mandag den 6. januar 2014

Biblioteket er et farligt sted for mennesker

"Biblioteket kan være et farligt og forvirrende sted for mennesker, som i forvejen er i besiddelse af Sandheden. Det er derfor, vi sjældent ser nogen af dem. Her fortæller bødlen og offeret, vismanden og klovnen, romantikeren og kynikeren, hver sin historie. ’Mein Kampf’ lige i nærheden af ’Anne Franks dagbog’.
Karl Marx lige før Adam Smith. Yahya Hassan et par bogstaver til venstre for Johannes V. Jensen. Bibelen få centimeter fra Koranen.
Trykkefrihedsselskabets udgivelser tæt på Hizb ut-Tahrirs skrifter. Det er ikke som bogreolen derhjemme, som bevidst eller ej vidner om din smag, dine interesser, din beskæftigelse. Biblioteket handler ikke om, hvad du holder af. Det handler om, hvad du holder ud."

Sådan stod der at læse i Politikens kronik den 25. december. Kronikken var et efterskrift til stormen om Yahya Hassan oplæsning på Vollsmose Bibliotek, som først blev aflyst og senere flyttet til en nærliggende skole. Kronikken er skrevet af Georgios Skouros fra Vollsmose Bibliotek efter tingene er kommet lidt på afstand, som han skriver og "de stærke følelser, udmattelsen, forventningerne, der blev og ikke blev indfriet. Nu er det ved at være hverdag igen."
Danmarks Biblioteksforening pressede forud for arrangementet hårdt på, for at arrangementet skulle gennemføres, som det også fremgik af flere medier. Netop ud fra argumentationen om at biblioteket skal være farligt, hvis det skal udfylde sin demokratiske rolle. Som formanden for DB Vagn Ytte Larsen udtrykte det: "Biblioteket er jo netop den institution, der kan sikre, at diskussionen kommer ud til alle os almindelige mennesker, men det kræver, at resten af samfundet bakker op. Derfor må vi forlange, at politiet kan sikre bibliotekernes arrangementer, også når der er risiko for, at arrangementerne bliver farlige" Se mere


Arrangementet blev som de fleste ved gennemført og har vel været et af de mest omtalte arrangementer i 2013. Derfor er det også så interessant at læse Georgios Skouros efterskrift, som slutter med 
"Yahya er nu gået. Flere og flere skriver til ham, at han skal passe på sig selv. Det vil sige, at holde sig lidt tilbage. Som jeg forestiller mig ham, er det at stå frem hans måde at passe på sig selv på.
Uanset hvad han gør, er én ting sikker: Han gør det ikke, bare fordi nogen sagde det til ham.
Men vi, biblioteket, er stadigvæk her. Og det er ved at blive hverdag igen. Med lektiehjælp, udlån af madopskrifter og julebøger, bogstart og bydelsmødre, udstedelser af pas, vejledning i digitale medier og meget, meget mere.

Men lad dig ikke narre. Dybest set er vi ret farlige. Du er vel ikke i tvivl om, hvor vi har bestemt os for, at Yahyas bog skal stå?"


Men læs selv hele kronikken Efterskrift til et arrangement - 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar