”fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet” som det blev udtrykt.

Den grundlæggende bibliotekside om Serendipitet (det at finde noget man ikke vidste man havde brug for og ad den ved opnå nye erkendelser) som en modvægt til de algoritmer som styrer den moderne tech-industri og nyhedsformidlingen, der giver brugeren mere af det samme ud fra mediets økonomiske interesse og ikke et kulturpolitisk eller demokratisk perspektiv som styrer folkebiblioteket.

En af Bomholts første handlinger som kulturminister var da også i sin tid at få vedtaget en ”lov om folkebiblioteker” i 1964.

Den betød at alle kommuner blev forpligtet til at oprette et folkebibliotek, så sikre alle borgere fri og lige adgang til information, som på det tidspunkt primært var bøger og aviser i trykt form. En strategi om at demokratisere kulturen, det vil sige gøre den tilgængelig for hele befolkningen uanset social baggrund eller geografisk placering. De velfærdsorienterede kulturpolitiske visioner kommer ikke kun til udtryk i udbygningen af biblioteksvirksomheden men også i tilvækst af nye medier og i mange forskellige kulturelle aktiviteter og formidlingsformer på biblioteket i form af f.eks. børneteater, filmforevisninger og udstillinger. Hvor det først er med introduktionen af de nye digitale medier omkring årtusindeskiftet, at den trykte bog som bibliotekets hovedmedie bliver udfordret for alvor.

Altså en klar forfølgelse af den ”kulturpolitiske strategi om at demokratisere kulturen suppleret med en ny vision om at understøtte det såkaldt kulturelle demokrati. Denne udvikling får bibliotekarerne til at vende blikket mod brugerne (og ikke mindst ikke-brugerne) af biblioteket. Det sker bl.a. ved at tilføje nye og mere populærkulturelle medier til bibliotekernes samlinger, ved at opprioritere repræsentationen af mere marginaliserede kulturformer som kvindekultur eller arbejderkultur på biblioteket. Man kan i denne forbindelse sige, at den tidligere omtalte ekspertkontekst suppleres med en orientering mod brugerne og de forskellige kulturer, som brugerne repræsenterer”(2)

I dag handler det om at skabe en modvægt og en bevidsthed om at de mekanismerne i den kolossale kulturindustri, som gennem algoritmer og data på vores forbrug dikterer betingelserne for fremtidens produktion og udbud af kultur. Hvad er det, der bliver gjort tilgængeligt, og hvad er det, som bliver skubbet væk, når iTunes, Netflix, HBO og Disney+ serverer det kulturelle repertoire for et globalt publikum. Eller hvorfor bliver vi henvist til de enkelte værker når vi færdes på Facebook, Google, YouTube, Instagram, TikTok, Twitter og hvor vi ellers lever vores liv SoMe.

For det er jo sådan, at det, der starter som frie forbrugervalg, ender med at være med til at definere optioner hos store monopolvirksomheder.

I den virkelighed kan biblioteket spille en væsentlig rolle som den public service-institution der skaber et effektivt kulturelt demokrati og bryder de digitale monopolbobler. Borgerne bruger folkebibliotekerne flittigt både fysisk og digitalt og selvom bibliotekerne i mange kommuner skæres ned er der alligevel den kulturinstitution der favner bredest.

Der er mange udfordringer i den moderne opmærksomhedsøkonomi, og spørgsmålet er om Bomholts tanker fra kulturministeriets oprettelse skulle genbesøges og en central kulturpolitik igen skulle være at styrke folkebiblioteket som den væsentlige brik i at give det enkelte menneske kulturens inden for rækkevidde, som en del af det kulturelle demokrati.

Det kræver at politikerne igen vil og tør sætte retningen for kulturens rolle i at skulle udvikle samfundet og demokratiet. Man kunne jo starte med at lave en ny bibliotekslov der sikre bibliotekernes formidling af alle former for information og deres rolle som rammen om den demokratiske samtale.  


Kilder:

Poul Bache ”mellem Finkultur og Folkelighed” Gads forlag 2021

Folkebiblioteker, Henrik Jochumsen. Faktalink




Ingen kommentarer:

Send en kommentar