Skal vi forbyde politiske annoncer alle steder?

Twitter vil fremover forbyde politiske annoncer. Kunne vi ønske facebook gjorde det samme? og hvad med de rigtige medier?

»Vi tror på, at politiske budskaber skal gøre sig fortjent til deres udbredelse – det skal man ikke kunne købe sig til,« skrev Twitters direktør, Jack Dorsey.

Det er jeg enig med ham i. Jeg er også enig med Informations Chefredaktør Rune Lykkeberg i at "Demokratisk kan det ikke forsvares, at de rigeste kan købe sig til mest indflydelse" men jeg er så ikke sikker på at jeg er enig i tilføjelsen "i en effektfuld digital offentlighed.

Politiske annoncer bør generelt forbydes på sociale medier."

Hvorfor en adskillelse om politisk annoncering mellem såkaldt "sociale medier"og "traditionelle medier" som jo også er digitale og sociale?

Hvis man mener at det demokratisk ikke kan forsvares, at de rigeste kan købe sig til mest indflydelse, er det vel ligegyldigt om det er i det ene eller andet medie.

Selvfølgelig er der forskel på de traditionelle medier og de såkaldt sociale medier. For selvom de traditionelle også er digitale og sociale, så er de sociale medier ikke "medier" i traditionel forstand. I hvert fald er de ikke omfattet af medieansvarlov og derfor mere sociale "platforme". Men det ændre vel ikke grundlæggende på om de politiske reklamers påvirkningskraft og det at de rigeste kan købe flest.

I USA er politisk annoncering f.eks. stor på TV, mens vi i Danmark har valgt at man ikke må annoncerer politisk på TV og Radio, mens man godt må på lokalradio, i biografreklamer og dagblade?

Rune Lykkeberg har skrevet om det i Information i dag, og det er med baggrund i hans leder jeg reflekterer over om vi bør forbyde politisk annoncering alle steder? Eller hvor man skal trække grænsen? Og hvad med ytringsfriheden?

Lykkeberg påpeger selv det dilemma fyldte når han i sin klumme skriver: (jeg tillader mig et lidt langt citat, du kan læse hele klummen her, hvis du har abonnement) 

Med hele verden som publikum havde en stjernesocialist og en superkapitalist for nylig en konfrontation, der satte en konflikt på spidsen og udstillede et problem, som ikke kan løses uden at skabe nye problemer.

Den demokratiske kongreskvinde Alexandria Ocasio-Cortez udspurgte Facebooks kejser, Mark Zuckerberg, under en høring i Kongressen, der blev tv-transmitteret og delt globalt. Anledningen var, at Zuckerberg ikke vil censurere en kampagnevideo fra præsident Trump, som udbreder åbenlyse løgne.

Ocasio-Cortez opfordrede Zuckerberg til at tage ansvar for alt det, hans virksomhed tjener penge på at sprede. Hun anførte, at Facebook burde faktatjekke og redigere kampagnevideoer, der har som mål at misinformere et stort publikum. 

Zuckerberg svarede, at han var moralsk modstander af løgn, men også principiel modstander af, at en privat virksomhed skulle afgøre og håndhæve forskellen på rigtigt og forkert i politik. Det mente han ikke, Facebook har autoritet til.

Hun har ret i, at dyre annoncer på Facebook kan manipulere et stort publikum og udbrede usandheder. Hendes præmis er, at en oplyst samtale er en forudsætning for folkestyre, og at målrettede misinformationer kan være demokratinedbrydende.

Omvendt har han ret i, at politiske annoncer altid har haft karakter af propaganda og ikke skal opfattes som faktuelle udsagn om virkeligheden. Han henviser til ytringsfrihed som ideal og antager, at løgne bliver modsagt og manipulation udstillet i en fri offentlighed. Frihed og fælles samtale er hans præmisser; sandhed og oplysning er hendes.

Det lignede et rigtigt dilemma."