torsdag den 30. maj 2013

Offentlighedslov - hvad er op og ned her fra hvor jeg står?



I dag anden behandles offentlighedsloven i Folketinget. Er den så sort-hvid som det lyder på debatten?

Der har været en stor og skinger debat om de ændringer som er foreslået i offentlighedsloven, særligt to paragraffer. Jeg synes det er svært at gennemskue debatten og savner nogle nuancer, så jeg har forsøgt at dykket lidt ned i argumenterne og se på dens betydning for demokratiet.

Det er sjældent, at se en samlet presse være så enige som når det kommer til forslaget om ny offentlighedslov. Det kan så undre at de vågner så sent, da loven faktisk har været under vejs i flere år.
Men ok, nu protesterer de. Det er måske naturligt nok, fordi de har en naturlig interesse i, at alt er offentligt, så de kan få deres gode historier og sælge aviser. De betragter også sig selv som den fjerde statsmagt, der har til opgave at kigge myndighederne i kortene. Det er godt og sundt i et demokrati, at have en aktiv presse der påtager sig den opgave, men det er ikke det samme som at total offentlighed om alt er godt for demokratiet.

Derfor er der vigtigt at holde nuancerne om offentlighedsloven for øje, og at man i denne sag som i alt andet ofte tager stilling ud fra egne interesser. Bibliotekerne har faktisk også interesser i offentlighedsloven, da de grundlæggende er institutioner, der skal sikre borgerne adgang til de offentlige informationer i samspil med forvaltninger, arkiver og statsadministration. Jeg har selv deltaget i alvorlige debatter i hos American Library Association sammenhænge om den hårfine balance mellem offentlig tilgængelige oplysninger og censur i forhold til skiftet mellem Buch og Obama administrationens "offentlighedslov", hvor Library of Congress spiller en vigtig rolle, for hvad der er adgang til. Og jeg tror nok vi i Danmark ville trukket censurkortet, hvis vi var blevet ramt af de sidste Bush år "offentlighedslovsprincipper" efter 9-11. Bare for lige at have et perspektiv.

Jeg har på den baggrund forsøgt at dykke ned i lovarbejdet og debatten om den nye danske offentlighedslov, og jeg er ikke selv helt afklaret om min indstilling til lovudkastet. Men jeg synes debatten har være skræmmende unuanceret. Både fordi regering med en justitsminister i spidsen har været så svage i argumentationen om hvorfor der skal stramninger til i de to-tre paragraffer de foreslå, at det på det nærmeste diskvalificerer loven. Klimaks kom i et interview i Deadline, hvor ministeren blev spurgt utallige gange, om han kunne komme med konkrete eksempler, på hvorfor stramninger var nødvendige, men INGEN kunne komme med. Det tænkte eksempel han så kom med om behov for fortroligt rum, findes i forvejen viste Information på baggrund af aktindsigt

Fra den anden siden kulminerede pressens manipulatorisk fremstilling, da Martin Krasnik i Deadline fandt det relevant at oplyse, at Eva Smith er politikerdatter i debat om habilitet, samtidig med at han fejlciterede betænkningen. Når en journalist, som jeg ellers har stor tillid til, når ned på det niveau i en debat, kan jeg ikke lade være at tænke på om det her handler om noget helt andet end demokratisk indsigt. Yderligere skærpedes min opmærksomhed om presses objektivitet, da 9 chefredaktører valgte at sende en fælles protest til justitsministeren og de så valgte Poul Madsen fra Ekstra Bladet, som talsmand på det, blev jeg ærlig talt mistænksom.

Fandt en RUC opgave om netop det dilemma Dagspressen dækning af den nye offentlighedslov.pdf
De har en hypotese om, at journalisterne står overfor et dilemma, når de skal dække
tilblivelsen af offentlighedsloven. For hvis journalistikken forsvarer sin ret til aktindsigt i højere grad end, hvad der må betegnes som relevant for debatten i det gældende demokrati, risikerer den samtidig at komme i karambolage med en anden central forståelse; rollen som saglig og nøgtern nyhedsformidler. Deres analyse af 137 artikler viser at journalisterne ikke formår at holde denne balance. Se analysen

Men grundlæggende er det svært at finde nuancer i debatten. En stor del af skylden må det store folketingsflertal nok tage på sig (A, B, C, F, V) da de ikke har formået at komme med en argumentation der anskueliggjorde hvorfor ændringerne er nødvendige. Hverken over for presse eller det politiske mindretal.

Heldigvis er der andre der forsøger at finde en nuanceret balance. En af mine venner, som er byplanlægger i en kommune udtrykte forleden denne denne nuance:
"Jeg er meget i tvivl om de omtalte ændringer i offentlighedsloven, når jeg hører Martin rasnik interviewe Morten Bødskov eller andre, så virker modstanden overbevisende - men journalister har måske også andre interesser end at de rigtige beslutninger bliver truffet. Jeg holder det op mod egen dagligdag, hvor arbejdet netop går på at forberede lokale politiske beslutninger. Jeg ved bare, at hvis ikke der er rum for rådgivning uden offentlighedens inddragelse, så er der ultimativt risiko for at indføre amerikanske tilstande, hvor man udskifter embedsværket samtidig med at politiske styrer ændrer sig, det kan føre til flere private chef/politiske møder med private interessenter uden at ekspertise inddrages, det kan betyde at gode ideer skydes ned fordi pressen eller andre starter en debat før ideerne er velforberedte. Det er ikke entydigt, at man skal være modstander af et ikke offentligt rum for idéudvikling"

Et andet menneske jeg har stor tillid til, når det kommer til juridiske fortolkninger og ytringsfrihed er Mediejuristen Oluf Jørgensen fra Journalisthøjskolen.

Han har siddet i Offentlighedskommissionen, som har arbejdet med forlaget i 7 år. Han har som så mange andre påpeget problemerne i de to mest omstridte paragraffer i forslaget til den ny offentlighedslov, nemlig paragraf 24 om ministerbetjening og paragraf 27 stk. 2 om udveksling af dokumenter mellem ministre og folketingsmedlemmer. Begge paragraffer udvider nugældende praksis om fortrolige dokumenter, så de fremover også omfatter de dokumenter der udveksle mellem styrelser og ministerier, samt mellem minister og folketingsmedlemmer.

Senest har han i Information også påpeget et mere grundlæggende problem i hele den administrative struktur, han mener nemlig vi har et problem, da embedsmændene i stigende grad skal varetage både at udvikle politikken og give kvalificeret modspil. De får derved stor magt, men er angste for at blive kigget efter i kortene. Han er midtvejs i et forskningsprojekt om offentlighedsloven i nordisk belysning. Der er markante afgørende forskelle på forvaltningskulturen i de nordiske lande og i den forbindelse siger han til Information 

»I Sverige, Norge og Finland får en minister følgeskab af statssekretærer, som er en slags viceministre, foruden deciderede politiske rådgivere. Det betyder, at den almindelige faglige rådgivning varetages af embedsmændene, mens den politisk-taktiske rådgivning varetages af de politiske rådgivere og statssekretærerne,« siger han.

»Anderledes i Danmark, hvor ministrene kun har kommunikationsrådgivere, men ikke personer, der er kvalificerede til at udvikle politikken eller give kvalificeret modspil til embedsmændene. I stedet skal de almindelige embedsmænd i stigende grad varetage begge dele. Og som sagt er det efter min opfattelse forklaringen på topembedsværkets store interesse for paragraf 24 og 27 stk. 2.«

»Efter min bedste overbevisning er vi nødt til at tage et opgør og få adskilt den faglige rådgivning fra den politisk-taktiske, hvis vi skal have et levende demokrati, hvor offentligheden stadig har ret til indsigt i grundlaget for beslutningerne.«

Jeg synes han har fat i en meget vigtig pointe og måske er det mere det man skal forholde sig til, mere end størrelsen af det fortrolige rum som bliver defineret i paragraf 24.

Oluf Jørgensen er så iøvrigt ikke selv helt resistent i sin argumentation. Tilbage i 2009 skrev han selv i en kronik i Information at "Undtagelse til ministerbetjening er velbegrundet"
"Der skal være plads til at tænke, at tænke forkert og at drøfte sager med kolleger under forberedelsen af lovforslag uden at risikere, at idéer og skitser kan komme på avisernes forsider"


Men lige denne mangel på resistens rammer pointen, at argumentationen ikke kan være sort-hvid. Der er brug for et fortroligt rum og statsadministrationen har udviklet sig, så ministerbetjening ikke længere kun er noget der bliver foretaget i ministeriet, som det var da offentlighedsloven sidst blev revideret og definerede det som et fortroligt rum. Nu foregår ministerbetjening også mellem styrelse og departement og derfor har de brug for en udvidelse af det fortrolige rum. På samme vis kan man sige, at informationer udvekslet mellem folketingsmedlemmer og minister i dag er offentlige, hvis de bliver skrevet ned og udvekslet. Det er de derimod ikke hvis de udvekslet mundtligt. Altså offentligt hvis det er via mail, men ikke hvis det er via telefon. Er det den rigtige skillelinje?

Som udgangspunkt synes jeg det er skræmmende i et demokrati, hvis magthaverne lukker offentligheden ude, men jeg synes også vi skal have respekt for et arbejde parlamentariske demokrati, som kræver en vis fortrolig i forhandling og betjening af politikerne. Udfordringen er så at finde balancen, og her kan det godt være at §24 og §27 går for langt....men vi må finde en balance.

Så lad os finde nuancerne frem og bruge det demokratiske våben SAMTALEN inden tredje behandlingen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar