Kulturministeren øremærker 21 mio. kr. til samarbejde om læseglæde - Det Bibliotekspolitiske Topmøde åbnes af Jakob Engel-Schmidt
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har øremærket 21 mio. kr. i 2024 til at udbygge samarbejder om børns læseglæde. Målet er booste børns lyst til at læse gennem engagerende formidling og bedre adgang til fysiske bøger, fremgår af pressemeddelelse fra Kulturministeriet her til morgen.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger her, at ”Vi taler meget om, at børn og unges skærmforbrug skal ned. En af vejene til dette er at skrue op for glæden ved at læse en fysisk bog. Men så er det selvfølgelig en forudsætning, at børn og unge har let adgang til bøger, og at de møder litteraturanbefalinger, som kan inspirere dem til den næste læseoplevelse. Som kulturminister vil jeg gerne være med til at skubbe på initiativer, der kan gøre netop det. Mit ønske er, at vi med de 21 mio. kr. får skubbet gang i nye samarbejder på tværs af folkebiblioteker og skolebiblioteker, så flere børn og unge kan blive introduceret for og fanget af bøgernes forunderlige verden.”
I morgen går det Bibliotekspolitiske Topmøde i gang i Sønderborg. Fra mødets start kommer Kulturministeren traditionelt og holder en tale, vi er naturligvis altid spændte på, hvad budskabet er. Men jeg tror vi i år har fået en god fornemmelse på, at det handler om at styrke børns læseglæde og at bygge på nogle af de gode erfaringer som vi har skabt med projekt "Børn og unges Læseglæde".
I hvert fald er der lige kommet en pressemeddelelse fra kulturministeriet hvor de skriver at "Udviklingsmidler til folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre vil i 2024 have særligt fokus på at løfte samarbejdet mellem folkebiblioteker og de pædagogiske læringscentre på landets skoler." Det er altså en indsats, der bygger videre på erfaringerne fra samarbejdsprojektet mellem pædagogiske læringscentre og folkebiblioteker om ”Børn og unges læseglæde i 2023-2025”, som Tænketanken Fremtidens Biblioteker er i gang med. Det projekt blev også fremhævet i det netop indgåede folkeskoleforlig, så noget tyder på at regeringen på tværs af ministerier sætter yderligere fokus på LÆSNING og skabelse af en ny læsekultur, som vi har råbt på i flere år.
Af pressemeddelelsen fremgår også at "Indsatsen bygger videre på tidligere års indsatser fra Kulturministeriet, hvor folkebiblioteker i samarbejde med skolefritidsordninger, børnehaver m.fl. arbejder på at gøre bøger og oplevelser med litteratur til en naturlig del af børnenes hverdag."
Af pressemeddelelsen fremgår også at "Indsatsen bygger videre på tidligere års indsatser fra Kulturministeriet, hvor folkebiblioteker i samarbejde med skolefritidsordninger, børnehaver m.fl. arbejder på at gøre bøger og oplevelser med litteratur til en naturlig del af børnenes hverdag."
Under alle omstændigheder glæder vi os rigtig meget til at høre kulturministerens budskab til os.
Kommentarer
Send en kommentar