I disse dagen præsenteres et vigtigt EU initiativ under det Irske EU formandsskab, som jeg har fået lov at være med til:
Strengthening Europe through public libraries. How sustained investment in public libraries and their multiple roles delivers social, cultural and democratic returns
Der tales meget om at skabe alternativer til de amerikanske og kinesiske teknologier som truer det europæiske demokrati og vores demokratiske samtale.
Men.....Europa har allerede en omfattende demokratisk infrastruktur. Den findes i byerne, i landsbyerne og i lokalsamfundene. Den er åben for alle og giver adgang til viden, kultur, læring og fællesskaber.
Det er vores biblioteker!
Europa behøver ikke begynde fra bunden for at styrke sin demokratiske infrastruktur. Vi har allerede bibliotekerne – men skal bruge dem mere aktivt.
Med over 65.000 biblioteker har vi et netværk af lokale, offentlige mødesteder, der giver mennesker adgang til viden, kultur, læring og fællesskaber. Steder, hvor man kan mødes på tværs af forskelle, få hjælp til at forstå verden og deltage i samfundet.
Men hvordan kan Europa bruge og styrke denne infrastruktur mere aktivt?
Det spørgsmål har været omdrejningspunktet for godt et års europæisk samarbejde, som vi nu afslutter med at overdrage vores anbefalinger til Europa-Kommissionen.
Det sker på et High-Level Meeting i Dublin den 29. oktober, hvor vi præsenterer rapporten Strengthening Europe Through Public Libraries.
Jerry Buttimer, Minister of State for Community Development and Charities, Irish Government åbnede konferencen på det ikoniske bibliotek
Arbejdet er gennemført i en såkaldt OMC-gruppe (Open Method of Coordination), hvor eksperter fra de europæiske lande har arbejdet med bibliotekernes rolle i forhold til nogle af de store samfundsudfordringer: demokrati, digitalisering, læsning, social sammenhængskraft, bæredygtighed og kriseberedskab.
En af de centrale konklusioner er, at bibliotekerne skal tænkes ind i langt flere politikområder end kulturpolitikken alene.
Bibliotekerne er ikke kun kulturinstitutioner. De er også demokratisk infrastruktur.
Jeg har fornøjelsen af at være en af oplægsholderne på konferencen, hvor jeg under overskriften In the Service of Democracy – Public Libraries in the Digital Transformation vil fortælle om de danske erfaringer.
Danmark er et af Europas mest digitaliserede samfund. Men et digitalt samfund er ikke automatisk et inkluderende samfund. Og det er heller ikke automatisk demokratisk.
Derfor har bibliotekerne en vigtig opgave. Fra at hjælpe borgerne på internettet i 1990'erne til digital borgerservice og i dag kunstig intelligens har bibliotekerne været med til at sikre, at flere kan deltage i den digitale udvikling.
Jeg vil blandt andet fortælle om vores fælles danske AI-vision, digital læseformidling til børn gennem eReolen GO! og bibliotekernes arbejde med digital dannelse.
For vi skal huske, at ingen børn er født digitale. Alle er født som mennesker – og alle skal lære at begå sig i den digitale verden.
Og fri adgang er ikke i sig selv nok. Vi skal også sikre, at mennesker har kompetencerne, mulighederne og lysten til at bruge de tilbud, vi stiller til rådighed.
Det er en vigtig politisk dagsorden, som jeg håber, Europa-Kommissionen og medlemslandene vil tage videre.
For digital teknologi kan gøre vores samfund mere effektivt.
Men bibliotekerne kan være med til at gøre det mere demokratisk.
#Biblioteker #Demokrati #DigitalDannelse #PublicLibraries #EuropeanUnion #DigitalInclusion
Kommentarer
Send en kommentar