Hvorfor egentlig ikke??
Da den danske velfærdsstat tog form, udgjorde kulturen og kulturpolitikken en vigtig og bærende søjle. I et samfund med større materiel tryghed og mere fritid til borgerne stod det fra starten klart, at projektet ikke kun skulle tage afsæt i økonomiske argumenter, men også legitimeres på et åndeligt plan skrev Information forleden i en interessant artikel som jeg her citerer et tankevækkende kulturpolitiske eksempel fra.
Som bekendt så Danmarks første kulturministerium dagens lys i 1961, og et år efter skrev en række politikere og intellektuelle et Forsvar for Velfærdsstaten.
I forsvaret kom socialdemokraten Ivar Nørgaard med en profeti om, at »undervisningsministeriet og kulturministeriet vil blive mere betydningsfulde ministerier end finans- og økonomiministeriet«.
»Det må også være en samfundsopgave at sikre den åndelige velfærd (...) Samfundet må derfor føre en aktiv kulturpolitik (…) Når det materielle ikke mere bliver det ene fornødne, er der gode muligheder for, at det kulturelle og etiske får en større plads i tilværelsen,« fortsatte Ivar Nørgaard.
Der var tale om en åndelig overbygning på velfærdsstaten. Derfor var det måske heller ikke så overraskende, at daværende statsminister Viggo Kampmann i 1960 gav et interview med overskriften »Jeg interesserer mig faktisk ikke saa voldsomt meget for politik«.
I stedet forklarede statsministeren, at han interesserede sig for brede kulturelle emner som moderne eksistensfilosofi og modernistisk litteratur, hvorefter James Joyce, Marcel Proust og Søren Kierkegaard blev nævnt som eksempler.
Der er naturligvis flere afgørende forskelle på datidens debat og i dag. En af dem er, at der dengang var en udpræget pionerånd, fordi man var ved at opbygge et nyt politisk og socialt eksperiment, som ingen tidligere havde sat på formel. Ivar Nørgaard satte da heller aldrig slutdato på sin profeti, men der er ikke meget, der tyder på, at den nogensinde vil gå i opfyldelse.
»Det er snarere gået i den stik modsatte retning,« siger Lasse Horne Kjældgaard.
Allerede fra midten af 1960’erne og især i 1970’erne kom velfærdsstaten i økonomisk krise, og man begyndte at bekymre sig om, hvordan man overhovedet skulle føre projektet videre. Dermed mistede kulturpolitikken også tyngde – og i de seneste år er kunsten blevet indlemmet i konkurrencestatslogikken.
»Man har i de seneste år talt meget om kunst og kultur som en national brandingstrategi, altså at det er noget, der kan være med til at sætte Danmark på verdenskortet. Det kan være, når vi laver gode film, gastronomi og bøger,« siger han.
At Kulturministeriet skulle blive større eller mere magtfuldt virker som en utopi, men betyder utopi egentlig ikke det bedst opnåelige samfund?
At Kulturministeriet skulle blive større eller mere magtfuldt virker som en utopi, men betyder utopi egentlig ikke det bedst opnåelige samfund?
Kommentarer
Send en kommentar