Hvordan kan vi som samfund sikre og udvikle den eksisterende nationale vidensinfrastruktur, som grundlag for vores demokrati?

Udspringet for biblioteksdebat.dk var Hal Kochs demokratiopfattelse, hvor samtalen og debatten er drivkraften for demokratisk dannelse.

Den startede tilbage i 2007 med citatet;

”DEMOKRATI er ikke bare en styreform. Demokrati er samtale. Det er en måde at handle på. En måde at omgås andre mennesker på, hvor respekten for individet, fællesskabet omgivelserne og samfundet er helt centralt. Og hvor fordommene lader sig udfordre, og argumenterne flytter holdninger”
Hal Koch

Det kom jeg til at tænke på i dag, på vej til FREMTIDSVÆRKSTED VIDEN OG DEMOKRATI som Fonden DemokracyX inviterer en rækker parter ind i et projekt under TRYG-fonden med en række centrale spørgsmål, der handler om hvordan vi som samfund og nation bedst muligt bevarer den store tillid til videnskabelig viden, og som ligger til grund for det danske demokratiske samfund.

Der er tale om en konkret problemstilling, der allerede adresseres fra forskellige hold. Grundet problemets alvor er der behov for en mere koordineret tværgående indsats. 

Afsættet for projektet er netop, at demokrati i Danmark er ikke kun en styreform, men snarere en samfundsform og ideologi, som indeholder en vision om frihedsrettigheder og adgangen til viden om alle aspekter af livet som grundlag for borgernes autonomi og fællesskabet gennem, som Grundvisk Forum udtrykker det.

"I dag ser vi en forskydning i debatten om demokrati fra demokratiske normer og principper til også at se på de institutioner, der understøtter demokratiet udover uddannelse og folkeoplysning: vidensinfrastruktur. Den liberale rettighedsbaserede tilgang komplementeres af en gryende erkendelse af at demokratiets bæredygtighed kræver en mere proaktiv investering i en stærk og pålidelig vidensinfrastruktur samt mere proaktiv indsats for at håndtere og kvalificere viden i samfundet.

Spørgsmålet er derfor hvordan vi som samfund kan sikre og udvikle den eksisterende nationale vidensinfrastruktur, så den fortsat kan understøtte oplysning, debat og borgerinddragelse, men med et blik for, at nytænkning og nye investeringer kan være nødvendige."

Barrierer for en National Dannelsesvision
Oplever vi at politikere oftere presses ofte til at prioritere målbare resultater og løsninger med kortsigtede effekter. Er det begrundet i at "dannelse og vidensforståelse ofte først viser sig som værdifuld på lang sigt, er det udfordrende for politikere at sætte dannelsesprojekter på den politiske dagsorden, uanset at mange nok vil være enige i at det vil være en fordel for Danmark som nation. I den henseende ser vi også hvordan et stigende fokus på arbejdsmarkedets behov og økonomisk vækst trækker i retning af kompetencer og færdigheder fremfor demokratisk dannelse.

I tillæg er der en ideologisk skepsis over for dannelse som nationalt projekt. På den ene side opfattes dannelsestraditionen ofte som elitær. På den anden side er der en historisk betinget modvilje mod at bruge uddannelsessystemet til at ”forme” borgerne efter bestemte normer og værdier. Der er tale om en liberal aversion mod alt der minder om sindelagskontrol, som vi forbinder med anti-liberale strømninger og autoritære regimer. Dertil kommer at dannelsesbegreber ofte er bundet op på kulturelle værdier. Dette kan handle hvorvidt dannelse bør handle om klassiske humanistiske idealer eller om at udvikle erhvervsrettede kompetencer, eller, som oftest, om hvad der særlig ”dansk.” Derfor tages dannelse ofte som gidsel i politiske diskussioner om ”danskhed” og ender dermed som yderfløjspolitik.

Resultatet er at det i politik er blevet meget svært at tale om national dannelse som et politisk projekt og ansvar" og er konklusionen faktisk derfor ikke netop, at tidens store udfordringer kalder på større videnspolitisk ansvar, og dermed en national dannelsesvision, hvor bibliotekerne som den langt mest besøgt kulturinstitution spiller her en væsentlig rolle.

Konkret kan man stille spørgsmålene

• Hvordan stiller det os i forhold til at arbejde med den danske nation som et fælles vidensgrundlag hvor videnskabelig viden og fakta spiler en helt central som demokratiets forudsætning? Hvordan stiller dette os i forhold til at håndtere fremtiden?
• Kan videnskab eller et begreb om ”god viden” som en særlig tilgang til fakta og viden være udgangspunkt for et nyt nationalt dannelsesprojekt?
• Hvordan investerer vi som nation i god viden? Hvordan kan vi prioritere ressourcer og udvikle politikker, der styrker samfundets vidensinfrastruktur?
• Hvordan kan begrebet vidensinfrastruktur blive fremmet som styringsredskab indenfor demokratiudvikling?

Og som medborger skal vi jo nok alle være med til at finde svaret.