Informations litteraturanmelder Peter Nielsen stiller nogle centrale spørgsmål om vores nationalkarakter kan aflæses i vores valg litteratur.
Uden helt selv at svare, spørger han:
"Er det så enkelt, at vi helst bare vil læse bøger om os selv, vores historie, måske med et lille gys over den armodshistorie, vi selv undslap, frem for at læse om helt andre verdener og skæbner?
Det er ikke en diskussion om litterær kvalitet, men er det ikke småt og småligt, at de bøger, vi især læser, er dem, vi umiddelbart kan spejle os i? Nationsforsnævrende? Og er det ikke i sig selv meget dansk, for er der mon andre nationer, hvor man i så udpræget grad helst bare vil læse om sig selv?"
Personligt tror jeg ikke det er specielt Dansk at ville læse om sig selv. Jeg tror det er noget alment menneskeligt. Se blot på den franske litterærerer scene og deres bestsellerlister eller den tyske. Eller den amerikanske kultur, hvor f.eks. europæiske succesfulde film, skabes i et amerikansk remake for at det amerikanske publikum kan spejle sig i dem.
Om det så er sundt for os som mennesker at vi er så navlepillende er et andet spørgsmål, og her tror jeg han har ret i at det fører til nationsforsnævrelse, men specielt Dansk er det altså ikke.
LÆS hele han leder her: https://www.information.dk/debat/leder/2018/09/litteraturredaktoer-lidt-smaat-smaaligt-boeger-isaer-laeser-handler
Litteraturredaktør: Er det ikke lidt småt og småligt, at de bøger, vi især læser, handler om os selv?
De bøger, der sælger bedst, er dansk litteratur om danske forhold
24. september 2018
Det er eventyrligt, at forfatteren Merete Pryds Helle dominerer bestsellerlisterne med hele to titler, både den to år gamle roman Folkets skønhed og den nye selvstændige romanfortsættelse, Vi kunne alt. Det er lykkeligt, når litterær kvalitet og popularitet som her går hånd i hånd.
Men hvad kan man ellers lære, når man kigger på bestsellerlisten? At de bøger, der sælger bedst, er dansk litteratur om danske forhold. Danske slægtsromaner, danske opvækstromaner – og det, uanset hvor vanskelige vilkårene har været – dansk familieliv, beskrivelse af danske lokaliteter og beskrivelse af typisk danske relationer.
Det gælder udover Merete Pryds Helle også Morten Pape, der med debuten, opvækstromanen Planen, længe har ligget på bestsellerlisten. Vi kan åbenbart også godt lide at læse om hård opvækst i randzonerne af vores velfærdsstat – og nu er Morten Pape tilbage med sin nye roman, Guds bedste børn.
Også Ida Jessen er der med romanen Telefon, ligesom Knud Romers Kort over paradis og Peter Høegs Gennem dine øjne alle er ærkedanske. Leonora Christina Skov har længe ligget på listen med sin danske skæbneroman, Den, der lever stille, og det er sigende, at genudgivelsen af Henrik Pontoppidans Lykke-Per har sneget sig ind på listen.
Jesper Wung-Sung fik stor succes, da han sidste år udgav slægtsromanen En anden gren, og det er heller ikke er tilfældigt, at Helle Helle med sine typiske provinsmennesker er at finde på listen, når hun udgiver nyt, og at Carsten Jensen havde større succes med Marstal-romanen Vi, de druknede, end han havde med Afghanistanromanen Den første sten.
Er det så enkelt, at vi helst bare vil læse bøger om os selv, vores historie, måske med et lille gys over den armodshistorie, vi selv undslap, frem for at læse om helt andre verdener og skæbner?
Det er ikke en diskussion om litterær kvalitet, men er det ikke småt og småligt, at de bøger, vi især læser, er dem, vi umiddelbart kan spejle os i? Nationsforsnævrende? Og er det ikke i sig selv meget dansk, for er der mon andre nationer, hvor man i så udpræget grad helst bare vil læse om sig selv?
Kommentarer
Send en kommentar