Kulturlivets organisationer: Kulturens Analyseinstitut er en fælles opgave

Mens kulturlivet er på vej til KULTURSALON PÅ MARIENBORG og finanslovsforhandlingerne går i gang, har vi sendt et budskab om vigtigheden i at det er vigtigt at at kulturlivets arbejde med data, analyser og anvendt fakta skal styrkes, men at det ikke er ligegyldigt hvordan man gør det og at det er en fælles opgave.

Som Kulturmonitor skriver om i dag https://www.kulturmonitor.dk/seks-af-kulturlivets-organisationer-kulturens-analyseinstitut-er-en-faelles-opgave/

Debatten ruller og meninger brydes, når det gælder nødvendigheden af at styrke vidensniveau, dataindsigt og den publikumsudviklende indsats i kulturbranchen. Men der er næppe nogen, der er uenige om, at kulturlivets arbejde med data, analyser og anvendt fakta skal styrkes.

Så lad os komme et skridt videre. Opgaven - og ansvaret for at løse den - er fælles og skal ske på tværs af kulturinstitutioner, lokale foreninger, staten, kommuner, organisationer og det akademiske felt.

 Behovet for en fælles indsats kan koges ned til mindst tre samfundsudviklinger, der præger befolkningens vaner, udfordrer vores fælles kulturliv og underbygger nødvendigheden af konstant udvikling.

 For det første har coronakrisen accelereret tech-giganternes og de multinationale kulturproducenters dataindsamling og indflydelse. Algoritmerne og den strategiske brug af data ændrer ikke alene danskernes kulturvaner, men det udfordrer også selve sammenhængskraften, demokratiet og dannelsen i Danmark, når de internationale digitale tilbud risikerer at overtage det fysiske, lokale møde på museet, biblioteket eller foran landets scener.

 Der skal sættes ind, når det gælder indsamling og brug af data og viden til fx publikums- og forretningsudvikling. Ellers risikerer vi, at den samfundsværdi, som et Kulturens Analyseinstitut blandt andet skal måle på, bliver væsentligt mindre. Fremtidens kulturforbrug kan flytte fra vores fælles skoler og lokale kulturinstitutioner til globale sociale medier og streamingtjenester - og dermed medføre fortsat fragmenterede verdensopfattelser.

 Allerede før coronakrisen eksisterede et efterslæb, hvor ikke alle dele af kulturlivet i Danmark havde ressourcerne, systemerne og institutionerne til at indsamle, aggregere og bruge viden og data aktivt til at udvikle deres tilbud og produkter i takt med danskernes nye kommunikationsformer og kulturvaner.

 Konkurrencen om at sikre publikums deltagelse i vores fælles og lokale kulturliv er stor. Det er udfordring nummer to, som skal løses i fællesskab. Kulturpolitik er velfærdspolitik, og udviklingen af kulturlivet på baggrund af analyser, viden og data skal være et fælles offentligt gode.

 For det tredje har coronakrisen været en fremkaldervæske for kulturens betydning for befolkningen i Danmark – og dermed for hele vores samfunds fremtidige udvikling.

 Kulturlivet står klar til at få danskerne tilbage til landets mere end 1000 kulturinstitutioner. Men hvis den potentielle kunstneriske og kulturelle guldalder i Danmark, som annonceret af statsministeren, skal blive bæredygtig, så er der ingen vej uden om, at der skal tilføres ressourcer til kulturinstitutionernes arbejde med datadrevet publikumsudvikling og bedre formidling.

 Lad os blive konkrete.

 Siden KL, Dansk Erhverv, Danske Kulturbestyrelser, Augustinusfonden og Center for Kulturevaluering i sidste uge kom med deres udspil til, hvordan et Kulturens Analyseinstitut kan udformes, har der været mange diskussioner om udformning og arbejdsopgaver. Det vidner om de mange gode intentioner og forskellige interesser.

 Mens oplægget fra de fem aktører har et godt og rigtigt fokus på, at kulturlivet desværre er et underbelyst område i bred forstand, præsenterer forslaget ikke en tilstrækkelig gennemgribende løsning på de fælles udfordringer, som en absolut bærende del af vores samfund står overfor.

 Derfor kommer her kulturlivets bud på, hvad der er behov for.

 I kulturlivet har vi både brug for ny viden og uafhængige analyser, der undersøger kulturens immaterielle værdi, når det fx gælder danskernes trivsel og sundhed eller deres fællesskaber, uddannelse, livskvalitet og kreativitet. Vi har også brug for hårde fakta om økonomisk værdiskabelse og arbejdspladser samt kulturens bidrag til bosætning og turisme.

 Alle faktuelle oplysninger, der ligeledes er vigtige for at informere det politiske niveau, og som kan styrke kulturens relevans i egen ret.

 Men det, vi særligt har behov for, er at udvikle kulturlivet på tværs brancher og genrer. Det skal ske sammen med kulturlivets foreninger og institutioner, så vi finder konkrete løsninger og laver effektiv udvikling – til direkte gavn for alle danskere.

 Derfor kan et Kulturens Analyseinstitut i en afgrænset form, placeret langt væk fra hverdagen på det enkelte spillested, bibliotek, museum eller teater, ikke stå alene.

 Tværtimod er der behov for et tæt samarbejde med kulturlivets institutioner og et tydeligt fælles ejerskab, der omdanner viden til praksis i kulturbranchen.

 Der er uden tvivl brug for en styrket analyse- og vidensindsats, men der er også behov for en differentieret tilgang til en kultursektor, der opererer under meget forskellig lovgivning og med forskelligartede rammer og målgrupper. Og der er entydigt behov for dataindsamling og analyser, som kultursektoren kan bruge som arbejdsredskaber for at udvikle sig til konkret gavn for deltagelse, gæster og besøgende. Også for den relativt lille andel af danskerne, vi desværre ser alt for lidt til i kulturlivet.

 Tag ikke fejl. Kultur handler også om udfoldelse af oplysningstanken: Viden er godt, og ny viden er endnu bedre. Men hvis man ikke fra start indtænker, hvordan viden skal formidles og bruges, så ender ny viden ofte som en glemt pdf-fil i spamfilteret.

 Derfor har vi - en række af kulturlivets organisationer - også inviteret skaberne af det aktuelle initiativ til et møde, hvor vi vil fremlægge vores model.

 Fra kulturlivets perspektiv står videns- og analysebehovet nemlig bedst på en trebenet indsats:

 For det første er der brug for et uafhængigt analysecenter, som fokuserer på kulturlivet, der som en del af sit opdrag også arbejder for at formidle ny viden til både beslutningstagere og kultursektoren. Den del favner det eksisterende forslag fra KL med flere - ikke nødvendigvis som et fysisk sted, men som en ramme om analyserne med et advisory board, hvor kulturlivet er repræsenteret.

 For det andet er Kulturministeriets nye ”Kontor for Analyse og Kulturøkonomi” et godt tiltag. Det kan uden tvivl kvalificere kulturdebatten i Danmark og forhåbentligt synliggøre kulturens samfundsværdi – også når vores nye kulturminister skal overbevise sine ministerkolleger om kulturens relevans i løsningen af udfordringer inden for deres respektive ressortområder – fra sundheds- og uddannelsespolitik til erhvervsudvikling.

 Det tredje ben er publikums- og forretningsudvikling for hele kulturlivet. Det kræver, at eksisterende data struktureres, og at der skabes et øget fokus på brugen af data på den enkelte kulturinstitution og i de enkelte brancher, hvor man centralt støtter branchernes analyser.

 Det er nødvendigt med en samlet indsats omkring kulturlivets data, som kan være med til at give indsigt i og forståelse for data på de enkelte institutioner, så denne kan bruges og være med til at skabe målbare resultater og styrke beslutningsprocesser og strategier hos de pågældende institutioner.

 De enkelte ben, hver for sig, sikrer nemlig ikke den nødvendige balance. De skal alle tre sameksistere. For vi mangler helt generelt viden om publikum. Dem, der befolker kulturen og gør den levende.

 Det betyder, at vi skal skabe de nødvendige nye initiativer og udbrede eksisterende initiativer, som på hver deres område og i samlet form kan arbejde frem mod at analysere kultursektoren og skabe redskaber til at få alle med.

 På den baggrund tør vi godt konkludere, at tiden er moden til at skabe et analyseinstitut, der samler kulturlivets kræfter. Lad os investere klogt - med nye penge, der ikke tages fra et ekstraordinært hårdt ramt kulturliv.

 Det er lige præcis det, der er behov for i fremtiden.

 Hvis et Kulturens Analyseinstitut skal lykkes - og med lykkes mener vi, at viden reelt bruges ude i kulturlivet og i væsentlige drøftelser om kulturens vigtighed - skal et institut være forankret i virkeligheden. Derfor bør arbejdet ske i tæt samarbejde med kulturens aktører og brancheforeninger og fremfor alt involvere borgere, brugere, gæster og publikummer.

 Vi står klar til en konstruktiv dialog.

Peter Mark Lundberg, direktør, Dansk Teater

Esben Marcher, sekretariatschef, Dansk Live

Asbjørn Keiding, direktør, DEOO – Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner

Nils M. Jensen, direktør, Organisationen Danske Museer

Jesper Bay, direktør, Danske Koncert- og Kulturhuse

Michel Steen-Hansen, direktør, Danmarks Biblioteksforening