fredag den 13. december 2019

Udviklingen af det internationale arbejde forandrer sig i disse år, når de store lande spiller med musklerne #UNESCO


I november måned var jeg til UNESCO-generalkonference, som afholdes hvert andet år i Paris. I den anledling har jeg gjort mig nogle tanker om udviklingen af det internationale arbejde i en multilateralorganisation, og hvordan USA, Kina og Rusland spiller hver deres spil. Jeg fordi jeg er medlem af den danske UNESCO nationalkommission. Når den verdensomspændende konference løber af stabem er min opgave, at repræsentere Danmark i UNESCO CI Commission sit møde, det er sektionen for kommunikation og information, hvor jeg og bibliotekerne hører under. 

På dette års UNESCO-generalkonference fornemmede jeg en ændring stemningen i Kommunikation og Information sektionen (CI - Communication & Information) som nok også er en generel ændring i det samarbejdende UNESCO.
Læs også FN's kulturskabende styrker i UNESCO med fokus på adgang til information, ytringsfrihed og unges deltagelse



Russerne havde som så ofte før skjulte dagsordner i ærmet, hvor de både forsøgte at få omformuleret de internet-indikatorer man i UNESCO har arbejdet på som gundlag for at sikre et åbent og frit internet. Det lykkedes ikke. Russerne forsøgte også, i noget der endte med at blive en over fire timer lang debat, at få stækket hele organisationen, og dens nye ledelse, sådan at der ville blive indført en så voldsom politisk kontrol, at selv helt små forandringer skulle vedtages på generalkonferencerne hvert andet år. Det lykkedes heller ikke og de fleste, ud over de sædvanlige støtter, gennemskuede de tomme tønder de buldrede på. Den russiske adfærd var der ikke den store forandring i.

Der hvor jeg til gengæld fornemmede en forandring, var fra en af de andre store stater, som har et andet forhold til demokrati end det vi forfægter i Norden, nemlig hos Kina. Kina har på tidligere konferencer ofte stået på Ruskalds siden. Men ikke denne gang, hvor de var meget mere konsensussøgende. Det kom tydeligst til udtryk i en sag om at etablere et forskningscenter i kunstig intelligens i Slovenien. Artificial Intelligence (AI) er en teknologi som i den grad kan ændre vores samfund, og som rummer mange potientialer, både til at forny og forbedre vores samfund i forhold til både produktions, service og videnssektoren, men i den grad også i muligheden til at styrke myndighedernes overvågning og kontrol med borgerne. Det har man set utallige eksempler på i Kina og har ført til at de har stramme grebet over for de der ikke støtter regimet. Derfor havde jeg forventet, at der ville være modstand fra Kina i at etablere et forskingscenter i AI i Europa, men der blev jeg overrasket.

Kina både udtrykte opbakning til at etablere det nye center i Slovenien, samt vilje til også støtte til det nye center økonomisk. Man kan kun gisne om årsagerne Kinas ændrede strategi og mere konsensus prægede adfærd. Det kan være begrunde i, at de er blevet så dominerende på en række økonomiske og teknologiske områder, at de ikke længere frygter organisationer som UNESCO og vores kamp for demokrati og borgerlige rettigheder eller fordi de oplever et magttomrum efter USA har trukket sig ud, som de på sigt gerne vil fylde ud. Under alle omstændigheder er det elementer vi skal være opmærksomme på i det fremtidige internationale arbejde.  

Se mere om AI Forskningscentret her


Mit fokus var på programmet Open Educational Resources, som var en rekommandation, altså en anbefaling til landende om at indføre det. Konceptet om åbne uddannelses ressourcer ”Open Educational Resources” (OER) byder på både muligheder, men så sandelig også udfordringer.

Det rejser ofte spørgsmål i forhold til beskyttelse af ophavsret. Her gælder nemlig ikke de samme spilleregler som for traditionelle undervisningsmaterialer som f.eks. tekstbøger, idet der i forbindelse med udvikling af online undervisningsmateriale er opstået muligheder for alternative og mere fleksible licensaftaler, som vi kender det fra Danmark med aftalelicenser, der har været med til at skubbe på en udvikling fra ”all rights reserved” til ”relevant rights reserved”. En metode, som også har inspireret EU i deres nye copyrights reform. Derfor anbefalede vi også disse fleksible ordninger til UNESCO.

Bibliotekerne spiller mange steder en vigtig rolle i at give studerende adgang til undervisningsmateriale og til at afklare ophavsretlige spørgsmål. En rolle som bør styrkes, hvis flere studerende skal have adgang til relevante undervisningsmaterialer.

Udkastet er resultatet af en længere proces, med henblik på at opfordre regeringer i hele verden til at øge offentlig adgang til statsfinansieret undervisningsmateriale. OER-rekommandationen – og i det hele taget OER – taler ind i den tredje strategiske indsats i den danske UNESCO-strategi, der understreger, hvorledes folkeoplysning, viden og adgang til digital information er med til at danne os som mennesker og skubbe verden i en mere bæredygtig retning. Alt sammen noget som Danmark nævner i vores mere genetisk indlæg.

Ligeledes kan OER kobles til UNESCOs anden strategiske indsats om god uddannelse, hvor uformel livslang læring bidrager til målet om dannelse af globale medborgere.
Rekommandationen skal fungere som et standardsættende instrument for det internationale samarbejde omkring OER.

Forslaget blev vedtaget i bred enighed, men som Rusland bemærkede i deres tale, så har det ingen juridiske bindinger. Kenya bemærkede, at selvom de bakkede op, havde det  i praksis ikke den store betydning for dem, for de ville stadig ikke have råd til at betale de høje priser som er gældende for de fleste copyrightbelagte undervisningsmaterialer. Begge dele er tankevækkende.

Under generalkonferencen fik jeg også mulighed for et bilateralt internt møde med de der har stået for UNESCO oplægget”Strategy for Youth and Adult Literacy for 2020 to 2025”. Det var af betydning fordi
det knytter an på den Nationale Læsestrategi, som er nævnt i den danske UNESCO strategi og som flere parter arbejder på i Danmark. Det var et interessant møde, hvor jeg fik mulighed for at knyttet gode kontakter, da UNESCO står over for de samme udfordringer som vi gør i Danmark. Oplægget er udarbejdet og nu forestår der et stort arbejde med at finde de effektfulde metoder til at få det implementeret i de enkelte lande og særligt at skabe et nationalt politisk ejerskab. Her er nogle fælles udfordringer, hvor UNESCO og os der arbejder med det i Danmark kan skabe en gensidig inspiration.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar