torsdag den 11. september 2014

Bibliotekerne kan løse samfundsproblemer

Overskriften om at Bibliotekerne kan løse samfundsproblemer vil jeg gerne råbe ud, fordi den nye direktør på Det kongelige Teater havde følgende overskrift i Altinget 

Hesseldahl: Teatret skal ikke løse samfundets problemer
TEATER: Det er ikke teatrenes opgave at lave integrationsprojekter eller sociale aktiveringstilbud for de millioner, de årligt får i kunststøtte. Det mener Morten Hesseldahl, teaterchef på Det Kongelige Teater, som advarer politikerne mod at spænde teatrene for andre vogne end den kunstneriske.

Jeg har reageret over for hans indlæg, fordi han blander bibliotekerne ind i sin argumentation om at teaterene ikke skal tage ansvar for samfundets problemer, og I dag bringer Altinget mit indlæg og jeg var i Kulturen på News og debattere det i aftes.

Da Altinget er gemt bag betalingsmur, har jeg valgt at bringe mig indlæg her: 

Bibliotekerne ville svigte hvis de havde et Hesseldahls kultursyn
Det kongelige teaters direktør Morten Hesseldahl spreder i en artikel i Altinget i sit kultursyn ud over bibliotekerne. Dejligt når kulturpersonligheder forholder sig til Danmarks mest besøgte kulturinstitution, men man bør holde sig de samfundsmæssige konsekvenser for øje, hvis man følger hans råd.

”Det er bare vigtigt, at bibliotekerne bliver ved med at formidle litteratur og kultur, og ikke bare bliver steder, hvor man kan spille bordfodbold og være sammen med hinanden,” siger han til Altinget

Det har han fuldstændig ret i, men at gøre det i under en overskrift ”Biblioteker skal ikke være medborgerhuse” får det til at lyde som om bibliotekerne har udviklet sig til bordfoldsstadions og det er ingenlunde tilfælde. Det bibliotekerne bruger flest ressourcer på er stadig at udvælge og formidling god og dannende litteratur på kunstens præmisser. Men bibliotekerne formidler også en del andet, fordi de er en skattefinansieret public service institution og derfor skal favne bredt. Så hvis bibliotekerne kun formidlede den kulturelitære litteratur så svigtede de for alvor deres opgave.

Bibliotekerne forandrer sig nemlig i takt med at samfundets opgave ændres. Derfor bruger halvdelen af borgerne dem også til andre ting end bare at låne bøger, herunder både til hjælp med digital selvbetjening, kurser eller kulturelle oplevelser som f.eks. mange af de børneteater forestillinger som de etablerede teatre ikke har.

Som public service institution har bibliotekerne en forpligtelse over for det samfund der finansierer dem, ud over at formidle det kunstneriske, men også at lave borgerservice eller spille positivt ind på integration i de områder der har behov for det, som vi ser i mange socialt udsatte områder, og her bliver der givetvis både læst bøger og spillet bordfoldbold. I mange lokalområdet spiller bibliotekerne også en vigtig rolle i blot at være det åbne demokratiske mødested, da borgere ikke har andre offentlige steder at mødes.

Som skatteborgerfinansieret institution gælder det om at finde balancen mellem de opsøgende, sociale og dannende opgaver og det behøver ikke nødvendigvis gå ud over det kunstneriske niveau. Hvis man som kulturinstitution kun vælger den kunstneriske aspekt uden at skele til samfundets øvrige udfordringer havner man i et elfenbenstårn uden demokratisk kontakt. Selvfølgelig skal der være en politisk armslængde til den kunstneriske udfoldelse, men til gengæld ligger der en forpligtelse hos offentligt finansierede institutioner om at være formidlende og inddragende over for alle borgerne, også de der ikke umiddelbart selv påbegynder kravleturen op i det dannende elfenbenstårn

Den balance arbejder vi hele tiden med i bibliotekerne. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvordan det Kongelige Teater skal drives, blot kan jeg konstatere, at et af de eksempler Morten Hesseldahl advarer imod er det Aarhusianske teatret OPGANG2, som har et ungdomsspor, hvor unge i aktivering kan samarbejde med kunstnere om at skabe musik, teater og billedkunst. Det mener han kan underminere kunst af allerhøjeste karakter.

Hos OPGANG2 mødte jeg for år tilbage en ung utilpasset mand ved navn Yahya Hassan, vel at mærke før han havde udgivet sin digtsamling og blev kanoniseret som kunst. Så der kan man se, hvad det kan føre til, hvis man som kulturinstitution rækker ud og tænker kunsten som noget der kan være dannende for andre end Morten og jeg, som jo nok skal komme både på landets eksperimenterende og de fine etablerede teatre. På bibliotekerne er både Morten og Hassan velkomne, også hvis det bare er efter en bog, vi har nemlig dem alle sammen.

 Se iøvrigt oplæg til vores konference om



Ingen kommentarer:

Send en kommentar