Sammen med forperson for Danmarks Biblioteksforening, Paw Østergaard Jensen, og vores verdensmålskoordinator Thomas Sture Rasmussen har jeg deltaget i et nordisk biblioteksnetværksmøde i Island. Her samles vi fra de nordiske biblioteksforeninger for at drøfte aktuelle emner som lovgivning, læsekultur og læsekrise, ophavsret samt biblioteksudvikling i både nordisk og international kontekst.
Bibliotekets formål: Mere end bøger
"Bibliotekets formål er ikke bøger, men at understøtte demokratiet. Bøger og læsning er kun ét middel, og selvom det er nok så vigtigt, er der mange andre opgaver," som Paw Østergaard Jensen udtrykker det.Dette perspektiv er kernen i vores drøftelser på tværs af de nordiske lande.Mødet blev afholdt på det imponerende universitet i Reykjavik, nærmere bestemt på National and University Library of Iceland. Vi indleder altid vores møder med nationale rapporter fra de fem deltagende lande. Det er en mulighed for at få indblik i nationale strategier og udfordringer, men også at identificere de indsatser, vi har tilfælles.
Biblioteket som rammen om demokratisk debat
"Demokrati er ikke kun en styreform. Det er et løfte: et løfte om, at vi kan leve sammen i værdighed, lighed, solidaritet, sikkerhed, retfærdighed og håb. At praktisere demokrati gør det muligt for os at vokse, lære, drage omsorg og handle. Demokrati lover ‘liv, frihed og stræben efter lykke’, men for at realisere dette løfte kræves det, at et samfund forpligter sig til en styreform baseret på den lige værdi af hver enkelt stemme; en fælles forståelse af vores interesser gennem samarbejde, deliberation og læring; samt respekt for både individuel og kollektiv handlekraft" Marshall Ganz
Det nordiske samarbejde som model for fremtiden
I de nordiske lande forstår vi demokrati som mere end blot en stemmeafgivning. Det er en livsform, der bygger på åben samtale, fri adgang til information og evnen til at forstå og sammenkoble viden. Verdensmålsarbejdet er et naturligt redskab til at styrke dette, da det handler om samarbejde, partnerskaber, tværgående initiativer og uddannelse.
Derfor diskuterede vi muligheden for at få Nordisk Ministerråd til at indgå i samarbejdet om et bredere biblioteksprojekt, hvor bibliotekerne bliver centrum for folkelig inddragelse i en bæredygtig fremtid. Der er allerede international interesse for modellen bag UGE17, blandt andet fra Finland, Sverige, Island, Slovakiet og Tjekkiet.Nordisk Ministerråd har signaleret, at de vil være åbne for et formelt forslag fra de nordiske biblioteksforeninger, da projektet stemmer overens med deres strategiske mål om bæredygtig udvikling, borgerinddragelse og det nordiske samarbejdes rolle som forbillede for resten af verden.
Bibliotekets betydning i et forandret landskab
Dette understreger vigtigheden af Paws pointe: Biblioteker handler ikke kun om bøger, men om demokratiets fundament. I en tid, hvor misinformation, fake news og digital polarisering truer den offentlige samtale, er bibliotekernes rolle som frie, oplyste mødesteder vigtigere end nogensinde. Bibliotekerne er ikke blot opbevaringssteder for viden, men aktive platforme for dannelse, debat og medborgerskab.
Det er en ambition, vi i det nordiske samarbejde vil forfølge – ikke kun som en regional vision, men som en model for, hvordan biblioteker verden over kan styrke demokratiet og fremtidens bæredygtige samfund.
Kommentarer
Send en kommentar