Gå videre til hovedindholdet

Kulturministeriet større end finansministeriet

Hvorfor egentlig ikke??

Da den danske velfærdsstat tog form, udgjorde kulturen og kulturpolitikken en vigtig og bærende søjle. I et samfund med større materiel tryghed og mere fritid til borgerne stod det fra starten klart, at projektet ikke kun skulle tage afsæt i økonomiske argumenter, men også legitimeres på et åndeligt plan skrev Information forleden i en interessant artikel  som jeg her citerer et tankevækkende kulturpolitiske eksempel fra. 
Som bekendt så Danmarks første kulturministerium dagens lys i 1961, og et år efter skrev en række politikere og intellektuelle et Forsvar for Velfærdsstaten.
I forsvaret kom socialdemokraten Ivar Nørgaard med en profeti om, at »undervisningsministeriet og kulturministeriet vil blive mere betydningsfulde ministerier end finans- og økonomiministeriet«.
»Det må også være en samfundsopgave at sikre den åndelige velfærd (...) Samfundet må derfor føre en aktiv kulturpolitik (…) Når det materielle ikke mere bliver det ene fornødne, er der gode muligheder for, at det kulturelle og etiske får en større plads i tilværelsen,« fortsatte Ivar Nørgaard.
Der var tale om en åndelig overbygning på velfærdsstaten. Derfor var det måske heller ikke så overraskende, at daværende statsminister Viggo Kampmann i 1960 gav et interview med overskriften »Jeg interesserer mig faktisk ikke saa voldsomt meget for politik«.

I stedet forklarede statsministeren, at han interesserede sig for brede kulturelle emner som moderne eksistensfilosofi og modernistisk litteratur, hvorefter James Joyce, Marcel Proust og Søren Kierkegaard blev nævnt som eksempler.
Der er naturligvis flere afgørende forskelle på datidens debat og i dag. En af dem er, at der dengang var en udpræget pionerånd, fordi man var ved at opbygge et nyt politisk og socialt eksperiment, som ingen tidligere havde sat på formel. Ivar Nørgaard satte da heller aldrig slutdato på sin profeti, men der er ikke meget, der tyder på, at den nogensinde vil gå i opfyldelse.
»Det er snarere gået i den stik modsatte retning,« siger Lasse Horne Kjældgaard.
Allerede fra midten af 1960’erne og især i 1970’erne kom velfærdsstaten i økonomisk krise, og man begyndte at bekymre sig om, hvordan man overhovedet skulle føre projektet videre. Dermed mistede kulturpolitikken også tyngde – og i de seneste år er kunsten blevet indlemmet i konkurrencestatslogikken.
»Man har i de seneste år talt meget om kunst og kultur som en national brandingstrategi, altså at det er noget, der kan være med til at sætte Danmark på verdenskortet. Det kan være, når vi laver gode film, gastronomi og bøger,« siger han.

At Kulturministeriet skulle blive større eller mere magtfuldt virker som en utopi, men betyder utopi egentlig ikke det bedst opnåelige samfund? 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Oversigt viser årelang nedbarbering af bibliotekerne - lad det være et wake-up call

"Oversigt viser årelang nedbarbering af bibliotekerne – »grænsen er nok nået« ifølge interesseorganisation" er overskriften på en artikel i Kulturmonitor i dag. Og denne milde underdrivelse om at grænsen nok er nået stammer fra mig og Danmarks Biblioteksforening. Den kunne også have været børn der ikke har adgang til bøger bliver dårligere til at læse. Baggrunden for artiklen er en opgørelse som kulturministeriet har lavet til SF’s socialordfører, Theresa Berg-Andersen. Her har ministeren opgjort antallet af for biblioteker fra 2006 og frem til i dag og gjort det klart, at antallet af danske biblioteker er faldet drastisk gennem de sidste 17 år. Opgørelsen viser at at antallet af biblioteksfilialer, er faldet fra 420 (2006) til 310 (2022) altså en en lukning af 1/4 af bibliotekerne. Havde de dykket lidt længere tilbage end til kommunalreformen kunne de se at antallet er halveret siden 1996 hvor der var 900 betjeningssteder. Stof til politisk eftertanke I Kulturmonitor siger

Hvad læser børn i en skole uden et bibliotek?

Mine største børn siger stadig at de går på skolebiblioteker, men jeg tvivler på at min den yngste på 4 kommer til at kende begrebet. I kølvandet på folkeskolereformen er skolebiblioteket nemlig blevet afskaffet eller i hvert fald erstattet af pædagogiske læringscentre . Hvad betyder det for skolen og elevernes kompetencer i forhold til traditionelle biblioteksdyder som litteratursøgning, kildekritik og læselyst, når man ændre fokus fra bibliotek til læringscenter. Det er tanker der er inspireret af at jeg er på vej til generalforsamling i Aarhus hos Kommunernes Skolebiblioteksforening eller de har naturligvis også skiftet navn til  Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre . En forening som vi I Danmarks Biblioteksforening har et godt og udbytterigt samarbejder med, hvilket vi desværre ikke har med den anden "skolebiblioteksforening" Pædagogisk LæringsCenterForening som har meddelt at de ikke længere ønsker at deltage i biblioteksparaplysamarbejdet da de ikke l

The development of ‘open library’ in Denmark #wlic2013

In occasion of my participation in the World Congress for Libraries IFLA, I have made ​​a presentation of the libraries in Denmark and especially the concept we call OPEN LIBRARIES. The theme of WLIC 2013 is "Future Libraries: Infinite Possibilities" and OPEN LIBRARIES is one of the possibilities. In Denmark, all the libraries is free to use, In the way, that all the basis services are free of charge for the public. In Denmark almost all the Libraries are funded by tax. The libraries are obligated to make all kinds of materials available, both physical and digital. Not just books. We have 98 municipalities and all of them are obligated, by legislation, to have a library and to finance it. Some of the municipalities have more than one library. We have approximately 450 public libraries, to a population of 5,5 mil. people.  Half of the libraries are closed in the last ten years, but the development has hopefully stopped now. It seems that development lead to fewer and few