En bearbejdning af en bog er ikke det samme som censur

I går opstod endnu en debat om, hvorvidt man skal revidere sproget eller ej, efter at formuleringer, der bliver anset som stødende, bliver omskrevet eller fjernet fra klassiske børnebøger. Denne gang gælder det så Roald Dahls bøger. Det har fået kritik fra ingen ringere end Salman Rushdie, som rent ud kalder det for censur.

Det er som sagt ikke første og næppe heller sidste gang, den debat opstår. Men lad os endelig tage en nuanceret debat. Her skal man nok holde sig for øje, at det er ganske normalt, at børnelitteratur bliver tilpasset nutidens mindste læsere. Det har flere iagttagere da også påpeget, ligesom jeg selv gjorde det i Radio4, som havde emnet oppe at vende i Kulturmagasiet Kræs. 

Jeg synes, at det er en vigtig debat. Det er vigtigt, at vi snakker med vores børn om, hvad det gør ved os, når vi bruger bestemte ord om andre mennesker. Og så er det vigtigt, at vi drøfter med hinanden, om man bare skal blive ved med at udgive bøger, hvor sproget er stigmatiserende og racistisk. Det har jeg også tidligere har skrevet om bl.a. på min private blog.

Denne snak skal vi huske på at fortsætte, når denne debat engang har lagt sig. Ligesom vi forsat skal stoppe op og tænke os godt om, når en ældre bog skal genudgives.  

• LÆS OGSÅ Skal “hottentotterne” sendes på revisionismes mødding eller skal vi snakke om dem? 

Denne gang blev debatten så startet af et tweet fra Rushdie. Han skriver: "Roald Dahl var ikke nogen engel, men dette er absurd censur. Puffin Books og Dahl-selskabet bør skamme sig,".

Det er skarpt trukket op. Men lyt selv med på Kulturmagasiet Kræs på Radio4 , som faktisk formår at få nuancerne med.

Divergerende trends mod færre nuancer og større opmærksomhed
Vi ser en større tendens til skarpt optrukne budskaber. Til færre nuancer og mindre tolerance. Til en kortere lunte i debatterne på de sociale platforme. Og til en større krænkelsesparathed, når vi oplever noget, der rammer uden for skiven i forhold til vores egne holdninger.

Det, at tonen er blevet så hård på nettet og i debatten generelt, betyder, at mange ikke har lyst til at ytre sig. For vi andre er der lige med det samme med fingrene på tasterne, og vi tillægger på forhånd hinanden de dårligste motiver.

Denne tendens smitter naturligvis også af på vores omgang med litteraturen, som ellers traditionelt har været et fristed, hvor man kan udtrykke alle sine holdninger. Det skal vi holde fast i.

Sideløbende oplever vi dog også en megatrend i form af større opmærksomhed på, hvordan vores brug af sproget påvirker både os selv, andre og hele samfundet. Hvordan sproget konstituerer os som mennesker.

Når man udgiver nye oplag af bøger, der er skrevet for mange år siden, er det ikke usædvanligt at gennemgå det sprog, der bliver brugt, og i formidlingsøjemed tilpasse sproget til nutiden.

I den forbindelse er jeg sikker på, at både forlag og forfattere også altid overvejer, om ord, der utilsigtet er stødende, kan erstattes med andre måder at udtrykke det samme på. Det betyder ikke, at man skal censurere eller selvcensurere.

I sidste ende har man som læser selvfølgelig selv et ansvar for, hvordan man udlægger teksten. Som Anders Matthesen udtrykker det, så kan man jo lade være at se hans show, hvis ikke man vil provokeres. Men som samfund har vi naturligvis også et ansvar for, hvad vi udsætter vores børn for. Specielt i de situationer, hvor der ikke er voksne omkring til at perspektivere. For ellers kan et stigmatiserende og racistisk sprog jo risikere at skabe en tilsvarende virkelighed for barnet.

Kvalitet, alsidighed og aktualitet
Bibliotekerne gør sig naturligvis også disse overvejelser. Ikke om bøgerne skal redigeres eller ej, men om hvordan de skal præsenteres. Bibliotekerne skal vælge materialer ud fra kvalitet, alsidighed og aktualitet, som det hedder i loven, og de skal sikre mangfoldighed i formidlingen af bøger. Det har der i de seneste uger også været debat om.

• LÆS OGSÅ Det er et bibliotekarisk dna, at være norm- og kildekritisk...

Biblioteket er et sted, man henter information. Det skal ikke varetage nogens særinteresser. Bibliotekerne er på godt og ondt et mekka for debat og diskussion. Det er noget, vi har brug for i et stadig mere polariseret samfund.

Men vi skal også være bevidste om, hvordan børnebøger påvirker børnene – ikke mindst de børn, der ikke har dialogen med forældre eller andre voksne om, hvad der står i bøgerne.

Derfor er det også positivt med de seneste års fokus på at skabe mere inkluderende biblioteker og sikre, at de i stadig højere grad afspejler samfundet omkring dem.

Vi skal for alt i verden undgå en politisering af de danske biblioteker. Bibliotekerne skal ikke udøve en cancel culture, ligesom der ikke skal kasseres materialer ud fra holdninger. For der skal være plads til alle.

Men det betyder ikke, at man ikke skal tage særligt hensyn til børn eller andre grupper i formidlingen, og hvad man præsenterer dem for. Jeg bruger ofte som eksempel på de meget diverse bogsamlinger på biblioteket, at der er plads til både ’Mein kampf’ og ’Det kommunistiske Manifest’.

For der skal naturligvis være en balance. Det kan blive skruen uden ende, hvis bibliotekerne skal indrettes for at tilgodese alle grupper, der kan være generet over et eller andet. Eller at bøger skal redigeres ud fra det.

Men det betyder ikke, at man IKKE skal tage hensyn. Specielt til børn, som jo netop får formet deres livssyn og forhold til andre mennesker gennem litteraturen.