Hver epoke, sin fantasi
Da biblioteket åbnede i 1996, var institutionen tiltænkt en rolle som galionsfigur i et nyt byudviklingsprojekt i byens sydøstlige randområde. De fire glasbogtårne tegnet af arkitekten Dominique Perrault fremstod dengang, og stadig i dag, som et sidste monument over fransk kulturmagt. Et minde om og fra det 20. århundrede, hvor nationens præsidenter tilstod sig selv retten til at anlægge enorme bygningsværker, der fungerede som symbolske mausoleer, for offentlige midler.
Dengang blev biblioteket primært udset til at huse republikkens enorme bogsamling. Der blev dog også gjort plads til et udstillingsrum, som med årene er blevet mere og mere betydningsfuldt – og som nu endda også udstiller billeder og ikke kun skrifter. I den forstand giver det mening, at det er hernede, der skal være en udstilling om dommedagen, der på en måde netop er en sammenflydning af billede og bogstav – et alfabet, der hører stemmer og ser syner.
Hver epoke, viser nationalbiblioteket således, har sin egen fantasi om slutningen, sin ønsketænkning og sin terror. Man ser det på udstillingens vægge i form af William Blakes mareridtstryk og Goyas Krigens katastrofer og ikke mindst i den mageløse 1100-talsbibel fra Tours, som den besøgende, via digital magi, kan røre ved og bladre i, så himlens engle trutter i deres dommedagshorn: Der findes ikke en kultur, der ikke også hallucinerer om sit eget endeligt, netop fordi der ikke findes kulturer uden dødsdrift. At være levende er at drømme om døden – den individuelle og den kollektive.
Du må selv læse hele artiklen i arvisen...
Kommentarer
Send en kommentar