CEPOS har med en ny analyse sat fokus på bibliotekernes udvikling. Analysen blev blandt andet omtalt i Kristeligt Dagblad under overskriften om, at bibliotekerne bevæger sig væk fra bogudlån og i stigende grad fungerer som kulturhuse.
Det er i sig selv positivt, at bibliotekernes rolle diskuteres. Bibliotekerne er ikke en perifer institution. De er en del af vores demokratiske infrastruktur. Derfor skal de også kunne tåle at blive analyseret og udfordret.
Men jeg savner nuancerne.
Ja, men…
CEPOS peger på, at antallet af arrangementer er steget markant siden 2011. Det er korrekt.
Men det er også korrekt, at det er sket, fordi det er efterspurgt lokalt. Bibliotekerne udvikler sig ikke i et vakuum. De reagerer på behov i lokalsamfundene.
CEPOS fremhæver også, at udlånet af fysiske bøger over en længere årrække har været faldende. Det er rigtigt.
Men de seneste tre år er udlånet steget igen – særligt blandt børn og unge. Samtidig vokser udlånet af e-bøger og lydbøger markant.
Det samlede billede er altså ikke en institution i forfald.
Det er en institution i bevægelse. Det har der da også været avisdebat om
Også på de sociale medier, har der været lidt politisk opmærksomhed bl.a. fra Liberal Alliances ordfører Katrine Daugaard
Læsning er ikke bare kultur
For mig er det afgørende at holde fast i, hvorfor bibliotekerne findes.
Læsning er ikke kun en fritidsinteresse. Det er en demokratisk forudsætning. Evnen til at læse, forstå og vurdere information er helt central i et samfund, hvor informationsstrømme konstant påvirker vores holdninger og beslutninger.
Hvis vi ønsker flere aktive borgere og færre passive informationsforbrugere, så skal vi tage læsning alvorligt.
Og her spiller bibliotekerne en helt særlig rolle.
Arrangementer som adgang
En del af kritikken handler om de mange arrangementer. Men arrangementer er ikke en afsporing. De er en indgang.
De er ofte den vej, der får nye grupper indenfor. De er med til at nå dem, der ikke automatisk finder vej til hylderne.
De vigtigste brugere er nemlig ikke dem, der allerede kommer.
Det er dem, vi endnu ikke har nået.
Hvis vi mener noget med lighed i adgang til viden og kultur, så må vi også acceptere, at formidlingen skal være mangfoldig.
Den egentlige debat
For mig bør diskussionen ikke handle om at skrue bibliotekernes rolle tilbage.
Den bør handle om, hvordan vi bliver endnu bedre til at få flere med.
Hvordan når vi børn og unge, der mister læselysten?
Hvordan når vi borgere, der ikke føler sig hjemme i kulturinstitutioner?
Hvordan sikrer vi, at bibliotekerne også fremover er steder, hvor demokratisk deltagelse styrkes?
Måske kunne man også trænge til en mere tidssvarende lovgivning, der i højere grad anerkender og understøtter det opsøgende og debatskabende arbejde, som i dag er en nødvendig del af bibliotekernes rolle.
For et samfund, der styrker sine biblioteker, styrker i virkeligheden sin sammenhængskraft.
Og det er i sidste ende det, debatten bør handle om.
Kommentarer
Send en kommentar