tirsdag den 31. juli 2012

DR temaindslag om øget biblioteksbrug

I går havde DR et længere indslag i Orientering om biblioteker, hvor jeg giver mine bud på hvorfor stadig flere mennesker besøger de fysiske biblioteker, samtidig med de bruger flere digitale medier.
En dejlig måde at komme i gang på, efter en dejlig sommerferie.


DR's tilgang var lidt pudsig, for de kontakte mig med udgangspunkt i kommunale nøgletal og spurgte om ikke der var tale om en katastrofal nedgang i brugen af biblioteker. Det fik vi så en snak om inden indslaget, for sådan er sammenhængen jo netop ikke.

Der er tale om at der de seneste år har været forholdsvis store økonomiske besparelser, et stort fald i antallet af traditionelle filialer og et fald i det fysiske udlån, til gengæld er det digitale "udlån" voldsomt stigende og folk besøger oftere og oftere de fysiske biblioteker. Sidste år var der over 36 mio. besøgende på de danske folkebiblioteker.

Med den baggrund fik vi en lille snak om biblioteker i Danmarks Radio. På deres hjemmeside beskriver de det sådan:

Færre biblioteker, flere besøg

Orientering 30. juli 2012 kl. 16:29 på P1
De danske biblioteker lever en stille tilværelse uden stor politisk eller mediemæssig bevågenhed. Og når pressen en sjælden gang imellem sætter fokus på de offentligt tilgængelige bogsamlinger, er det typisk med dystre meldinger om masselukninger og krise. Færre og færre låner bøger, og antallet af biblioteker er næsten halveret de seneste ti år.

Ud fra en umiddelbar betragtning ser det ud til, at bibliotekerne må indstille sig på en tilværelse i historiebøgerne. Men antallet af biblioteker giver ikke et retvisende billede af, hvordan de klarer sig, mener Danmarks Biblioteksforening. Ifølge nye tal fra foreningen stiger antallet af besøg på landets biblioteker, og nye, åbne biblioteker uden personale giver borgerne mulighed for at låne bøger på skæve tidspunkter.

Bjarke Hartmeyer Christiansen har talt med direktør i Danmarks Biblioteksforening, Michel Steen-Hansen om bibliotekernes udfordringer og fremtid.

Bibliotekar læser højt for børn på børnebiblioteket på Herning Bibliotek.
Mens flere danske biblioteker må lade livet ved sparekniven, besøger borgerne i landets kommuner stadig oftere de overlevende lokale biblioteker. Billedet viser højtlæsning på børnebiblioteket på Herning Bibliotek.
Foto: DR © P4 Midt & Vest


Ingen kommentarer:

Send en kommentar