onsdag den 23. juli 2008

Biblioteket og bøgerne

Af Isabella Meyer Formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Hørsholm Kommune og folketingskandidat for de konservative og Michel Steen-Hansen Bibliotekschef i Slagelse Kommune. (jan. 2008)





I de seneste uger har der i medierne været en voldsom debat om, hvor mange bøger et bibliotek skal indeholde og oven i købet hvilke slags, der skal stå på hylderne. Det er ingenlunde en ny debat, og det er nok heller ikke den mest frugtbare debat, hvis vi skal finde ud af, hvordan vi ønsker, de skatteborger betalte biblioteker skal udvikle sig.

I stedet for at fortsætte den ørkensløse debat om hvorvidt biblioteket skal fortsættes som en klassisk bogsamling, som ét brugersegment efterspørger, eller om biblioteket skal formidle mange forskellige medier, som andre brugergrupper efterspørger, bør man diskuterer, hvorfor vi egentlig har valgt at have biblioteker. For kun ad den vej kan vi finde ud af, hvordan de skal udvikles.

Hvorfor skal vi have biblioteker? Er det af de samme grunde som i går og for hundrede år siden? Eller er der med samfundsudviklingen kommet nye grunde, nye behov og nye ønsker, som er relevante og fornuftige ud fra et samfundsmæssigt ønske om, hvad borgerne skal præges af, for at udvikle sig til og som samfundsborger?

Bibliotekerne har både en politisk og en faglig legitimitet. Biblioteksudviklingen er et samfundsanligggende med stor betydning for mange forskellige befolkningsgrupper og ikke kun for skønlitterære forfattere og forlagsfolk, der har én interesse i at sikre salg af deres smalle titler, eller for nostalgiske mennesker, der synes, det skal ligne det, de kender fra deres barndom. Biblioteket er meget andet og har de seneste år stået i spidsen for en spændende udvikling f.eks. står bibliotekerne for meget af den digitale formidling, som folk tager som en selvfølge, men hvor bibliotekerne formidler og investere i de nødvendige licenser for at sikre den frie adgang for alle kommunens borgere.

I fremtiden folkebibliotek, skal der være plads til forskellige typer brugere, og det er i denne virkelighed, at en debat som den, der har udspillet sig i medierne de seneste uger, bør tager sit afsæt og det er i den virkelighed, at den faglige og politiske legitimitet skal findes for fortsat at have biblioteker, der sikrer fri og lige adgang til alle informationer, som det hedder i loven.

Derfor er det også forståeligt, at debatten bliver lidt skinger, når en ny og yngre leder udfordrer biblioteksbegrebet ved at sige, at bogen skal have modstand. Så griber traditionalisterne pennen og siger, alt skal være som før. Men det handler jo ikke om, at bogen skal ud af biblioteket, eller at det kun er den populære litteratur, der skal stå på hylderne. Nej, det drejer sig om at skabe et bibliotek, der rummer det hele og forsøger at favne både det smalle og det brede, både at være fysisk og virtuelt, både at rumme det klassiske og det ubegrænsede.

Vi skal ikke lade løsrevne politiske eller faglige budskaber afgøre bibliotekernes skæbne. Vi har faktisk en lov, der sikrer bogen, og den vil fortsat være et af de vigtigste medier på bibliotekerne, nok også det vigtigste. Men samtidig har vi en af verdens mest fremadrettede bibliotekslove, der sikrer den nødvendige diversitet, og den skal ikke bare laves om, fordi enkelte stemmer i debatten føler sig provokeret.

Bibliotekerne er den mest besøgte kulturinstitution, altså det kultursted, hvor der kommer flest besøgende pr. dag, trods det faldende besøgstal, de seneste år. Derfor er det en tanke værd at overveje, om man fuldt ud udnytter den ressourcer, vi som samfund har i biblioteket. Det betyder noget, at komme fra et hjem med klaver og reol. Derfor har det også betydning, jo flere af vores borgere og især fremtidige voksne, vi kan lokke ind på biblioteket for at blive inspireret og påvirket.

Børn kan lokkes ind på biblioteket og gøres interesseret i bøgernes univers gennem oplæsning og andre kulturtiltag, men både i skolebiblioteksregi og folkebiblioteksregi taber de ofte interessen for bøgernes verden, når de når teenagealderen. I specialundervisningen har man i mange år brugt metoden, mere af det samme, forstået således, at dét eleven ikke kunne finde ud af, skulle eleven have mere af. Det virker som, det er samme forfejlet taktik, traditionelle bibliotekstænkere brugere i forhold til bøgerne på biblioteket i stedet for at vende det hele på hovedet.

For ønsker man at bevare biblioteket som en central og vigtig kultureldannelsesinstitution i fremtidens samfund, skal vi åbne biblioteket op, gøre det tillokkende, så også den uerfarne og umiddelbart uinteresseret borger lokkes ind i bøgernes og informationernes univers. Måske de første besøg ikke resulterer i lån af en bog eller andet materiale. Men påvirkningen af stedet og rummets indretning vil – hvis indbydende og tillokkende nok – inspirere til at gå på opdagelse i ukendt land. Og måske ad den vej til at tage del i den livslange læring, som også er en del af bibliotekernes dannelsesopgave.

Reol efter reol med rækker af bogrygge vil ikke virke indbydende og tillokkende, men snarere virke uoverskuelige og utilgængelige. Modsat er bøger udstillede med fronten mod brugerne, måske i temaer eller emner som skifter fra gang til gang.

Bibliotekerne er et sted, hvor vi vil oplyse folket og udvide deres horisont. Det kan vi først, når de er kommet indenfor, også dem der ikke af sig selv opsøger biblioteket. Derfor er der fornuft i, at man på bibliotekerne og i kommunerne tænker i, hvordan man kan indrette bibliotekerne bedre, og tænker i hvilke tilbud, aktiviteter og andet, der trækker folk til huse, og måske derigennem af bagvejen snige kerneydelsen ud til flere.

Andre steder fokuserer man på at skabe virtuelle oplevelser for børn og unge, og er det ikke bedre, at børn og unge tilbringer deres tid sammen med et computerspil omgivet af bøger end alene med deres egen pc, på børneværelset eller hængende foran den lokale Brugs? Bibliotekets miljø er bestemt mere udviklende og stimulerende end indgangspartiet ved Brugsen!

En anden måde at åbne bibliotekerne for nye brugergrupper på er at gøre biblioteket til et sted, hvor man kan sidde og studere, drikke en kop kaffe i ro og mag, imens man læser i en bog, leder efter litteratur om bestemte emner eller søger informationer og viden. Det er nærliggende at tænke ”det private rum i det offentlige”.

Studiemæssigt har bibliotekerne også noget at tilbyde de studerende, som egentlig er yderst traditionelt, og alligevel nyt. Bibliotekerne kan tilbyde de studerende adgang til en masse forskellige materialesamlinger, hvor den enkelte ellers selv skulle ud og investere i en masse abonnementer på diverse internetservices, hvis søgningen skulle ske hjemmefra.

Folkebibliotekerne står altså overfor et dilemma: de traditionelle ydelser er de mest efterspurgte (både bøger, film og musik), men der må balanceres mellem den øjeblikkelige efterspørgsel og udvikling af andre og eksempelvis netbaserede, kulturelle eller sociale tilbud, der matcher fremtidige behov. Det er en udfordring både for biblioteker og for mange brugere. I fremtidens bibliotek skal der stadig være bøger, men efterspørgslen efter information, nye opholdssteder og andre medier skal også efterkommes, hvis de skal leve op til at være folkeoplysende og medvirke til dannelse af fremtidens samfundsborgere.

Regeringen bruger meget energi på at tale om innovation og videnssamfund. Hvis alle skal have en chance for at være med, må vi bruge tilbud, der er tilgængelige for alle, f.eks. landets største public service-institution – biblioteket. Så den debat der er i gang i medierne er vigtigt.

Vi mener, der er mange oprindelige grunde til at fastholde bibliotekernes traditionelle formidling af bøger og materialer samtidig med, at der er mange nye grunde til at udvikle denne kulturinstitution, for netop at sikre bibliotekerne som vigtig dannelsesinstitution i det danske samfund i fremtiden. Det er derfor ikke et enten-eller, men et både-og!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar