torsdag den 26. februar 2015

KÆRLIGHED – i al dens mangfoldighed og kompleksitet - #KbhLæser

Hvad skal jeg så lave i weekenden, jeg skal læse - eller det skal jeg faktisk ikke, men min by og dens beboere skal opleve og indleve litteraturen i en stor aktuel festival; Kbh Læser 2015 – Kærligheden kalder København

Kbh Læser er en årligt tilbagevendende litteraturfestival, som slipper litteraturen og læselysten løs i hovedstaden hvert år i det tidlige forår. Københavns Biblioteker søsatte festivalen i 2008 i fællesskab med forskellige samarbejdspartnere som museer, boghandlere, kulturinstitutioner og andre litteraturelskere, som hvert år under festivalen får hovedstaden til at boble af litterære aktiviteter. I 2015 strækker festivalen sig over 10 dage fra d. 27. februar til d. 8. marts. Hvert år har festivalen et nyt tema, og i år er temaet KÆRLIGHED og det lyder da bare dejligt livsbekræftende.


I deres beskrivelse af festivallen skriver de "Love is all you need – eller hvad? De fleste kan under alle omstændigheder nok bruge lidt ekstra kærlighed at varme sig på her i årets kolde måneder! Hop i vinterstøvlerne og spring ud i litteraturfestivalen Kbh Læser, som på fredag d. 27. februar og ti dage frem dykker ned i temaet KÆRLIGHED igennem hele 159 fantastiske litterære arrangementer, hvor der med sikkerhed er noget for enhver smag, alder, præference og humør.

Festivalen byder bl.a. på speed lit – et alternativt litterært dating-arrangement: mød op med din yndlingsbog under armen, og nyd et par timer i selskab med ligesindede. Måske du her møder den store kærlighed, du så ofte har læst om? Du kan også opleve forfatterarrangementer, som når Dy Plambeck med udgangspunkt i sin bog Mikael tager en snak om krig og kærlighed. Eller du kan tage til kærestebrevsworkshop, hvor du foruden en kort indføring i kærestebrevenes historie får mulighed for at skrive dit eget brev til dit hjertes udkårne. Hertil kommer alle de andre 156 arrangementer som f.eks. teaterforestillinger, fabelagtige børnearrangementer plus meget, meget mere.

Skærp læselysten og dyk ned i programmet, lad dig overraske og find de arrangementer, der appellerer til netop dig."

Se hele festivalprogrammet her:  http://issuu.com/z09f/docs/kbh_leaser_program
Og få mere information via festivalens hjemmeside: http://kbhlaeser.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar