Kulturministeriet kunne blive ministeriet for politisk samskabelse og overtage finansministeriets koordinerende rolle

Den forhenværende kulturminister og nuværende direktør for Dansk Erhverv Brian Mikkelsen sparker endnu engang gang i den nødvendige kulturdebat. Kulturpolitik er ikke længere en del af den politiske dagsorden, og ingen kæmper for et kulturliv, der kan samle danskere. siger han i Berlingske. Et synspunkt som jeg på flere planer bakker op.

Kulturdebatten fyldte også en stor del af P1 morgen, hvor bl.a. kulturminister Joy Mogensen kom med et budskab om at vi skal blive bedre til "koble det sublime med det brede" og skabe et bredere samarbejde. En tanke jeg kun kan bakke op om, men det kræver også politisk handling.

Men den debatten hen over nytåret er desværre løbet lidt af sporet, da den i stedet for at handle om hvordan vi får opprioriteret kulturens betydning, er drejet over mod, at handle om hvorvidt vi skal have et kulturministerium eller ej. Det kom til udtryk i Kulturmonitor, hvor Museumsdirektør Jane Sandberg fra Enigma udtrykker at hun er enig i, at Danmark mangler en kulturpolitik men til gengæld foreslår helt at lukke Kulturministeriet og fordele områderne under andre ministerier – blandt andet for at skærpe den politiske interesse.

Det har så fyldt i den efterfølgende debat i bl.a. Kulturmonitor som har fulgt op på det synspunkt.

Her siger jeg bl.a. “Det her er udtryk for et fromt ønske om at udnytte kulturens muligheder bedre i samfundet, og det ønske deler jeg fuldt ud med Jane Sandberg. Men hendes forslag lugter lidt af historieløshed. Jeg forstår godt argumentet om, at kulturpolitikken ikke spiller en væsentlig rolle, men det løser man ikke strukturelt ved at nedlægge et ministerium,” siger direktøren, der i stedet ser kommunikativ klarhed som den entydige hovedopgave.

“I stedet skal vi i kultursektoren være endnu bedre til at tale ind i de andre sektorområder. Vi skal gøre opmærksom på kulturen som noget, der kan bruges i en masse samfundsmæssige henseender, for eksempel som socialpolitisk løftestang og stærkt integrationsinstrument. Og så skal vi være meget bedre til på tværs af museer, biblioteker og teatre at finde ud af, hvad vi kan tilføre samfundet, hvis vi vil være på finansloven.”

Netop den manglende prioritering af kulturen var en af årsagerne til at man etablerede et kulturministerium. Som K.K. Steincke, arkitekten bag den store socialreform i 1930’erne, udtrykte det i et telegram til den første kulturminister Bomholt i 1961: ”Da vi havde varemangel, fik vi et Varedirektorat. Nu har vi så fået et kulturministerium".

Det rammer vel meget godt den socialdemokratiske tanke med at skabe et kulturministerium som det kom til udtryk i deres efterkrigs principprogrammet ’Fremtidens Danmark’ som lagde grundstenen til oprettelsen af kulturministeriet »Formaalet med den økonomiske Politik er at skabe Muligheder for en Udvikling og en Uddybning af Folkets kulturelle Liv. Det er Socialdemokratiets Ønske paa alle Omraader at fremme det kulturelle Arbejde og at give det saadanne Former, at det virker til personlig Udvikling og Berigelse og til Dygtiggørelse til Løsningen af Fremtidens Opgaver«.

Det kan så undre at kulturpolitikken er blevet nedprioriteret af store dele af det politiske establishment som Brian Mikkelsen nævner og det kan undre endnu mere at kultur slet ikke nævnes i regeringsgrundlaget  (forståelsespapir)for den socialdemokratiske regering, specielt fordi kulturen i virkeligheden er den mest samfunds-forandrende kraft, der på tværs af sociale skel skaber fællesskab.

Det skal vi være bedre til at skabe fortællingen om, så politikerne opprioriterer kulturen, den danske befolkning er nemlig storforbrugere af kultur.

Som  Erik Rasmussen, chefredaktør på Ugebrevet Mandag Morgen, udtalte på en kulturkonference i 1997: ”Kulturministeriet kan en dag overtage Finansministeriets rolle som landets koordinerende politiske centrum, hvis vi satser på at gøre Danmark til et værdibaseret foregangsland.”