fredag den 15. januar 2016

Flere besøger museer end biografer - tilsammen næsten lige så mange som kommer på biblioteker

Der er flere der går på museum end i biografen, konkluderer Berlingske​ i dag og skriver at væksten hos muserne gjorde, at man i 2014 overhalede biograferne, som den mest populære kulturelle - udgående - aktivitet.

Det gør det på baggrund af at Danmarks Statistik netop har offentliggjort at at der i 2014 blev "der solgt 14,5 millioner billetter fra de danske museer, registrerer Danmarks Statistik. Og så har den kølige danske sommer i 2015 måske givet tallet endnu et spark opad - i hvert fald rapporterer flere danske museer om rekordbesøg i 2015."

Jeg synes det er dejligt at der er så mange der går på museum, for det tror jeg på gør os alle sammen klogere, og det er klart at det er en styrke at vi ikke skal betale entre på de store statslige museer og at vi kan tage ungerne med gratis på alle museer. I den forbindelse bør man nok også lige nævne at der årligt er 36 mio besøg på bibliotekerne, hvilket altså betyder de er langt over dobbelt så populære som muserne, hvis man skal blive i Berlingskes retorik, men det har de nok overset. I sådanne opgørelser bør man så også understrege at man ikke blot kan måle kulturs værdi på hvor populær den er eller hvor mange der besøger de forskellige institutioner.

Jeg synes dog grundlæggende, der er grund til at glæde sig over at danskerne er så flittige kulturbrugere fordi det styrker ikke blot det enkelte menneske, men hele samfundet. Det skal vi også huske I en tid, hvor der som Berlingske også skriver  "tales meget om nedskæringer på kulturen, gør Danmarks Statistik i øvrigt op, at de samlede offentlige bevillinger til kulturen i 2015 var 23,7 milliarder kroner. Heraf kommer 55 procent fra staten og 45 procent fra kommunerne, og så går 20 procent til idrætten, 19 procent til TV og Radio, hvor DR sidder på langt det meste, og 16 procent til bibliotekerne, for nu at nævne de tre tungeste poster.

Beløbet svarer til 4.180 kroner fra hver enkelt dansker til kulturen - som altså her også omfatter idrætten. Til sammenligning bruger en dansk husstand i gennemsnit 24.800 kroner til varer og tjenester indenfor fritid og kultur, opgør Danmarks Statistik."

Læs hele artiklen



Ingen kommentarer:

Send en kommentar