torsdag den 19. december 2013

Glædelig jul fra alle biblioteksnisserne

Vi ønsker jer alle en ...

I Danmarks Biblioteksforening ser vi frem til 2014 med store forventninger. DDB vil for alvor tage form, så borgerne kan få et endnu tydeligere indtryk af de fantastisk mange digitale muligheder, som bibliotekerne tilbyder, samtidig med de strømmer ind på de fysiske biblioteker, som også mange steder er i helt nye udformninger.
I DB skal vi vælge ny formand og Repræsentantskab i det nye år, og vi glæder os rigtig meget til at byde nye som gamle medlemmer velkommen til de næste fire års engagerede arbejde til fordel for bibliotekerne og for borgerne. Tak for samarbejdet til jer alle og endnu en gang glædelig jul og godt nytår!



Valg til DBs Repræsentantskab
Danmarks Biblioteksforening vælger nyt repræsentantskab i 2014, både blandt politikere og fagfolk. Derfor skal du nu overveje, om du vil stille op til valget. Vi har brug for et stærkt hold til repræsentantskabet, så det er vigtigt, at mange gode og engagerede kandidater vil være med. DB har brug for en mangfoldighed af synspunkter, holdninger og indfaldsvinkler. Kun på den måde kan vi sammen videreudvikle det stærke folkebibliotek.

Er du politiker? (valggruppe A)
Fra 2014 kan samtlige byrådsmedlemmer fra DBs medlemskommuner stille op til valget til repræsentantskabet. For at stille op, skal du møde op til valgmødet i din region, hvor selve valget vil finde sted. Valgmøderne begynder ultimo januar 2014 - se nærmere på kalenderen hvor og hvornår din region holder sit valgmøde. På valgmøderne vil der være forskellige indslag, bl.a. vil kreativ direktør Christian Have deltage på en række af de regionale valgmøder.

Er du fagperson, fra en interesseorganisation, studerende eller anden form for personligt medlem? (valggruppe B)
Valget blandt medlemmer af valggruppe B sker elektronisk. Vil du stille op til valget, skal du sende en valgudtalelse og et billede, som kan indgå i præsentationsmaterialet til afstemningen. Og du skal selvfølgelig være medlem af DB. Valget foregår fra den 15. januar til den 15. februar, og  resultatet offentliggøres den 17. februar 2014. Send din valgudtalelse og dit billede til webmaster@db.dk.

 
Biblioteket - rammen om samtalen

Danmarks Biblioteksforenings Årsmøde
27. og 28. marts 2014 i DGI-Huset i Vejle.


Moderne kulturinstitutioner og aktuelle kulturtilbud er vigtige elementer i borgernes liv. Alligevel er det ikke altid kulturen, som er øverst på den politiske dagsorden. På DBs årsmøde 2014 ser vi nærmere på, hvordan vi - både politikere og fagfolk - kan gøre mere for at synliggøre bibliotekernes og kulturens betydning for udviklingen af velfærdssamfundet.  Mød blandt mange andre kulturministeren og deltag i de mange bibliotekspolitiske debatter i løbet af årsmødets to tætpakkede dage, hvor DB også vælger nyt formandskab og det nyvalgte repræsentantskab præsenteres.
Var du i øvrigt med på DBs store årsmøde 2013 i København?

Vis dig frem!
Har du et produkt, et projekt eller andet, som du gerne vil vise frem for hele den danske biblioteksverden, så lej en stand i det store udstillingsområde, som allerede nu er godt besat af nogle af de vigtigste firmaer på biblioteksområdet.

Særligt for kulturpolitikere
Årsmødet er en oplagt lejlighed for landets mange nyvalgte kulturudvalg at komme helt ned i den biblioteks- og kulturpolitiske substans. Vi glæder os til at møde både nye og gamle kulturpolitikere fra hele landet, og vi giver 20% rabat på deltagergebyret, hvis hele kommunens kulturudvalg ( - eller udvalget hvorunder biblioteket hører) melder sig til årsmødet.

Tilmeld dig årsmødet fra starten af januar måned 2014, men sæt allerede nu kryds i kalenderen ved den 27. og 28. marts 2014, så du er klar til DBs årsmøde i Vejle!



Er du årets Trendspotter?

I samarbejde med Vejle Bibliotekerne giver Danmarks Biblioteksforening tre spændende biblioteks- og udviklingsprojekter mulighed for at præsentere sig på foreningens årsmøde i Vejle i marts 2014. Har I lavet årets udviklingsprojekt, så send os en kort beskrivelse af jeres Trendspottende projekt og fortæl, hvorfor det vil være interessant for både fagfolk og kulturpolitikere fra hele landet at høre mere om netop jeres projekt. Læs mere om muligheden for at vise jeres projekt frem, og send ansøgning om at deltage på årsmødet senest fredag den 7. februar 2014.

 

Julelukket
Danmarks Biblioteksforenings sekretariat holder juleferie fra den 21. december til og med den 5. januar 2014.

 
Mange julehilsner
Danmarks Biblioteksforening
 Danmarks Biblioteker
nr. 6/2013

*****

Aktiviteter
 
27-01-2014
DB Region Sjælland
Valgmøde og generalforsamling

27-01-2014
DB Region Midtjylland
Valgmøde og generalforsamling

28-01-2014
DB Region Hovedstaden
Valgmøde og generalforsamling

29-01-2014
DB Region Nordjylland
Valgmøde og generalforsamling

30-01-2014
DB Region Syddanmark
Valgmøde og generalforsamling


 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar