Hvor blev kulturpolitikken af? Man kunne gennemføre en virkelig ambitiøs læsepolitik. Man kunne få børn og unge opdraget til, hvor vigtigt det er at kunne læse længere tekster som et modsvar til den digitale virkelighed....

"Jeg savner en værdidiskussion i dansk politik. Politikerne må vågne op og indse, at de ikke er direktører for et firma. Staten skal ikke udelukkende drives ud fra en bundlinjelogik. Politikerne skal forvalte og være med til at udvikle et fællesskab, som bygger på kulturelle værdier. Det ville være et fint tidspunkt lige nu at foretage nogle store kulturpolitiske satsninger. Man kunne digitalisere kulturarven. Man kunne gennemføre en virkelig ambitiøs læsepolitik. Man kunne få børn og unge opdraget til, hvor vigtigt det er at kunne læse længere tekster som et modsvar til den digitale virkelighed." sagde Lasse Horne Kjældgaard til Berlingske, professor i dansk litteratur ved Roskilde Universitet og forfatter til bogen “Meningen med velfærdsstaten”

Hvor blev kulturpolitikken af? spørger Berlingske meget relevant her op til et kommende folketingsvalg.
»Politikerne må vågne op og indse, at de ikke er direktører for et firma«
Dansk kulturpolitik er en ørkenvandring af tal og nedskæringer. Hvor blev storsindet, de store samfundstanker og ideerne om dannelse af? En række kulturdebattører retter skytset mod Slotsholmen og efterlyser politikere, der tager kulturpolitikken seriøst.

Også i det nye kulturmedie KULTURMONITOR skriver det om den manglende kulturpolitik, bl.a. med baggrund i Berlingskes Kulturredaktør Tom Jensens klumme forleden.

Danske politikere sover, når det kommer til kultur i Danmark. Kulturen er nemlig blevet reduceret til et stofområde for en fagminister, hvor området burde være et helt centralt element i den politiske arena. Det mener Berlingske ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen , der i en kommentar retter kritik mod politikerne.

Tom Jensen finder udviklingen problematisk, fordi kultur og danske værdier er det fundament, der binder os sammen som danskere i et nationalt fællesskab, og således også er “den stærkeste politiske kraft, der findes.”

Årsagerne til dette tabte kulturelle fokus er ifølge chefredaktøren, at den helt grundlæggende kulturelle og historiske dannelse har været tabt siden 60erne, hvor den blev svigtet i skole- og uddannelsessystemet.

“Man er først i disse år ved at erkende dybderne af dannelsestabet, der ramte alle os, som var indforskrevet som forsøgskaniner i dette enorme afdannelsesprojekt. Med andre ord: Vi ved for lidt, vi forstår for lidt. Det gælder også de fleste af de toneangivende politikere, uanset hvor dygtige de i øvrigt måtte være,” skriver Tom Jensen.

Han peger også på velfærdssamfundet, som en af årsagerne. Væksten af velfærdssamfundet i 50’erne og frem har nemlig betydet, at borgerne i højere grad eksisterer for at finansiere den offentlige sektor – selvom det egentlig er det omvendte, der er den offentlige sektors eksistensgrundlag.

Resultatet af dette bliver, at kulturen bliver negligeret. Velfærdssamfundet og bevarelsen af det bliver målet i sig selv, mens borgerne bliver reduceret til det værktøj, der kan holde det ved lige. Og ja, så er kulturen pist borte, mener chefredaktøren.

“Som følge heraf har økonomerne taget over. Flere har peget på den mere og mere centrale rolle, Finansministeriet er kommet til at spille. Alle politiske initiativer vejes på en økonomisk guldvægt. Hvorimod kulturen – forstået i bredeste forstand som måden, menneskelivet leves på og det værdigrundlag på hvilket det leves – er marginaliseret og i virkeligheden gjort til et smalt “stofområde” for én fagminister. Og ikke meget andet,” skriver Tom Jensen.

Afdelingen for fest og farver
På individplan har politikerne en væsentlig aktie i problematikken. Politikere – i bred forstand – er nemlig personer med en hel- eller halvfærdig universitetsuddannelse, og som åndeligt er skolede af eksempelvis politiske ungdomsorganisationer. Det skaber i sidste ende et politisk landskab af personer, der stort set tænker ens og ikke bringer særlig meget kulturel bagage med sig ind i politikken, mener chefredaktøren.

Resultatet bliver i sidste ende, at kulturen bliver reduceret “til afdelingen for fest og farver,” som chefredaktøren skriver. Og det er katastrofalt, fordi kulturen er afgørende i Danmark. Hvis man tør sætte den i spil, kan den endda være afgørende på helt andre politiske områder – herunder de økonomiske, hvor der, ifølge Tom Jensen, ofte er meget at hente ved at argumentere kulturelt i stedet for økonomisk.

En anden, der også ønsker et kulturelt fokus – ikke mindst i valgkampen – er kommunikationsekspert Christian Have. I et debatindlæg i Fyens.dkStifstidende påpeger han blandt andet, at kulturen lider under et prioriteringshensyn.

“Skal vi finde de nye svar på demokratiets udfordringer, som vi i dén grad har brug for i denne tid, er vi derfor nødt til at tage kunsten og kulturen markant mere alvorligt – og insistere på, at de folkevalgte tager seriøst stilling til de kulturelle og værdimæssige spørgsmål, der i langt højere grad er definerende for politikernes position end deres syn på finans- eller sundhedssektoren,” skriver han.