Elon Musk købte Twitter samtidig med EU laver regler for de sociale medier i demokratiet tjeneste - er der lagt op til kamp?

Samtidig med at EU laver en stor aftale regulering af techgiganter for at sikre, at de store digitale platforme ikke skader samfundet, bliver Twitter købt af verdens rigeste mand Elon Musk, som er selverklæret ytringsfrihedsfundamentalist og modstander af enhver form for censur og regulering. Spændende hvordan det påvirker verden; om storkapitalen eller demokratiet trækker det længste strå eller om fremtids fjerne mål smelte sammen?

Det har jeg uddybet herunder

EU's Vestager er ligeglad med hvem der ejer Twitter
skrev RTE i går eller det de i sandhedes tjeneste præcist skrev var
"EU's Vestager says doesn't care who owns Twitter"
Raidió Teilifís Éireann, Ireland's National Public Service Media.

Det lyder smukt, når Elon Musk ved købet af Twitter samtidig tweetede: ”Free speach is the bedrock of a functioning democracy and Twitter is the digital town square where matters vital to humanity are debated”.

Med den patos ser man Twitter som en moderne genskabelse af den græske Agora, hvor mange mener demokratiets vugge stod, eller det forsamlingshus som lagde gulv til opbygningen af det danske folkestyre. En funktion som vi i folkebibliotekerne også ser os selv som en arvtager af, når vi skaber rammen om den demokratiske samtale i de mange debatter vi tilbyder, omend vores reach er knapt så stort som techgiganternes sociale medier. Om Twitters rolle for demokratiet er helt så stor er nok tvivlsomt, men platformen har uden tvivl betydning for den offentlige debat. 

Selvom Twitter ikke har nær så mange brugere som Facebook, og tjener meget mindre end Google på annoncer, så spiller den lille Twitter-fugl alligevel en afgørende rolle for den demokratiske samtale og den offentlige debat, da den er et foretrukket medie for meningsdannere, politikere og mediefolk over det meste af verden. Særlig præsident Trump understregede Twitters dagsordenssættende betydning, og da Twitter til sidst udelukkede ham for bevidst at sprede misinformation, fik det endnu større opmærksomhed. Mange spekulerer derfor også i om Elon Musks køb af Twitter betyder, at Trump får lov til at komme tilbage på Twitter. Det står stadig hen i det uvisse og der er jo også nogle måneder til handlen går i orden. 

I Danmark, hvor Twitter aldrig helt er slået igennem i den brede befolkning, sætter den alligevel også en dagsorden og er en vigtig meningsdanner, hvor man kan finde informationer om og holdninger til helt aktuelle sager i real time.

Når jeg besøger Twitter, kan jeg godt blive lidt metaltræt af det rundhyl man ofte oplever, når meningsdannere og politikere udkæmper drabelige kampe på 280 ord ad gangen, og tror at netop deres debat står højt på dagsordenen for samfundet og alle os uden for boblen. Det er måske også derfor jeg efterhånden er en sjælden gæst, fordi rundhylet ofte ikke når uden for twitter-virkeligheden, og hvis det gør, så tager de rigtige medier ofte sagen op eller vi snakker om det i den der virkelighed, der udspiller sig når man er sammen med andre mennesker.

Det er også vigtigt at have in mente, at Elon Musks ”demokratiske” frisættelse af Twitter foregår i en i verden, hvor falske historier på Twitter har mange gange større sandsynlighed for at blive re-tweetet og spredt væsentlig hurtigere end mere faktuelle nyheder og mindre spektakulære historier. Det har en del undersøgelser påvist og er en udfordring, specielt i lyset af at en stadig større del af befolkningens primære nyhedskilde er de sociale medier. Det kalder på en form for moderation, som også er det der spilles ud med i EU-oplæg til regulering af Tech-giganterne, og i øvrigt også spiller en væsentlig rolle i den danske regerings mediepolitiske udspil.

Den demokratiske samtales store udfordring er, hvordan man skaber en regulering på de digitale platforme (og jeg vælger bevidst at kalde dem platforme, for hvis de var medier, var de underlagt medieansvarsloven og det er de ikke, fordi de hævder ikke at være medier). 

Fra de traditionelle medier som aviser, TV, radio og de fleste netmedier har det traditionelt været en redaktør, der afgjorde hvad der skulle offentliggøres, og det er underlagt en medieansvarslov.
Sådan er det ikke med de sociale platforme som Facebook, TikTok, Youtube og Twitter m.fl. Her er det os selv der bestemmer, hvad der skal udgives og udgydes. Det giver vide muligheder for at sprede ikke kun falske nyheder og hadsk tale, men også gode vækstvilkår til at de såkaldte spam-bots, som er teknologiske robotter skabt til at sprede kommercielle budskaber og misinformation. Alt sammen styret af de sociale platformes algoritmer, som åbenbart er indstillet til at sprede mere misinformation end fakta, men det er forretningshemmeligheder, så det kan vi ikke helt gennemskue.

Dette er Musk jo også smerteligt bevidst om, derfor taler han om at gøre algoritmerne til en eller anden form for open source og mere gennemskuelige, samtidig med han vil blokere spam-bots. Udfordringen er så, hvordan verdens rigeste mand vil skabe en god forretning ud af det, for indtil videre har Twitter ikke været et voldsomt profitabelt foretagene, sammenlignet med de andre sociale medier.

Så her er i sandhed et dilemma. Bliver det den europæiske og danske tanke om regulering af tech-giganter for at sikre, at de store digitale platforme ikke skader samfundet, som vinder, eller bliver det storkapitalens behov for at akkumulere overskud der vinder, og ikke mindst: hvad gør det ved den offentlige debat og i sidste ende ved vores demokrati?