Et af vor egen kulturs
kendetegn er, at vi ophober informationer i en hidtil uset mængde, mens vi
samtidig er kommet i underskud med vores evne til at sanse det væsentlige.
Vores evne til at sanse det dybere er skadet, og derfor er vi gået fra visdom
til informationer. Vi har aldrig rådet over så mange informationer som nu, men
hvad skete der med visdommen?
Sådan skrev MIKKEL WOLD, SOGNEPRÆST i Politiken lørdag.
Det er en væsentlig udfordring for det moderne menneske, og jeg tror vi som individer har behov sanselighed og redskaber til at færdes mellem alle informationerne for at kunne udvikle evnen til at omdanne dem til viden. Måske han tænkte på kirken som svaret, jeg kommer til at tænke på biblioteket, som jeg mener kan spille en væsentlig rolle i som funktion, og give mennesket rum for refleksion og fordybelse. Biblioteket som en æstetisk kulturinstitution der også kan være sanselig eller...?
I den forbindelse har den kloge præst også et væsentlig input. "At elske visdommen, som Platon taler om, er ikke det samme som at skrabe informationer sammen."
Hvis et bibliotek blot var en bogsamling, var opgaven simpelhen at give adgang. Men adgangen til information er ikke det samme som viden, der skal erkendelse og læring til at omskabe. Derfor er opgaven mere kompleks end som så.
En daglig udfordring for de mange informationsspecialister der arbejder ude i bibliotekerne i deres møde med borgerne. Altså de medarbejdere som er ansat på et bibliotek, og som traditionelt kaldtes bibliotekarer men hvor der i dag er en mangfoldighed af faggrupper, og hvor nutidens"bibliotekarer" ikke længere uddannes på biblioteksskolen, men på Det Informationsvidenskabelige Akademi"
Den kloge sognepræst anfører at "Svaret på det spørgsmål er, at der er indtrådt en forkærlighed for en form for økonomisk tænkning i ordets videste forstand. Velkommen til homo oeconomicus’ tidsalder. En tidsalder, hvor man elsker det numeriske, og hvor man forudsætter anvendbarhed i de undersøgelser, der foretages.
Dermed ignorerer man den historie, som lærer os, at ægte erkendelse netop ikke henter sin berettigelse i, om man lige kan se, om den kan bruges. Erkendelse er jo målet i sig selv. Abraham Flexner, en af grundlæggerne af Institute for Advanced Studies i Princeton, gjorde opmærksom på netop dette forhold i et essay fra 1937, hvor han minder om, at det netop er den teoretiske forskning, som blev anset for overflødig eller unyttig, fordi den ikke rettede sig mod et praktisk formål, der senere viste sig at få fundamental betydning for menneskeheden. Lige fra telekommunikationen til elektriciteten.
Homo oeconomicus’ tænkemåde dominerer ikke bare videnskaben, men hele vores tænkemåde. Som den italienske litteraturprofessor Nuccio Ordine har gjort opmærksom på det i en vidunderlig bog om »det unyttiges nødvendighed«, tænker vores samfund så målorienteret, at »en hammer anses for mere værdifuld end symfonien, en kniv vigtigere end digtet, en skruetrækker vigtigere end maleriet, fordi det er lettere at se nytten af værktøjet end af musikken, litteraturen eller kunsten«.
Tænk blot på, hvor ofte ordet værktøj og redskab anvendes i vores sprog. Vi ønsker ikke livsgrundlag, men redskaber til at takle tilværelsens kriser....På denne måde mindskes evnen til at sanse det væsentlige. Så glemmer vi, at om det væsentlige i livet gælder det, at det ikke nødvendigvis kan ’bruges’ til noget, det kan bare ikke undværes.
Det er et problem for os alle, når vores sansning af det vigtige i vores liv underlægges en så åndsforladt tilgang som den her beskrevne. På den måde mister vi sansning af det væsentlige. Vi kan ikke nøjes med informationer og kompetencer."
Det er i den udfordring biblioteket er svaret for mange borgere og derfor det er den langt mest besøgte kulturinstitution. Men det er også her i bibliotekets største udfordring findes, for den funktion kan ikke måles og gøres op i økonomi, og det er måske derfor biblioteket er den kulturinstitution der er skåret mest i budgetterne i de seneste år.
Kommentarer
Send en kommentar