Hvor bringer genAI os hen om 10 år? Eller om 1 år?

På vej til Partnerskabskonference i Algoritmer, Data og Demokrati (ADD) projektet, hvor temaet i år er "Hvor bringer genAI os hen om 10 år" kom jeg til at tænke på, hvad jeg forudsagde, da vi gik med i partnerskabet. Men den hastighed vi ser lige nu i den teknologiske udvikling skal vi nok også spørge om hvor den bringer os hen om et år?

Det var året før, vi for alvor begyndte at tale om "generativ kunstig intelligens," som de fleste i dag nok tænker på, når de bruger begrebet AI. Dengang indledte jeg med at skrive: "Søgealgoritmerne hjælper os hele tiden med at finde lige det, vi har brug for at vide. Det er vi mange, der synes er en stor hjælp i dagligdagen, men det udgør samtidig et betydeligt demokratisk problem. Hvis al vores nyheds- og vidensformidling styres af de samme kommercielle algoritmer, risikerer vi nemlig at ende i et profitdrevet vidensmonopol, som i sidste ende udfordrer hele vores demokrati."

Nu taler vi ikke så meget om algoritmer, men om sprogmodeller, som eksempelvis ChatGPT bygger på.

Desværre forstærker denne form for "generativ kunstig intelligens" blot tendensen til, at vi ender i et vidensmonopol, hvor vi ikke kan gennemskue, hvilke kilder teksten (billedet, filmen, lyden etc.) kommer fra.

Det skal vi som samfund og individer forholde os til. Vi kan ikke og skal ikke bare afvise den teknologiske udvikling, men vi skal forholde os kritisk og sikre, at vi som mennesker hele tiden bliver udstyret med de rette forudsætninger og kompetencer. Her er et nyt fag som teknologiforståelse en god start, men det skal have større plads, og vi skal sikre, at det ikke er noget, man bare kan vælge fra. Vi skal også sikre den folkeoplysende indsats for alle dem, der er ude af uddannelsessystemet, hvis vi stadig vil bygge på et oplyst demokrati med fri og lige adgang for alle.

I Danmark har vi heldigvis en stærk public service-tradition. Den skal vi styrke endnu mere. Vi skal sikre, fra vuggestue til PhD, at kommende generationer får mulighed for at være kritisk tænkende individer, der reflekterende mestrer de nye teknologier. Og vi skal sikre, at der er stærke public service-medier som DR og public service-institutioner som bibliotekerne.

På bibliotekerne har vi faktisk lige skabt et spritnyt oplæg til "BIBLIOTEKERNES VISION FOR FREMTIDEN MED KUNSTIG INTELLIGENS."

Digitaliseringen er det største dannelsesprojekt siden oplysningstiden, og biblioteket er et vigtigt redskab til at demokratisere både algoritmer og generativ kunstig intelligens.

Blot for at gentage mig selv.

Public service som grundlag for en oplyst borger
I Danmark bruger vi hvert år milliarder af kroner på en relativt alsidig og velfungerende public service-sektor, men denne forpligtelse bør tænkes langt bredere end blot medierne. Public service er defineret som oplysende og ikke-kommerciel medievirksomhed med det formål at "sprede programmer til hele befolkningen af alsidig, kulturel og oplysende art." Det fremgår desuden, at en public service-virksomhed skal "være uafhængig af direkte økonomiske og partipolitiske interesser." Udfordringen for vores public service-medier er, at en stadig større gruppe mennesker styres uden om denne alsidighed, fordi kommercielle algoritmer leder dem væk. Samtidig viser undersøgelser, at færre mennesker ønsker at betale for nyheder, især unge under 30 år, hvilket åbner for nyhedsformidling via sociale medier.

Public service har altså aldrig været mere nødvendig, men heller aldrig under så stort et pres. Derfor er public service som begreb en vigtig del af en moderne kulturpolitik, og det bør omfatte hele kultursektoren. Folkebibliotekerne spiller her en vigtig rolle, ikke kun som den mest besøgte, men også som den bredest favnende kulturinstitution, hvor formålet er dannelse og at skabe deltagelse.

En kulturpolitisk vision om fri og lige adgang til viden
Bibliotekets rolle handler stadigvæk grundlæggende om at skabe fri og lige adgang for alle til viden og kultur. Selvom internettet synes uendeligt, er vi alle begrænset af digitale betalingsmure og uigennemskuelige algoritmer, for ikke at nævne forsøgene på at sprede fake news.

I denne virkelighed kan og skal biblioteket spille en væsentlig rolle som den public service-institution, der skaber et reelt og effektivt kulturelt demokrati og bidrager til at bryde de digitale monopolbobler. Borgerne bruger allerede folkebibliotekerne flittigt både fysisk og digitalt, og det er den mest besøgte institution. Selvom bibliotekernes budgetter i nogle kommuner beklageligvis beskæres, er biblioteket stadig den kulturinstitution, der favner bredest.

Derfor burde kulturpolitikken styrke bibliotekernes rolle, ikke blot som ramme om den demokratiske samtale, men også som facilitator af digitalt medborgerskab som en ny dimension i det demokratiske fællesskab. Dette vil nok kræve ny lovgivning, som kan sikre, at denne udvikling sker i alle kommuner og dermed give alle borgere mulighed for at deltage.

Der er mange udfordringer i den moderne opmærksomhedsøkonomi, og spørgsmålet er, om ikke Bomholts tanker fra kulturministeriets oprettelse skulle genbesøges, og om vi ikke skulle formulere en ny, overordnet kulturpolitik.

Det kræver, at politikerne igen vil og tør sætte retning for kulturens rolle i udviklingen af både samfundet og demokratiet. Man kunne jo starte med at lave en ny bibliotekslov, der reelt sikrer bibliotekernes formidling af alle former for information og kultur samt deres rolle som ramme om nærsamfundets demokratiske samtale. En lov, der sikrer, at det, du ikke vidste, du havde brug for, ikke forsvinder.